Jeg synes jo, vi er moderne mennesker. Så jeg foreslår, at vi flytter sammen, men med betingelsen: udgifterne 50/50, men husholdningen… den tager du, for du er jo kvinde. Og så blev der helt stille. Jeg var helt paf.
Vi havde været sammen i et halvt år. Det var den periode, hvor partnerens små fejl virker hyggelige, og fremtiden alene består af solskin og lyserøde skyer. Søren virkede sådan set næsten perfekt: klog, økonomisk stabil, veluddannet, altid i rent tøj og med matchende strømper. Vi tilbragte weekender på hyggelige caféer i København, slentrede rundt i Frederiksberg Have, diskuterede film, og det virkede, som om vores tanker og passioner flugtede smukt.
Men hurtigt blev det klart, at vi kiggede i hver sin retning. Jeg drømte om et ligeværdigt partnerskab, mens han mest så forholdet som en måde at få komfort uden selv at løfte en finger.
Snakken om fælles hjem opstod en aften over en portion frikadeller og kartoffelsalat. Han skænkede te, og sagde pludselig: Hør, det er åndssvagt at pendle mellem to lejligheder. Hvorfor ikke flytte sammen? Vi finder en hyggelig 2-værelses tættere på Indre By.
Jeg smilede, jeg havde jo hintet til ham om det skridt i evigheder. Men det, han sagde bagefter, fik mig til at sætte koppen og min optimisme på bordet og se lidt nærmere på manden foran mig.
Men lad os lige få reglerne på plads, fortsatte han med det der forretningsagtige tonefald, som om vi diskuterede leveringsbetingelser for svinekød og ikke startede et rigtigt hjem. Vi er jo moderne folk, så budgettet skal være delt, fællesudgifterne føres 50/50. Husleje, el, mad alt deler vi ligeligt.
Jeg nikkede ligestilling, altså.
Hvad så med husholdning? spurgte jeg, klar til at høre det samme: lige meget til begge.
Søren blev en smule fnisende, men med sit karakteristisk charmerende smil sagde han: Der har naturen jo styr på det. Du er kvinde; hygge er jo en kvinder-ting. Så madlavning, rengøring, tøjvask det er din afdeling. Jeg kan godt tage skraldet ud eller fikse hylden, hvis den falder ned, men hovedarbejdet ligger altså hos dig. Du vil jo gerne være husets førstedame?
Så blev der stille. Jeg stirrede på ham og prøvede at lægge puslespillet sammen i mit hoved.
Hvorfor betale for en hushjælp, når man har en elskede kvinde?
Jeg begyndte at tale i hans sprog.
Søren, jeg hører dig sagde jeg roligt. Du vil have lighed på budgettet, det er fair. Du vil have det rart: god aftensmad, rene skjorter, funklende gulve. Men jeg arbejder også fuldtid. Jeg har hverken lyst eller kræfter til at bruge aftenerne på at tjene til boligkomfort.
Han blev anspændt, men lyttede.
Så jeg har et modforslag, fortsatte jeg. Hvis vi deler udgifterne, så gør vi det på ordentlig vis. Vi hyrer en rengøringshjælp to gange om ugen så får vi rengøring, strygning, og madlavning til et par dage. Det splitter vi lige over. Så er der rent og lækkert, og ingen er overbebyrdet. Det hyggelige skal jeg nok klare jeg kan tænde stearinlys og vælge gardiner.
Hans ansigt gik fra overrasket til irriteret og til sidst på fjernplanet. Jeg så, at hans hjerne gik i gang med at regne på prisen, og den endelige sum var ikke godkendt.
Hvorfor en fremmed i hjemmet? mumlede han Det er da bare ekstra udgifter. Du er kvinde, er det ikke overkommeligt at lave mad til din mand? Det er jo omsorg, ikke arbejde.
Men når man skulle regne på prisen for kvinders arbejde, blev det straks til kærlighed og kvindens natur. Lave mad det er omsorg. Men splitte indkøb det er markedsøkonomi.
Søren, sagde jeg venligt, hvis jeg laver mad efter en otte timers arbejdsdag, mens du gamer eller ser serier, så er det ikke omsorg, men udnyttelse. Hvis vi har delt økonomi, så må vi også dele alt det andet. Enten deler vi husholdningen, eller vi hyrer nogen til det, og deler regningen. Jeg gider simpelthen ikke betale lige meget og arbejde dobbelt så meget.
Han sagde ikke noget. Resten af middagen gik i trykket tavshed, og han sagde til sidst, at han måtte tænke over det.
Dagen efter kom der ikke et sødt Godmorgen, kun en tør besked om, at han blev længere på kontoret. Tre dage senere ingenting. Han svarede ikke på beskeder eller opkald.
En uge senere hørte jeg fra fælles venner: I slog op, fordi du var for materialistisk og ikke husmoderlig. At jeg kun gik op i penge, og slet ikke var klar til familieliv.
Først gjorde det ondt. Et halvt års forhold, planer, illusioner. Men så kom lettelsen glidende ind ad døren.
Hans forsvinden var egentlig det bedste svar på alle spørgsmål. Det var aldrig mig, han ville have det var bare et nemt varmt hjem, helt uden at han selv skulle tage initiativ.
Søren forsvandt og tak for det. Jeg hyrede en rengøringshjælp til mig selv. Kom hjem til ren lejlighed, lavede te og mærkede: hold da fast, det er fedt ikke at skulle servicere én, der ikke værdsætter dig.
