Jeg har ikke talt med min far i tolv år: for nylig sendte han et postkort med kun ét ord
For tolv år siden. Asger var toogtyve. Lige færdig med sin jurastudie.
Et ord ændrede alt. »Undskyld.« Et magisk ord, som en nøgle til en låst dør.
Tilgivelse giver en anden chance. Kærlighed kraften til at tage den.
Malingen under neglene ville ikke gå væk. Asger gned hænderne med sæbe, som om han ville viske hukommelsen ren. Forgæves.
Vandet var koldt. Brandende koldt. Ligesom den dag tolv år siden.
Postbuddet bragte kortet om morgenen. Det lå på bordet, som en tikkende bombe. Asger turde knap røre det.
Fars håndskrift. Genkendeligt. Nøjagtigt, som om han skrev en dom.
På bagsiden kun ét ord. »Undskyld.«
Det var alt. Intet mere.
For tolv år siden. Asger var toogtyve. Lige færdig med sin jurastudie.
Far sad på kontoret. Læste papirer. Så op og fik øje på sønnen.
»I morgen møder du Henrik Mikkelsen,« sagde han. »Klokken ni.«
Henrik Mikkelsen. Fars partner. En kendt advokat.
»Far, vi skal tale sammen.«
Far lagde papirerne fra sig. Så grundigt på ham. Rynkede brynene som om han anede noget.
»Jeg lytter.«
»Jeg kommer ikke til Henrik Mikkelsen.«
Pause. Lang. Stilheden ringede i ørerne.
»Jeg forstår ikke,« sagde far langsomt.
»Jeg vil ikke være jurist.«
Ordene hang i luften. Tunge som sten.
Far rejste sig fra bordet. Gik hen til vinduet. Vendte ryggen til sønnen.
»Hvad vil du så være?«
»Kunstner.«
Far vendte sig. Overraskelse i ansigtet. Så vrede.
»Kunstner?« gentog han. »Er det en joke?«
»Nej. Jeg mener det.«
Asger huskede hvert ord fra den samtale. Hver tonefald.
»Fem år på jura,« mumlede far. »Fem år!«
»Jeg studerede for dig,« svarede Asger. »Ikke for mig selv.«
»For familien! For fremtiden!«
Far gik rundt på kontoret. Hænderne på ryggen. Ansigtet rødt, som efter en løbetur.
»Kunstnere sulter,« mumlede han. »Dør i fattigdom.«
»Ikke alle.«
»De fleste. Og du du er ikke en undtagelse.«
Asger tog en mappe frem fra sin taske. Tegninger. Hans egne værker.
»Se her,« sagde han.
Far tog mappen. Bladrede langsomt. Intet udtryk i ansigtet.
Asger ventede. Håbede. Måske ville han forstå. Føle.
»En hobby,« sagde far til sidst. »En fin hobby.«
»Det er ikke en hobby. Det er mit liv.«
Far lukkede mappen. Lagde den på bordet, som om han smed den i skraldespanden.
»Dit liv er jura,« sagde han bestemt. »Alt andet er dumheder.«
Asger så på postkortet. Vendte det i hænderne. Pappet var stift, solidt.
På forsiden en reproduktion. Van Gogh. »Stjernenatten.«
Ironi? Eller anerkendelse? Far havde valgt et kort med et maleri, der symboliserede sønn
