Jeg troede, jeg havde giftet mig…

Jeg troede, jeg blev gift…
Mens jeg, Kathrine, betalte for indkøbene, stod Søren bare og så til. Og da jeg begyndte at pakke varerne i poser, gik han decideret ud på gaden. Jeg kom ud fra butikken og gik hen til ham, hvor han stod og røg.
“Søren, tag lige poserne,” bad jeg og rakte ham de to store madposer.
Han så på mig, som om jeg bad ham begå noget kriminelt. “Hvad med dig selv?” spurgte han forundret.
Jeg var lamslået. Hvad mente han med “hvad med dig selv?” Hvorfor stillede han sådan et spørgsmål? Normalt tilbyder en mand jo hjælp med tunge ting. Og det føles simpelthen forkert, når kvinden slæber på tunge poser, mens manden går kvindeligt lettet ved hendes side.
“De er virkelig tunge,” svarede jeg.
“Og hvad så?” fortsatte Søren sin modstand.
Han så godt, jeg blev vred, men af princip ville han ikke bære poserne. Han skyndte sig videre, vel vidende jeg ikke kunne følge med. *”Tag selv poserne? Er jeg hans skovtløber? Eller en underdanig hund? Jeg er en mand! Jeg bestem, om jeg bærer eller ej! Hun kan sagtens klare det selv, hun går ikke i stykker!”* tænkte Søren. Hans humor i dag handlede om at sætte konen på plads.
“Søren, hvad laver du? Tag fat i poserne!” råbte jeg efter ham, næsten grædefærdig.
Poserne *var* tunge. Og Søren vidste det – han havde selv fyldt indkøbsvognen. Hjem fikråd var ikke langt, kun en fem minutters gåtur. Men med tunge poser føles den vej lang.
Jeg gik hjemad og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Jeg håbede, det bare var en dårlig joke og han ville komme tilbage. Men nej. Jeg så ham fjærne sig mere og mere. Jeg havde lyst til at smide poserne, men fortsatte som i en tåge.
Ved opgangen satte jeg mig på bænken. Jeg kunne ikke mere. Jeg ville græde af træthed og såret stolthed, men jeg tog mig sammen – det er pinligt at græde offentligt. Men jeg kunne heller ikke sluge denne fornærmelse. Han sårede ikke bare; han ydmygede mig med denne måde at behandle mig på. Og han var så opmærksom før brylluppet… Og det var ikke fordi han ikke forstod! Han gjorde det bevidst.
“Hej, Kathrine!” En bekendts stemme rev mig ud af mine tanker.
“Goddag, Fru Jensen,” svarede jeg.
Fru Jensen, Maria, boede en etage nedenunder og havde været ven med min bedstemor, mens hun levede. Jeg havde kendt hende siden barndommen og regnede hende som en ekstra bedstemor. Efter bedstemors død, da jeg stod overfor de første husholdningsudfordringer, hjalp hun altid. Der var ikke andre – min mor boede i Aarhus med sin nye mand og børn, og min far kendte jeg ikke. Så bedstemor var mit eneste nære menneske. Nu er det Fru Jensen.
Jeg tøvede ikke. Jeg besluttede at give alle indkøbene til Fru Jensen. Så slæbte jeg dem ikke forgæves. Hendes folkepension er lille, og jeg forkæler hende gerne med små godter.
“Lad os gå op, Fru Jensen,” sagde jeg og tog fat i de tunge poser.
Oppe i hendes lejlighed sagde jeg, alt var til hende. Da hun så koldskål, tørrede sild, syltede ferskner og andre godter hun elskede, men sjældent købte, blev hun så rørt at jeg følte mig skyldbetynget over ikke at gøre det oftere. Vi gav hinanden kys på kinden, og jeg gik videre op.
Da jeg kom ind i vores lejlighed, kom Søren ud fra køkkenet med maden i munden.
“Hvor er poserne?” spurgte han, som om intet var hændt.
“Hvilke poser?” svarede jeg med samme tone. “Dem du hjalp mig med?”
“Åh, kom nu!” prøvede han at spøge. “Er du sur?”
“Nej,” svarede jeg roligt. “Jeg har bare trukket min konklusion.”
Søren blev vagtsom. Han forventede skrig, skænderi, tårer og nag – men denne ro gjorde ham urolig.
“Og hvad er din konklusion?”
“Jeg har ingen mand,” svarede jeg og tilføjede med et suk: “Jeg troede, jeg blev gift… men det viste sig, jeg tog en storfej til ægte.”
“Forstår ikke,” sagde Søren og lod dybt krænket.
“Hvad er der at misforstå?” spurgte jeg og så ham lige i øjnene. “Jeg ønsker min mand skal være en mand. Og du vil tydeligvis, at din kone skal være en mand.” Jeg tøvede lidt. “Så har du brug for en mand selv.”
Sørens ansigt blev rødt af vrede, og han knyttede hænderne. Men jeg så det ikke. Jeg var allerede gået i gang med at pakke hans ting i vores værelse. Søren kæmpede imod til det sidste. Han ville ikke ud.
Han begreb ikke, hvordan sådan en bagatel kunne ødelægge et ægteskab: “Det gik jo så fint! Hvad så, hun bar selv poserne? Og hvad så?” protesterede han, mens jeg hanskeligt smed hans ting i tasken.
“Jeg håber, du selv kan bære din bagage,” sagde jeg skarpt uden at lytte.
Jeg vidste perfekt, dette kun var første varsel. Hvis jeg slugte denne fornærmelse nu, ville tøjlen kun strammes mere. Derfor stoppede jeg det, smed ham ud og lukkede døren.