Min mand og jeg har været gift i syv år. Vi har egentlig haft det ret godt, ja faktisk næsten for godt. Min mand arbejder i erhvervslivet, og jeg arbejder mest for hyggens skyld. Men i de syv år havde vi endnu ikke fået børn. En dag bestilte min mand en luksuriøs månedsferie for os i udlandet, sådan rigtigt med hele molevitten. Jeg var ovenud lykkelig over tanken! Men, selvfølgelig, et par dage før afrejse fortalte min mand, at der kom nogle livsvigtige forhandlinger på tværs tydeligvis af den slags, hvor vores fremtid måske afhang af en ekstra kop kaffe og lidt snak. Jeg måtte tage på ferie uden ham. Øv, for jeg havde allerede planlagt hele ferien ned til mindste detalje og kunne nærmest se os sidde sammen i en hængekøje med piña colada på den der perfekte sandstrand.
Han foreslog, at jeg tog min bedste veninde med i stedet, så jeg ikke skulle kede mig alene og så fik hun også chancen for at komme lidt væk fra det hele.
Min veninde, hun havde bestemt ikke fået livet serveret på et sølvfad. Hendes mor var mere glad for snapsen end for forældrerollen, og det der med opdragelse, det gad hun ikke rigtigt. Min veninde blev gravid allerede efter gymnasiet og nåede aldrig videre, og manden hun endte med ja, han kom mest på besøg, når han havde lyst og medbragte oftest ballade i bagagen. Da jeg spurgte hende, var hun ellevild og enormt taknemmelig overfor min mand.
En måned senere, da jeg var kommet hjem, tog min mand imod mig i lufthavnen. Hjemme ventede et overdådigt middagsselskab med levende lys og en seng overdrysset med rosenblade han havde virkelig gjort sig umage, alt var helt perfekt.
To uger efter kunne jeg så fortælle ham, at jeg var gravid. Han blev helt vild af glæde. Men da veerne begyndte, og jeg endelig lå på hospitalet, løb min ‘søde’ veninde direkte hen til min mand og påstod, at jeg selvfølgelig havde haft en affære hen over ferien, og at barnet ikke var hans. Da jeg fandt ud af dét, var jeg overbevist om, at nu var det slut med familieidyl, ingen ville hente mig, og jeg måtte stå i regnen med barnevognen og ingen hjem at komme til.
Men ak, det gik stik modsat. Min mand dukkede op, så på vores lille datter, konstaterede at hun ikke havde hans næse, men tog hende alligevel i armene og sagde hun er min uanset hvad. Og lige der, i hospitalets indgang, fik han sagt farvel til veninden for altid og bedt hende om at glemme vi fandtes. Sådan gør man her i Danmark.
