Nogle gange er prisen for helbredelse ikke penge. Denne historie udspillede sig for mange år siden i en afsidesliggende landsby et sted langt ude i de jyske bakker, hvor grusvejene forsvinder, og kun små stier snor sig mellem marker og hede. I dette lille samfund boede en dreng, som folk fortalte sagn om. De sagde, at han kunne få hvem som helst på benene igen men prisen for hans hjælp fik selv landets rigeste til at ryste på hovedet.
Ved scenens begyndelse stod en funklende moderne kørestol foran døren til et lavloftet bindingsværkshus. I stolen sad en kvinde så fint klædt, at hendes frakke alene var mere værd end hele huset. I hænderne havde hun en tyk kuvert, fyldt til bristepunktet med 500-kronesedler. Med desperat vrede rakte hun kuverten frem til drengen, som sad på trappen og betragtede hende roligt.
Tag dem! Her er trehundrede tusind kroner, hvæsede hun. Bare giv mig evnen til at gå igen.
Drengen så ikke engang på pengene. Hans blik gled forbi kvinden, hen til baghaven, hvor hans gamle mor knoklede, foroverbøjet med en tung favnfuld brænde på skuldrene. Stilfærdigt og fast skubbede han pengene væk.
Mit gave kan ikke købes for papir, sagde han lavmælt. Jeg tager kun imod sved for det, jeg giver.
Kvinden var nær ved at miste besindelsen. Hun pegede på sine ubevægelige ben og den dyre kørestol.
Du må da være bindegal! Jeg kan ingenting! råbte hun. Jeg har ikke kunnet bevæge mig i tre år!
Drengen lænede sig tæt på hendes ansigt. Det var som om, hans øjne så lige igennem hende så alt hendes begær, selvoptagethed og hvordan hun havde brugt andre hele sit liv.
Så må du kravle, indtil du lærer det, hviskede han.
Med et knips fra drengens fingre begyndte noget at lyse op. Kvinden gispede, for hendes lammede ben sparkede pludselig vildt ud mod kørestolens hjul, der snurrede om og væltede hende ned i den stenede, våde jord.
Hun lå dér, beskidt og forpint over ydmygelsen. Længe ventede hun blot på, at drengen ville hjælpe hende op men han pegede blot stumt på det stykke brænde, der var faldet ud af morens favn.
Vil du gå? Så hjælp min mor med at bære brænde ind, sagde han kort.
Det kan jeg ikke! Det er umuligt! græd hun.
Men hver gang hun forsøgte at opgive, tvang en smertefuld krampe hendes ben til at bevæge sig. Uden anden udvej greb hun fat i den kolde jord og begyndte at kravle. Time efter time, gennem sved og tårer, slæbte hun den forbandede kævle over gårdspladsen. Hendes silketøj blev flået til laser, og hendes manicure var nu blot blod og mudder.
Da solen endelig gik ned, og det sidste stykke brænde lå ved arnen, nærmede drengen sig igen. Kvinden lå på gulvet, stakåndet, tom for vrede kun udmattelse og en ny, mærkelig fornemmelse af at have klaret noget.
Rejs dig, sagde drengen blidt.
Jeg kan ikke hviskede hun svagt.
Du har allerede gjort det sværeste. Du glemte dig selv og lærte arbejdets præg at kende.
Han rakte hånden ud. Kvinden tog fat og mirakuløst mærkede hun styrken vokse i sine ben. Først bævende, så mere sikkert, rettede hun sig op. Hun stod der, for første gang i tre år på egne ben.
Hun kastede et blik på den kuvert, der nu lå i mudderet. Pludselig var pengene intet værd.
Ben vil kun bære dén, som kender jordens pris, sagde drengen, mens han gik ind i huset. Gå nu. Og tro aldrig mere, at livet kan købes for penge.
Hun trådte varsomt ud på stien, mærkede hvert et grus og hver en tue, og hun var for første gang i sit liv virkelig rig.
