Jeg går til den unge! erklærede bedstefar på 65 år, da han forsøgte at mase et ternet uldtæppe ned i sin kuffert, som tydeligvis slet ikke havde lyst til at flytte.
Svend Erik Rasmussen sagde det med stor dramatik i stemmen, som om han annoncerede, at han skulle på ekspedition til Sydpolen eller var ved at opfinde Smørrebrød 2.0. Højt, med tryk på å’erne, og åbenlyst i håb om, at det ville virke som en følelsesladet bombe.
Men bomben sprang ikke en gang. Ikke så meget som et lille knald.
Hans kone, Birte Rasmussen, stod ved strygebrættet og kørte rutineret strygejernet hen over Svends pæne skjorte. Dampen fnes ud med en hilsen til stille dansk hverdagsliv.
Jeg hører dig, Svend, svarede hun tørt uden at se op. Har du husket de varme underbukser? Det er november, og din unge hjælper dig næppe, hvis du får nyrebetændelse.
Svend Erik stivnede midt i sin sok-overvejelse. Han havde ellers forventet alt: smadrede tallerkener, et anfald, tårer eller trusler om at ringe til børnene.
Men det blev i stedet et temmelig nøgternt spørgsmål om undertøj.
Hvad har det med underbukser at gøre, Birte?! klynkede han, rød i hovedet. Jeg taler om kærlighed, om at leve på ny, om renæssance!
Han fik med stort besvær tæppet moslet på plads, kastede sig over kuffertlåget og kæmpede det modvilligt lukket. Kufferten knirkede, som gik den i sympati med Svends egne stive led.
Og du taler bare om uldundertøj! Du er så jordbunden! Derovre venter frihed! Ubegrænset energi!
Hedder den energi noget? spurgte Birte og rakte ham forsigtigt skjorten. Eller er det bare Sødmis i telefonen?
Hun hedder Frederikke! rettede Svend sig op og fik skjorten nu mere som en fane i hånden. Hun er IKKE bare en kvinde, hun er en MUSE.
Birte fnøs, for hun vidste udmærket, at den eneste lyrik Svend holdt af, var den, han selv opfandt til snapsen til julefrokosterne.
Frederikke, siger du? Nydeligt. Hvor gammel er din muse?
Otteogtyve! Svaret kom hurtigt, måske lidt for hurtigt.
Birte lagde strygejernet og betragtede ham længe. Som når man ser på en gammel, elsket kommode, der pludselig har mistet den ene låge.
Svend, sagde hun blidt men med et stænk af jysk jernvilje. Du er femogtres. Du får ondt i ryggen af lidt for længe på toilettet og lever efter leverpostej-diæt fra lægen.
Hun sukkede.
Hvad vil du dog med en på otteogtyve? Læse H.C. Andersen for hende?
Det rager ikke dig! snappede Svend, greb kufferten stædigt. Vi skal rejse! Gå i måneskin! Nyde livet! Jeg er faktisk stadig en ung hingst indeni!
Han prøvede at svinge kufferten op, men den var mistænkeligt tung. Ryggen knagede, men Svend pligtopfyldende holdt masken.
Man skal jo ikke vise svaghed foran eks-konen.
Husk blodtrykspillerne, Don Juan, sagde Birte tørt. De ligger i øverste skuffe. Og den der salve til dine stive ben.
Jeg har ikke brug for piller! løj han stolt (mens hjertet tågede rundt som på jubilæumsaften). Hos hende føler jeg mig som tredive! Farvel, Birte. Du får selvfølgelig lejligheden jeg er jo ikke urimelig.
Tak, forsørger, nikkede hun. Læg nøglerne. Og tag skraldet med ned du går jo alligevel forbi.
Det var det, der knækkede ham. Ikke noget drama, bare tag skraldet.
Stolt, med hagen oppe og hovedet fuld af revolution, greb han posen og trådte ud. Døren lukkede med et blødt klik.
Svend Erik trådte ud i opgangen, hvor der duftede af en blanding af indeklemte katte og naboens frikadellefedt. Kufferten hev i armen, ryggen sagde stop, og mobilen vibrerede i lommen.
Det var sikkert Frederikke, der ventede på sin tapre ridder.
Han hev mobilen frem i elevatoren. Hjertet hamrede næsten ungdommeligt, mens han læste: Elsker, er du på vej? Jeg har bestilt bord. Forresten, lidt bøvl…
Svend læste: Min mor mangler akut 5000 kr. til medicin. Jeg har overtræk. Kan du ikke overføre? Giver dig dem, når vi mødes!
Svend løftede brynene. 5000 kr… I går var det 3000 til taxi. I forgårs 2000 til internet. Sidste uge sendte han 10.000 til inspirationskurser.
Elevatoren nåede stueetagen. I spejlet så han en bleg, ældre mand med kasket og lettere bekymret ansigt.
Jeg går til den unge, tænkte han. Men nu lød det mest, som han var på vej i Føtex efter kaffesirup.
Udenfor var det gråt og vådt typisk dansk efterår med småregn og vind, der piskede blade op i anklerne. Han slæbte kufferten til busstoppestedet, Frederikke boede jo i Ørestad.
Han satte sig på den fugtige bænk og fiskede telefonen op for at overføre. Fingrene rystede. I NemID-appen stod der kun 4800 kroner tilbage pensionen kom først om en uge.
Forbandet, mumlede han.
Han tastede: Frede, skat, jeg har næsten ingen penge lige nu. Kommer med kontant, jeg har gemt lidt.
Svaret kom prompte: Smiley der ruller med øjnene. Og så: Svend, hvad er det for noget? Spørg nogen om du kan låne! Hvis du elsker mig, finder du vel ud af det!
Svend. Ikke en gang min Svend eller elsker. Bare Svend. Som genboens surmulende hankat.
En tyk mistanke begyndte at pusle. Han kom i tanke om, at han aldrig havde Facetimet med Frederikke hendes kamera var altid i stykker, nettet dårligt, men profilbilledet var altid topmodelagtigt.
Nu ringede han op, bare for at høre stemmen. Der blev bibbet længe, og så smækkede den røret på.
En besked kom: Jeg kan ikke snakke, jeg græder!
Svend sad på bænken, klamrende om kufferten. Biler sprøjtede ham til med regnvand. Kulden gik gennem skjorten og det, han forsøgte at kalde ungdommens forår. Ryggen værkede, så han nærmest overvejede at skrige.
Frederikke… sagde han lavt. Navnet smagte lidt af plast.
Telefonen lyste: Nå? Overført? Hvis ikke så kan du blive væk. Mangler en mand, der kan løse problemer!
Han stirrede på beskeden. Bogstaverne flød sammen.
Han kom til at tænke på Birte. På hvordan hun i går havde smurt salve på hans ryg uden et ord. På de der klamme dampede fiskefrikadeller, han kun spiste for leverens skyld. Og på, at Birte altid kendte hans sokkers skjulested bedre end ham selv.
Mangler en mand…
Han forestillede sig lænestolen hjemme hos unge Frederikke. Fremmed duft, fremmed sofa, fremmede regler og regningen for ungdommen skulle han betale selv.
Og hvad når ryggen slog knude ude hos Frederikke? Ville hun smøre salve? Eller forsvinde ud i køkkenet, fnysende uf?
Langsomt rejste Svend sig op. Knæene knækkede som tørre grene. Han så linje 41eren mod Ørestad nærme sig, men blev stående.
Bussen kørte eksosen bredte sig omkring ham.
I et minut gloede han på tom vejbane. Så snurrede han rundt, løftede kufferten og vaklede hjemad. Tilbage. Til. Hjemmet.
Turen tilbage op af trapperne føltes som bestigning af Himmelbjerget. Elevatoren var naturligvis i stykker. Ved hver repos tørrede han panden og hev efter vejret. Hjertet slog i max-tempo; ikke på grund af romantik, men ren hjerteflimmer.
Foran døren holdt han pause, smed kufferten fra sig og trykkede på dørklokken. Stilhed. Ikke et eneste trin.
En isnende frygt bredte sig. Tænk, hvis hun var gået? Eller havde skiftet låsen ud?
Han trykkede igen længe. Sveden løb.
Birte! kaldte han hæst. Birte, luk op!
Låsen gik, og der stod Birte, ubekymret og småtræt i hjemmebadekåbe.
Svend stod dér drivvåd, småbeskidt og med sin våde sixpence i hånden, tårerne løb ned ad kinderne. Ægte, bitre tårer over sin egen idiotskab, livet og alle de år, hvor visdom bare var noget, man læste om på forsiden af Politiken.
Jeg hviskede han. Birte Det regner og jeg tænkte
Han kunne ikke sige sandheden. At Frederikke bare skulle bruge penge. For ydmygende.
Birte betragtede ham et øjeblik, kiggede på kufferten og sukkede.
Huskede du at tage skraldet ud?
Svend så ned på hånden. Skraldeposen var væk. Han havde glemt den nede på bænken.
Øh Glemte mumlede han.
Birte rystede på hovedet og flyttede sig til side.
Kom ind, Romeo. Teen bliver kold. Og vask lige hænder. Du ligner noget, der er løbet hjemmefra i Silvan-udsalg.
Han fik slæbt kufferten ind. Duften af nyvasket sengetøj og svag medicin ramte ham i næsen.
Det var den bedste duft, han kendte.
Han smed skoene, gik ud og stak hovedet under koldt vand. Da han kiggede op, stirrede en slagen gammel mand tilbage i spejlet. Han tørrede øjnene og gik ud i køkkenet.
Birte skænkede te op i den store krus, han altid brugte. På bordet stod hjemmelavede fiskefrikadeller.
Birte, sagde han lavmælt, satte sig. Undskyld Gamle idiot. Det var vanvid.
Spis, sagde hun uden at vende sig. Det bliver koldt.
Nej, seriøst. Hvilken Frederikke? Hvilken muse? Uden dig aner jeg ikke engang, hvor min sygesikringsbevis ligger.
Det ligger i mappen med breve fra kommunen. Øverste skuffe, svarede hun mekanisk, satte sig overfor. Svend, nu skal du ikke begynde forfra. Du er hjemme.
Han tyggede en tør fiskefrikadelle. Den smagte bedre end nogen Michelin-burger.
Hende der Frederikke prøvede han at redde ansigtet. Hun røg. Og brugte bandeord! Tænk sig!
Birte skubbede brillerne op.
Gyseligt, sagde hun, mere alvorligt end nødvendigt. Du ville selvfølgelig aldrig tolerere dårlig sprog.
Nej nej! Jeg sagde: Frøken, Deres ordvalg klæder Dem ikke! Men hun
Han viftede dramatisk med hånden.
Jeg indså det. Tomt, Birte. Intet indhold.
Godt, nikkede hun. Du gjorde det på bænken ikke i rådhuset.
Hun fandt salvetuben.
Ryggen gør vel ondt, efter alt det slæberi?
Svend rødmede.
Lidt.
Smid skjorten. Så smører jeg dig.
Han vred sig ud af skjorten og mærkede de trygge, stærke Birte-hænder gnide salve ind. Det sved, men føltes alligevel rart. Helbredende.
Birte mumlede han mod bordfadet.
Hm?
Du vidste, jeg kom tilbage?
Selvfølgelig.
Hvorfor?
Birte gav ham et klask på den raske skulder.
Fordi, Svend, at du ikke havde pakket hverken underbukser, sokker eller medicin.
Hun smilede svagt.
Men du fik lige mast uldtæppet ind. Og min gamle pels, som jeg har bedt dig tage med til rens i måneder.
Han stivnede.
Pelsen?
Pelsen, ja. Jeg så dig mase den i i morges. Du tror vist, du er ninja, men uden briller ser du intet.
Der var stille lidt. Svend indså, at han var gået mod de unge med sin kones gamle pels og et uldtæppe.
Pludselig begyndte han at grine lavmælt. Og det blev langsomt til host, og så grin igen.
Birte lod mundvigen trække lidt op.
Du er sgu en gammel knold, sagde hun venligt. Nå, spis op. I morgen skal du med på kolonihaven. Vi skal have bælgede syltetøjsglas i kælderen. Fitness og frisk luft.
Vi tager af sted, Birte. Det lover jeg, sagde han og tørrede tårer af grin væk.
Mobilen brummede igen. Frederikke: Hvor er du? Min mor er meget syg! Bare overfør 1.000!?.
Han trykkede på bloker og derefter slet samtale. Lagde mobilen med skærmen nedad.
Birte, kan vi ikke droppe det dér syltning? En gang i livet, ikke? Skal vi ikke bare grille? Jeg marinerer kødet med løg. Som du elsker det.
Birte hævede brynene overrasket Svend havde ikke rørt grillen i ti år.
Grill?! Og din lever?
Til helvede med leveren, fnyste han. Man lever kun én gang.
Han tog hendes arbejdshænder ru og ægte og kyssede dem kejtet, men oprigtigt.
Tak, fordi du lukkede mig ind, Birte.
Hun trak hånden til sig, ikke hårdt, men lidt genert.
Spis nu, Don Juan. Ellers bliver det til madspild.
Udenfor piskede regnen løs, vinden slog mod ruden, men i køkkenet var der varmt og lyst. Hans pæne skjorte hang på stolen, det duftede af salve og te.
Og ingen parfume i verden kunne slå den duft.
Svend Erik Rasmussen så på sin Birte, og tænkte: Otteogtyve er måske fristende men hvem ved ellers, at jeg kan pakke en pels i en kuffert af ren forvirring og stadig blive lukket ind igen?
Birte! råbte han pludselig.
Hvad nu?
Den pels skal stadig renses. Jeg kører den i morgen.
Det vil jeg sætte pris på. Men pak lige kufferten ud først, ikke? Og tag tæppet ud mine tæer fryser.
Han nikkede og tog endnu en bid af fiskefarsen.
Livet gik videre. Og for pokker, det var slet ikke tosset.
