Mit navn er Anders. Da min mor døde, giftede min far sig igen med en kvinde, der havde to døtre.
Årene gik, og vi voksede op sammen. Så skete det tragiske, at min far døde i et uheld.
Min stedmor viste sig at være et rigtigt ordentligt menneske. Hun gav mig lejligheden fra min mor.
Lejligheden tilhørte jo din mor. Den bør gå videre til dig!
Det eneste hun bad mig om, var at hendes piger måtte blive boende hos mig, indtil de var færdige med deres uddannelser. Hun selv ville flytte tilbage til sin lille hjemby på Lolland. Jeg sagde ja.
Emma og Rikke, stedmoderens døtre, var vidt forskellige. Men de havde én ting til fælles: De drømte begge om at finde en mand med egen lejlighed.
Livet blev ret behageligt for mig. Emma stod op og lavede morgenmad, Rikke sørgede for, mit tøj altid var strøget og pænt. Begge rivaliserede om at gøre hverdagen bedre for mig.
Så med to måneders mellemrum fødte både Emma og Rikke hver sin datter til mig. Da min stedmor hørte dette, lavede hun et gevaldigt postyr. Men Emma og Rikke nægtede at få foretaget abort. De ville have deres børn.
Jeg tænkte på det og regnede på økonomien. At skulle betale børnebidrag på en tredjedel af min løn i næsten tyve år det ville blive dyrt. Så jeg besluttede mig for at købe en andelslejlighed på afbetaling.
Jeg byttede min daværende lejlighed til to étværelses lejligheder. Resten af pengene brugte jeg som udbetaling til min egen lejlighed med lån i banken.
Jeg gav hver af pigerne en lejlighed, mod at de skrev under på, at jeg ikke skulle betale børnebidrag. Årene gik, og jeg nød min tilværelse i fred og ro.
Fire år senere lå der pludselig en betalingspåmindelse om stor gæld i børnebidrag på mit arbejde.
Jeg tog hen til søstrene for at få svar. De grinede mig op i ansigtet. “Du gav os jo bare lejlighederne,” sagde de. De havde ændret kontrakten med vilje.
Så stod jeg der: uden min mors gamle lejlighed, med afdrag på banklånet og samtidig skulle jeg betale børnebidrag. Det var hårdt.
Og ved du hvad? Min stedmor var nærmest glad for det.
Det er lige, hvad du har fortjent! lød det fra hende.
Emma og Rikke forbød mig at se mine døtre. Jeg måtte låne penge for at betale gælden og gik rettens vej for at få samvær med mine piger. Jeg vandt sagen.
På jobbet fik jeg en snak med chefen og aftalte med ham, at størstedelen af min løn blev udbetalt sort. Så nu betaler jeg bare lidt børnebidrag.
Hver uge henter jeg mine døtre om fredagen og afleverer dem om søndagen. Jeg køber, hvad de ønsker sig og tager dem med til forlystelser og sjove arrangementer. Emma og Rikke råber og skriger over, at jeg forkæler pigerne.
Desuden betaler jeg to gutter for at opvarte mine ex-søstre og fortælle dem, at andre mænd ikke vil have dem, fordi de har børn.
En dag hentede jeg i nærværelse af en kvinde fra kommunen mine døtre fra min stedmors hus jeg sagde, at deres mødre slet ikke gad dem. Nu har jeg selv søgt om børnebidrag, og pigerne bor nu hos mig. Jeg er en god far. Hver gang mine døtre ser deres mødre, løber de hen til mig og klynger sig fast de er bange for, at deres mødre vil tage dem fra mig. Jeg læser ofte eventyr for dem om onde stedmødre.
Da Emma og Rikke endelig forstod hele situationen, var jeg allerede blevet lykkeligt gift med min kone.
Jeg tilbød dem følgende: Giv mig mine gamle lejligheder tilbage, så får I jeres døtre igen. Selvfølgelig takkede de ja.
Nu lever jeg godt. Jeg udlejer de to lejligheder og har allerede betalt mit banklån ud.
Jeg lod mig ikke snyde og fik på flotteste vis hævnet mig på mine uforskammede søstre.
