Jeg fik lavet en DNA-test og har bittert fortrudt det
Jeg blev nødt til at blive gift, da jeg fandt ud af, at min kæreste var gravid. Efter brylluppet tog jeg min hustru med hjem til mine forældre i Odense dengang havde vi ikke råd til at bo for os selv. Tiden gik, og jeg blev far til en fantastisk lille dreng. Da vi endelig havde sparet nok op (og banken blev overbevist), tog vi et boliglån, så vi kunne flytte i vores egen lille lejlighed med udsigt til en discount Netto.
Efter noget tid fortalte min kone mig, at hun ventede sig igen. Så landede prinsessen Alberte i vores familie. Børnene voksede op med lynets hast, og med hvert år, der gik, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, hvor lidt de lignede mig. Selv vores temperamenter var fuldkommen forskellige. For en god ordens skyld: Hverken vores søn eller datter lignede min kone. Røde hår og et hav af fregner hvor kom det mon fra? Ikke fra familien Nielsen, i hvert fald!
Til sidst begyndte en tanke at nage: Skulle jeg få lavet en faderskabstest? Ja, det er måske lige på kanten, men nysgerrigheden blev simpelthen for meget. Jeg ville bare være helt sikker på, at jeg brugte mine surt tjente kroner på mine egne børn.
Så jeg fik lavet testen. To ulideligt lange uger senere kom svaret. Så snart laboratoriet ringede, sprang jeg op på cyklen, trampede gennem regnen og hentede resultatet. Gudskelov de var mine! Jeg cyklede hjem, gemte papirerne godt væk (under bunken af uåbnede regninger, naturligvis). Hvorfor smed jeg dem ikke bare ud? Ja, det skal man så bare ikke spørge om.
En uge senere slyngede min kone de famøse papirer i hovedet på mig. Hun lavede så stor en scene, at jeg var lige ved at ringe 112 mest fordi mit ego fik et ildebefindende. Jeg forstår hende sådan set godt, men det havde nok været nemmere at tale sammen over en kop kaffe i stedet for at råbe gennem hele andelslejligheden. Hun kunne aldrig tilgive mig, og nu sidder jeg her. Der er gået fem år, og hun nægter stadig at lade mig se børnene.
Sådan endte almindelig dansk nysgerrighed med at stjæle det dyrebareste jeg havde min familie. Jeg håber stadig, at hun engang tilgiver mig. Måske kan vi mødes over en kanelsnegl på et eller andet tidspunktMen selvom jeg nu kigger ud over den samme gamle Netto fra altanen alene er jeg begyndt at tænke på, at måske er det ikke kun svarene, der gør ondt. Det er spørgsmålene, man stiller for sent. For sandheden blev aldrig dem imellem os, men mistilliden gjorde.
Hvert år til fødselsdagene skriver jeg et brev til begge børn, som jeg gemmer i kassen med de gamle papirer og billeder fra dengang, vi alle var sammen. Måske læser de det en dag. Måske forstår de, at selv de bedste intentioner kan ramme helt ved siden af og at kærlighed ikke sidder i generne, men i alt det, vi gør for hinanden.
Imens venter jeg. På deres næste brev. På tilgivelse. På en sms, der måske aldrig kommer, men altid vil være det håb, jeg lever på.
