I dag skriver jeg om dengang, jeg mødte en kvinde med tre børn, som ingen andre ville hjælpe.
I de gamle dage, da jeg var ung, mødte jeg en kvinde med tre børn. De stod helt alene uden nogen til at støtte dem.
“Erik, er du ikke rigtig klog? Du vil giftes med en ekspeditrice og tage tre børn med? Har du mistet forstanden?” grinede Lars, min kollega fra kollegiet, og dunkede mig skælmsk i ryggen.
“Hvad er der galt med det?” svarede jeg, uden at løfte blikket fra urværket, som jeg var i gang med at reparere med en lille kniv.
Det var i firserne, og vores lille by levede stille og roligt uden hastværk. For mig, en enlig mand i trediverne, gik livet i ring mellem fabrikken, sengen på kollegiet og enkelte aftener med skak eller fjernsyn. Efter min uddannelse var det blevet til dette: arbejde, hobbyer og en sjælden snak med en ven.
Nogle gange stirrede jeg ud ad vinduet og så børnene lege i gården. Så kom minderne om hvordan jeg engang drømte om en familie. Men jeg skubbede dem hurtigt væk hvordan kunne jeg nogensinde få en familie, når jeg boede på et kollegie?
Alt ændrede sig en regnfuld oktoberaften. Jeg gik ind i bageren for at købe brød. Jeg havde været der utallige gange før altid det samme. Men denne gang stod hun bag disken Mette. Før havde jeg ikke lagt mærke til hende, men denne gang fangede hendes blik min opmærksomhed. Trætte, men varme øjne, med et lille strejf af lys dybt inde i dem.
“Hvidt eller rugbrød?” spurgte hun med et svagt smil.
“Hvidt…” mumlede jeg, som om jeg lige var blevet ramt af en pludselig forvirring.
“Lige fra ovnen, helt friskt,” sagde hun og pakkede det hurtigt ind for mig.
Da vores fingre rørte ved hinanden, var der et øjebliks gnist. Jeg fumlede efter småpenge i lommerne, mens jeg i smug studerede hende. Enkel, i en gammel kjole, omkring de tredive. Træt, men med en underlig livskraft.
Et par dage senere så jeg hende ved busstoppestedet. Mette slæbte på poser, mens tre børn kredsede om hende. Den ældste, Jens, fjorten år, kæmpede med en tung pose, mens pigen holdt den lille i hånden.
“Lad mig hjælpe,” tilbød jeg og tog posen fra hende.
“Det behøves ikke, tak…” begyndte hun, men jeg var allerede i gang med at læsse tingene ind i bussen.
“Mor, hvem er det?” spurgte den lille dreng direkte.
“Ti stille, Oliver,” hviskede hans søster.
På vejen fandt jeg ud af, at de boede tæt på min fabrik, i en gammel femværelses. Den ældste hed Jens, pigen var Freja, og den mindste Oliver. Mettes mand var død for nogle år siden, og siden da havde hun båret alene ansvaret for familien.
“Vi klarer os, vi klager ikke,” sagde hun med et træt, men stædigt smil.
Den nat kunne jeg ikke sove. Hendes øjne, Olivers stemme, og en glemt følelse vældede op i mig som om noget stort ventede lige forude.
Fra den dag begyndte jeg at besøge bageren oftere. Jeg købte mælk, småkager, eller kom bare forbi. Mine kolleger i fabrikk
