Altså, min svigermor er virkelig en hård nød at knække hun er stædig og meget svær at omgås. Der har været utallige diskussioner og hun blander sig konstant i vores privatliv, så både jeg og min mand har haft svært ved at finde ro. Selvom hun bestemt ikke var glad for det, blev vi nødt til at bo sammen med hende efter brylluppet, fordi familieforholdene bare krævede det.
Hun elsker at tage på bærture især for at lave syltetøj! Men selvom vi høstede masser af bær sammen, kom resterne aldrig hjem til vores lille familie. I starten var jeg kun med i weekenderne, fordi jeg jo har mit arbejde. Men efter jeg fik lille Alma, blev det nærmest til en daglig forestilling. Min svigermor insisterede stædigt på, at vi skulle plukke bær tidligt om morgenen, selvom skoven var fyldt med myg og det var fugtigt og klamt, og vi havde ingen beskyttelse. Hun tog alle bærrene til sig selv og fyldte fryseren op.
På et tidspunkt tog min mand sig endelig sammen og snakkede med hende om, at vi faktisk også har brug for lidt økonomisk hjælp, vi har jo trods alt et barn nu. Men det resulterede bare i en ubehagelig konfrontation, og som hævn serverede hun en suppe med nærmest ingen kød det var så tydeligt, at hun ville give os en lærestreg. Jeg blev simpelthen så ked af det og følte mig totalt trådt på, så jeg gemte mig på badeværelset og græd.
Til sidst fik vi nok og valgte at flytte ud i vores eget lejede lejlighed det var som en stor lettelse, og endelig kunne vi slappe af og bare være os selv. Vi kommer stadig på besøg indimellem, men jeg nægter at drikke te hos hende, som en slags stille protest. Jeg tror egentlig godt hun ved hvorfor, men jeg er ret sikker på, at det ikke interesserer hende særligt.
Hvad tænker du egentlig om sådan et svigermor-svigerdatter-forhold? Synes du det er mig eller min svigermor, der har ret? Jeg er bare så nysgerrig på, hvordan du ville have håndteret det selv!
