På det første universitetssemester lagde to piger straks mærke til hinanden. Begge smukke, med en vis lighed. Fra da af blev de altid set sammen.
Mette mente, hun fortjente mere end at tilbringe hele sit liv i en lille provinsby som sine forældre. Moren var butiksmedarbejder, faren bygningsarbejder og drak selvfølgelig. Efter gymnasiet fortalte hun, at hun ville til København for at studere.
Forældrene sukkede, men prøvede ikke at overtale hende. De tænkte, at måske havde hun mere held end deres ældste datter, som var giftet sig uheldigt og nu opdragede to børn alene. De kunne ikke sende mange penge, men sendte grøntsager fra haven og syltede varer, når der var mulighed. En nabo arbejdede som togkonduktør på København-ruten.
Da Mette ankom til København, besluttede hun, at hun aldrig ville vende hjem. Hun blev veninder med Anna, fordi hun var født og opvokset i byen. Hendes far var læge, moren økonom – en respektabel, intellektuel familie.
Anna følte medlidenhed med Mette, og Mette udnyttede det. Klagede hun over, at hendes støvler var slidte, gav Anna hende et ekstra par. Ingen kjole til en fest? Anna lånte hende en ny – heldigvis var de samme størrelse. Mette overnattede ofte hos Anna, især under eksamen. På kollegiet kunne man ikke koncentrere sig.
Mette hadede studierne, men læste alligevel flittigt, selvom hun helst ville feste. “Intet problem,” tænkte hun, “når jeg er færdig og har fået foden indenfor i København, skal jeg feste nok.”
For Anna var alt nemt, uden store anstrengelser. Mette var misundelig, men viste det ikke. Som det ofte sker, forelskede begge sig i den samme fyr – en flot, sporty fyr, der kom fra en militærby, hvor hans far havde tjent. Snart dannede de en trio, der altid hang ud sammen.
“Lars, hvordan er det med dem – tager du dem én ad gangen eller sammen? Del dig lidt,” grinede drengene.
Selv underviserne spurgte i spøg, hvem han egentlig var forelsket i.
Lars ignorerede kommentarerne. Han foretrak den rolige og milde Anna. Men han turde ikke vise det, for at undgå rygter om, at han valgte hende fordi hun var københavnsk.
På forelæsninger rørte han ved hendes lår med sit knæ, lænede sig ind mod hende, som om han ville sige noget. Mens de andre ikke så det, opfattede Mette det straks – hun så deres anspændte ansigter. Og vreden over uretfærdigheden oversvømmede hende. Ikke nok med at Anna var født i København i en fin familie, nu havde hun også fået den bedste fyr til at falde for hende.
Lars blev træt af at skjule sine følelser og tilstod sin kærlighed til Anna. Til Mette gav han tydelige signaler om, at hun var den tredje. Gruppen gik i opløsning. Det passede ikke Mette. Hun ville ikke miste Anna – og heller ikke give slip på Lars.
Så begyndte hun at planlægge, hvordan hun kunne retfærdiggøre det og forhindre deres forhold. Direkte konfrontation ville ikke virke – hun måtte få dem til at skændes og gå fra hinanden. Og det skulle ske hurtigt. De nærmede sig tredje år, snart var der eksamen. Hvad hvis de giftede sig inden afslutningen?
“Hvis bare hun brækkede benet og måtte blive hjemme. Nej, så ville Lars bare bære hende rundt. Bedre hvis hun fik bumser. Jeg køber nogle jordbær til hende…” tænkte Mette.
På mystisk vis beskyttede skæbnen Anna. Benet blev ikke brækket, men bumserne dukkede op på Mette selv.
Lige før eksamen blev Lars’ mor alvorligt syg. Han aftalte med studiekontoret at aflevere eksamen i august og rejste hjem. Vejret var sommerligt og varmt, usædvanligt for København. Perfekt til stranden – ikke til bøger. Efter den første eksamen gik de to veninder gennem byen. Mette standsede foran en butik med brudekjoler.
“Hvilken kjole ville du vælge til dit bryllup?” spurgte hun Anna.
“Ved ikke, har ikke tænkt over det.”
“Det tror jeg ikke på. Alle piger drømmer om en hvid kjole. Jeg vil have sådan en,” pegede Mette på en kjole med fyldig nederdel. “Tror du, den klæder mig? Kom, lad os prøve dem – det koster ikke noget.”
“Nej, det er for varmt til at stå i nylon. Lad os få is i stedet,” sagde Anna og trak hende væk.
“Åh, kom nu, Anna. Bare én kjole, som om jeg er bruden, og du er min forlover,” insisterede Mette.
“At prøve kjoler før man er blevet friet til – det er uheldigt. Så bliver man aldrig gift,” advarede Anna.
“Sludder, gammelkæveDe stod i tavshed et øjeblik, inden Lars trak hende tæt ind til sig, og i det svage skær fra den danske sommeraften vidste de begge, at nogle fejl kan rettes, hvis man bare tør stole på kærligheden igen.
