Jeg tog beslutningen om at stoppe med at tage mine døtre med til familiesammenkomster efter mange år, hvor jeg ikke helt forstod, hvad der egentlig foregik.
Mine døtre, Astrid og Signe, er 14 og 12 år gamle. Allerede fra de var små, begyndte de helt almindelige kommentarer at dukke op:
Hun spiser godt nok meget.
Det der klæder hende ikke.
Hvorfor går hun egentlig sådan klædt – det passer ikke til hendes alder.
Husk nu, at man skal passe på vægten tidligt.
I begyndelsen slog vi det hen. Tænkte, at sådan taler folk nu engang i familien. Jeg sagde til mig selv, Jamen, sådan er det jo
Da pigerne var mindre, vidste de ikke, hvordan de skulle forsvare sig. De svarede sjældent igen. De så ned i bordet. Smilte høfligt. Jeg kunne se, de ikke brød sig om det men overbeviste mig selv om, at jeg bare overreagerede. Det sker jo til julefrokosterne.
Ja, der var fulde borde, latter, billeder og kram
Men der var også lange blikke. Sammenligninger med fætre og kusiner. Unødvendige spørgsmål. Bemærkninger, der kom for sjov.
Og når vi kom hjem, var mine døtre mere stille end normalt.
Kommentarerne stoppede aldrig.
De ændrede bare form.
Det handlede ikke længere kun om mad men om kroppen. Udseendet. Udviklingen.
Hun er blevet meget kvindelig nu.
Den anden er alt for tynd.
Der er ingen, der vil synes hun er pæn sådan.
Hvis hun bliver ved med at spise sådan, skal hun jo ikke klage.
Ingen spurgte, hvordan de havde det.
Ingen tænkte over, at det var unge piger, der sad og lyttede og huskede.
Alting ændrede sig, da de blev teenagere.
En dag, efter en familiefødselsdag, sagde Astrid til mig:
Far jeg vil ikke med mere.
Hun fortalte, at for hende var de her sammenkomster frygtelige: at skulle klæde sig pænt på, tage derhen, sidde ved bordet, finde sig i kommentarer, smile høfligt og så gå hjem og have det skidt.
Signe nikkede bare, uden mange ord.
Der gik det op for mig de havde følt sådan i lang tid.
Nu begyndte jeg at se det hele mere klart.
Jeg huskede på de små scener. Sætninger. Blikke. Små, sårende gestusser.
Jeg begyndte at lytte til andre historier fra folk, der er vokset op i familier, hvor ting siges for deres eget bedste. Jeg forstod, hvor hårdt det kan ramme et ungt selvværd.
Så besluttede min kone og jeg:
Vores døtre kommer ikke dér, hvor de ikke føler sig trygge.
Vi tvinger dem ikke længere.
Hvis de en dag vil med igen så er de velkomne.
Hvis ikke sker der ingenting.
Deres ro er vigtigere end gamle traditioner.
Flere i familien har bemærket det.
Nu kommer spørgsmålene.
Hvad sker der?
Hvorfor er de aldrig med?
I overdriver.
Det har jo altid været sådan.
Børn kan ikke behandles som porcelæn.
Jeg forklarer ikke.
Jeg laver ingen scener.
Jeg skændes ikke.
Jeg tager dem bare ikke med.
Nogle gange siger tavsheden alt.
I dag ved pigerne, at deres far aldrig vil sætte dem i situationer, hvor de skal finde sig i nedladende bemærkninger, forklædt som meninger.
Måske synes nogen, vi er besværlige.
Måske tænker de, at vi skaber konflikt.
Men jeg vil hellere være den far, der sætter en grænse end den far, der kigger den anden vej, mens mine døtre lærer at hade sig selv for at passe ind.
Tror du, jeg har gjort det rette? Ville du gøre det samme for dit barn?
