Signe, du ved, jeg havde hentet min veninde lige efter hendes skilsmisse, og før jeg vidste af det, var jeg ved at blive den eneste, der ordner alting i mit eget hjem.
Der er venskaber, der holder gennem alt: vielser, skilsmisser, børn, begravelser. Vi har kendt hinanden i over tredive år. Vi slog os sammen til eksamener, vi delte de første kærlighedssorg. Så flyttede hun til Århus, men hun kom altid tilbage og hos hende kunne jeg bare være mig selv.
Derfor, da hun en aften ringede, total udmattet, og kun sagde: Jeg har ingen steder at gå tænkte jeg ikke længe. Jeg svarede: Kom ind. Du har altid en plads i mit hus.
De første dage var som i de gode gamle teenageår lange snakke, grin, minder. Efter min mands død blev huset så stille, og hendes tilstedeværelse gav mig faktisk noget ro. Jeg prøvede at forkæle hende: lavede mad, lagde min bedste seng frem, købte nye håndklæder, så hun kunne føle sig hjemme. Hun lovede at blive et par uger, mens hun samlede sig.
Men så gik en måned så endnu en. Hun ledte ikke efter en lejlighed, sendte ingen ansøgninger, stod ikke op om morgenen jeg indhenter den søvn, jeg har mistet gennem årene. Hun gik omkring i huset i morgenkåben, indtog sofaen og kunne så spørge: Har du købt min yoghurt? Jeg foretrækker frugtsmag som om det var helt naturligt.
Langsomt begyndte jeg at forsvinde. Jeg kom hjem fra arbejdet, og hun sad der, drak te og læste avisen. Da jeg bad hende lave en suppe, lo hun bare: Du laver den bedre, jeg kan det ikke.
Det var altid jeg, der vaskede op. Jeg handlede ind. Køleskabet var fyldt med alt, hvad hun kunne lide. Badeværelset var kun hendes skønhedsprodukter. På fjernsynet var hendes serier.
En dag, da jeg inviterede en anden veninde på kaffe, protesterede hun: Jeg er ikke tryg ved at have fremmede her. Hun holdt endda min kat, Misser, på afstand jeg er allergisk.
Jeg forsøgte at forstå hende i lang tid, sagde at hun bare var så såret efter skilsmissen, at hun var forvirret. Jeg tænkte, jeg måtte holde ud. Men så begyndte hun at flytte rundt på møblerne og sagde: Det er bedre sådan, og jeg indså, at hun gik for langt.
Den hårdeste dag var, da hun bad mig efter arbejde hente hendes tøj fra renseriet og købe ind jeg orker ikke selv at gå ud. Jeg kom hjem, knap i stand til at bære poser, og hun spurgte: Købte du den rigtige vaskepulver? Bliv ikke forvirret. Noget i mig brød.
For første gang i lang tid sagde jeg fast: Vi er nødt til at snakke. Sådan kan det ikke fortsætte. Det er mit hus, og du skal tænke på, hvor du skal flytte hen.
I starten så hun forvirret ud, så blev hun såret og sagde, at jeg ikke forstod noget og kun tænkte på mig selv. Det var svært, men jeg vidste, at hvis jeg ikke satte grænser nu, ville jeg miste mig selv.
Hun gik nogle dage senere, smækkede døren bag sig. Jeg følte mig skyldig, som om jeg havde svigtet en, der var som familie. Men langsomt begyndte huset at ånde igen. Jeg følte igen, at det var mit hjem, mit liv, mine regler.
Et par måneder senere fik jeg en kort sms: Undskyld. Jeg var helt fortabt dengang. Tak fordi du hjalp, selvom jeg ikke satte pris på det. Jeg svarede, at jeg ønskede hende alt det bedste. Så tænkte jeg: Nogle gange er det sværest at sige nej til dem, vi holder af. Men hvis vi ikke gør det i tide, mister vi noget meget vigtigere os selv.
