Mit navn er Anders. Dengang min mor døde, giftede min far sig igen denne gang med en kvinde, der havde to døtre med sig.
Årene gik deres stille gang, og vi blev voksne. Så ramte tragedien igen, da min far omkom i et uheld.
Min stedmor viste sig at være et hæderligt menneske. Hun sagde op i lejligheden til mig.
Den lejlighed tilhørte jo din mor. Nu er den din!
Det eneste, min stedmor bad mig om, var, at hendes piger måtte blive boende hos mig, indtil de havde afsluttet deres studier. Hun selv ville flytte tilbage til sin landsby på Fyn. Jeg sagde ja.
Hendes døtre, Mette og Rikke, var meget forskellige. Dog havde de begge den samme drøm: at finde en mand med egen lejlighed.
Mit liv blev ganske behageligt. Mette lavede morgenmad til mig, og Rikke stod for at stryge mit tøj. De gjorde begge, hvad de kunne, for at gøre livet nemt for mig.
Efter kort tid med kun to måneders mellemrum fødte både Mette og Rikke mine døtre. Da min stedmor fandt ud af, at hendes piger ventede børn, blev hun rasende. Men både Mette og Rikke nægtede at få en abort. De besluttede at få deres børn.
Jeg tænkte mig lidt om. At betale en tredjedel af min indkomst i børnebidrag de næste 18 år virkede voldsomt, så jeg valgte at købe en lejlighed med lån.
Jeg byttede vores store lejlighed til to etværelseslejligheder og brugte restbeløbet som udbetaling på en ny, som jeg købte til mig selv.
Jeg gav hver sin etværelseslejlighed til Mette og Rikke, så de til gengæld underskrev en erklæring om, at jeg ikke skulle betale børnebidrag. Dermed kunne jeg for en tid leve roligt.
Fire år senere modtog jeg så pludselig en fogedsag på min arbejdsplads, hvor jeg stod anklaget for kæmpe restancer på børnebidrag.
Jeg opsøgte mine halvsøstre men de lo mig op i ansigtet. De påstod, at jeg bare havde givet dem lejlighederne helt frivilligt, og de havde bevidst ændret kontrakten.
Sådan stod jeg tilbage uden mine forældres lejlighed, med en bolig på afbetaling og med børnebidrag at betale oveni. Det hele var overordentligt svært for mig.
Min stedmor var ovenud tilfreds:
Lige hvad du havde fortjent! Længere er den ikke!
Mette og Rikke nægtede mig også at se mine døtre. Jeg trak på venner og familie for at låne penge, så jeg kunne betale mit børnebidrag og gik rettens vej for at få lov til at se mine børn. Retten gav mig medhold.
På mit arbejde fik jeg en dyb samtale med chefen, der gik med til at give en god del af min løn udbetalt sort, så jeg slap billigt i børnebidrag.
Hver fredag hentede jeg mine døtre, og om søndagen afleverede jeg dem tilbage. Jeg købte dem alt, hvad de ønskede sig, og tog dem med til alle mulige sjove aktiviteter. Mette og Rikke brokkede sig evigt, råbte og bad mig lade være med at forkæle pigerne.
Samtidig betalte jeg to gutter fra kvarteret for at holde øje med mine søstre og fortælle dem, at deres situation som mødre ville gøre det svært for dem at finde en mand.
En dag med en kvinde fra kommunen til stede hentede jeg pigerne hos min stedmor. Jeg påstod, deres mødre helt havde ladet dem i stikken. Nu søgte jeg selv om børnebidrag, og mine døtre flyttede ind hos mig. Jeg blev en far, som mine piger elskede at være hos. Når de så deres mødre, løb de straks over til mig og klyngede sig fast bange for at blive taget fra mig igen. Det blev kun forstærket af eventyrene, jeg fortalte dem om de onde stedmødre.
Da Mette og Rikke endelig forstod, hvordan tingene reelt stod, var jeg blevet lykkeligt gift.
Jeg foreslog dem en byttehandel: Hvis de returnerede de to lejligheder til mig, kunne de få deres døtre tilbage. Det gik de uden tøven med til.
Nu har jeg det godt. Jeg udlejer begge lejligheder, og mit eget lån er for længst betalt ud.
Jeg lod mig ikke snyde i sidste ende og fik på sin vis hævnet mig på mine grådige søstre.
