Nå, lad os skåle for fødselaren! Femogfyrre så er man da stadig frisk på lidt af hvert! Eller, i vores tilfælde måske lidt mere som et stykke tørret frugt stadig godt for fordøjelsen, haha! lød Henriks stemme, der gjaldede ud over hele salen i den lille restaurant og overdøvede selv baggrundsmusikken.
Gæsterne omkring det lange bord stivnede. Nogen lo akavet, andre kiggede dybt ned i deres sildemad og rodede utålmodigt i dilden. Mette, der sad for bordenden i sin nye mørkeblå kjole, den hun havde ledt længe efter, mærkede rødmen forsvinde fra kinderne. Hendes smil, der ellers havde siddet fast som lim hele aftenen, blev nu til en grimasse.
Henrik, godt tilfreds med sin bemærkning, skyllede et lille glas snaps ned og dumpede tungt ned på stolen ved siden af sin kone, lagde en svedig hånd på hendes skulder.
Hvad ser I så sure ud for? Mette har da humør, hun kan tåle en joke! Ikke, skat? Han daskede hende på ryggen, som om de var kolleger på værtshuset. Og sparsom, det er hun da også. Kjolen dér… hvad? Er det tre år gammel? Den ser jo næsten ny ud!
Det var naturligvis løgn. Kjolen var helt ny, betalt af penge, Mette havde sparet op gennem oversættelsesopgaver. Men at modsige ham offentligt over for venner, familie og arbejdskolleger ville ødelægge hele aftenen. Mette fjernede langsomt Henriks hånd fra sin skulder og tog en tår vand. Inden i hende blev det koldt og tungt. Hvor hun plejede at affeje ham med et kvikt svar, føltes noget nu som om, det satte sig fast, uopretteligt.
Aftenen fortsatte uden gejst. Henrik drak sig modigere, begyndte at flirte klodset med Mettes yngre kollegaer, prædikede højt om politik og om, hvordan kvindfolkene har overtaget verden. Mette tog glad imod gaver og takkede for skålene, men gjorde det, som styret på autopilot. Inden i hende var der stille. En rungende, skærende stilhed, der druknede Henriks drukrade.
Da de kom hjem, gik Henrik direkte mod soveværelset og smed skoene midt i entreen.
Det var da en ganske god aften brummede han, mens han knappede skjorten op. Din chef, Per, han har et eller andet mærkeligt over sig. Stirrede på mig som en gal. Han er nok misundelig, fordi jeg har sådan en tålmodig kone. Hør, Mette! Hent noget danskvand, jeg er helt tør i munden.
Mette stod alene foran spejlet i entreen. Hendes øjne så slidte ud, mascaraen var tværet ud. Hun tog skoene af og satte dem på plads. Så gik hun ud i køkkenet men ikke for at hente danskvand. I stedet hældte hun et glas vand op til sig selv, drak det langsomt, mens hun kiggede ud på de stille gader. Hun gik ind i stuen, fandt et ekstra tæppe og en pude og redte sofaen op.
Mette, hvor bliver du af? Vand! lød det inde fra soveværelset.
Hun slukkede lyset i gangen, lagde sig på sofaen og trak tæppet over hovedet. Hun sov ikke. Tanker om hævn eller skænderi dukkede ikke op kun en uomtvistelig klarhed: det her var sidste gang. Nu var det nok. Alt var brugt op.
Næste morgen startede ikke med lyden af kaffekværnen. Normalt stod Mette op før Henrik og lavede morgenmad, sørgede for strøget skjorte og frokost til arbejdet. Nu vågnede Henrik til stilhed. Der duftede hverken af kaffe eller røræg.
Han traskede ud i køkkenet og kløede sig på maven. Mette sad ved bordet, fuldt påklædt, og læste i sin tablet. Foran hende stod en tom kop.
Hvorfor er der ikke morgenmad? gabte Henrik og åbnede køleskabet. Jeg troede da, vi havde hytteost nok til pandekager?
Mette reagerede ikke. Hun bladrede videre, tog en tår af sin kolde te.
Mette! Jeg snakker til dig! vred Henrik sig og stod med en spegepølse i hånden. Er du blevet døv?
Hun rejste sig roligt, tog tasken, tjekkede nøgler og gik ud ad døren.
Hallo! Hvor skal du hen? Og skjorten? Den blå er stadig ikke strøget!
Døren smækkede efter hende. Henrik stod tilbage i undertøj med pølsen i hånden, forvirret.
Hun er nok sur over joken i går, brummede han, da han skar af spegepølsen. Kvinder elsker drama. Det går over til aften.
Men hun kom ikke hjem før sent, og da var Henrik faldet i søvn. Han hørte ikke, hun fandt tæppe og hovedpude og lagde sig på sofaen. Dagen efter var der hverken morgenmad, kaffe eller en madpakke. Hun var tavs og gik tidligt.
Efter tre dage blev Henrik irriteret.
Nu må det stoppe! råbte han, da han så Mette tage sko på. Jeg jokede, okay? Det sker for enhver. Vi havde drukket og morede os. Skal du virkelig være sådan en dronning? Undskyld, okay? Hvor er mine sorte sokker? Der er ikke én ren par i skuffen!
Mette betragtede ham tørt ikke som mand, hun havde kendt i tyve år, men som et stykke mug. Hun vendte sig uden et ord og gik.
Weekenden nærmede sig, og hjemmet forvandlede sig. Tøjet lå i bunker på stolen hverken vasket eller strøget. Køleskabet indeholdt kun basisvarer ingen boller, ingen karrysild, ingen frikadeller. Den beskidte opvask blev liggende, for Mette vaskede kun sin egen tallerken og gaffel sammen med sig selv.
Henrik tænkte, at hun nok selv ville tage sig af det, når det blev for slemt. Men hun gjorde det aldrig.
Lørdag købte han en kage og et bundt hvide krysantemum.
Kom nu, Mette, lagde han kagen på bordet, hvor hun sad med sin computer lad os nu drikke en kop kaffe. Jeg ved jo, du er her.
Hun så op hendes blik var tomt. Hun lukkede computeren, stille og roligt, rejste sig og forlod rummet. Vandet lød inde fra badeværelset.
Henrik kastede blomsterne ud i skrældespanden, rasende.
Så kan det være lige meget! Tror hun virkelig, jeg går til? Jeg har boet alene før, da hun stadig gik i gymnasiet! Manipulerende kvindfolk.
Han bestilte pizza, åbnede en øl og så fodbold så højt, han kunne. Mette kom ud fra badet, gik forbi ham med ørepropper og lagde sig på sofaen, ryggen til.
En måned gik sådan. Henrik gik fra vrede til at ville starte et skænderi, over til at forsøge bestikkelse og til sidst bare at ignorere. Men det at blive ignoreret var langt værre. Det føltes som at spille tennis mod en mur bolden kom altid tilbage, men muren forholdt sig ligeglad.
Han begyndte at mærke det praktiske forfald: skjorterne var krøllede, han måtte selv lave mad eller bestille dyr take-away, og støvet lagde sig over alt undtagen de hjørner, Mette brugte.
Men først en tirsdag aften mærkede han rigtig frygten. Han havde haft en dårlig dag på arbejde og ville ind og betale afdraget på bilen i netbanken den næsten nye Volvo, han var så stolt af.
Der stod: “Utilstrækkelige midler”.
Han gned sig i øjnene. Hvordan kunne det være? Lønnen var kommet i går. Da han tjekkede kontoen, gik det op for ham: Normalt sendte han sin del til fælleskontoen, hvorfra Mette lagde resten til til regninger, mad og billån.
Nu stod der kun det, han havde sat ind. Det var ikke nok til afdrag, for han havde brugt ekstra på reparation af kofangeren plus par byture med vennerne, hvor han regnede med, “at Mette nok dækkede det ind”.
Han væltede ind i stuen. Mette sad med en bog.
Hvad er det her? råbte han med telefonen i hånden. Hvor er pengene? Afdraget på bilen ryger i morgen!
Mette sænkede roligt bogen.
Hvorfor har du ikke overført noget til fælleskontoen, Mette?
Hun sagde ingenting.
Er du blevet stum? Banken sender mig snart i RKI!
Hun fandt et stykke papir frem, rakte ham det uden et ord.
Det var en stævning: Begæring om skilsmisse.
Henrik fik munden til at tørre ud. fællesøkonomi ophørt, ægteskabets opsigelse stod der med sorte bogstaver.
Du… mener du det virkelig? På grund af en joke? På grund af én lille skål? Du må være bindegal. Tyve år skal smides væk for ingenting?
Mette tog sin notesbog og kuglepen, skrev hurtigt og satte bogen foran ham:
*Det handler ikke om en joke. Det handler om respekt. Det her hjem er mit arvet fra min mormor. Bilen er din, men du skylder mig halvdelen af det afbetalte. Jeg flytter ud til min mor i sommerhuset under sagen. Du har en uge til at finde et sted at bo.*
Henrik læste det og mærkede panikken stige. Mette boede faktisk i sin egen lejlighed, det vidste han jo, men havde glemt det i vanens magt.
Hvor skal jeg så gå hen? mumlede han, mens han faldt sammen i en lænestol. Jeg har jo ikke råd, med bilen og børnebidrag til Karla fra mit første ægteskab endnu et år Jeg kan ikke klare det.
Mette havde ingen hævn i blikket, kun træthed. Hun skrev endnu en seddel:
*Du er voksen. Du larmer tit om, at jeg er gammel og brugt. Nu kan du finde en ung og frisk selv. Jeg vil have ro.*
Det var bare for sjov! Alle joker sådan! Undskyld, vil du have, at jeg går i terapi? Jeg ændrer mig. Jeg stopper med at drikke. Jeg kan begynde i AA allerede i morgen!
Hun vendte sig ikke om. Kufferten blev smækket. Den lyd var endelig.
Hvor vil du hen midt om natten? forsøgte han. Bliv til i morgen, så kan vi tale sammen.
Hun så ham for første gang i øjnene; kanterne af medlidenheden lå over hendes blik et blik, kun reserveret den sårede due i baggården.
Mette trak mobilen op, skrev og viste ham:
*”Nære mennesker ydmyger ikke hinanden åbent. Jeg havde håbet, det var din personlighed, ikke din ligegyldighed. Du troede aldrig, jeg gik. Du tog fejl. Flyt dig.*
Hun gik forbi ham ud i entreen, begyndte at tage sin frakke på. Henrik forsøgte at holde fast:
Bilen, den får du ikke! Og jeg betaler ikke!
Mette stoppede i døren, vendte sig og sagde for første gang i en måned, med sin rene, hverdagsagtige stemme, som gik gennem marv og ben på Henrik:
Jo, Henrik. Du kommer til at betale. Det siger dommeren. Og for sagsomkostningerne også. Min advokat er dyr, jeg har sparet op til ham det var de penge, du ville bruge på fiskestang. Smid nøglen i postkassen, når du er ude du har tid til søndag.
Døren sagde klik. Låsen drejede.
Henrik blev stående i mørket. For første gang forstod han, hvor larmende stilhed kunne være. Han hørte køleskabet brumme, dryppende vandhanen, han havde lovet at fikse for et halvt år siden.
Han gik ind i køkkenet, satte sig ved Mettes plads. Stævningen lå på bordet. Stemplet, dato, underskrift det var virkeligt.
Banken sendte en påmindelse om afdrag på bilen.
Henrik skjulte ansigtet i hænderne. For første gang i sit liv græd han. Ikke over en tabt kærlighed, men i medlidenhed med sig selv og over at han egenhændigt havde ødelagt det eneste sted, hvor han var blevet elsket uden forbehold.
De følgende dage gik i tåge. Mette tog ikke hans opkald, blokeringen var på plads. Selv svigermor Ane, der før så ham som familie, sagde tørt: Du lavede suppen, du må spise den, Henrik. Lad Mette få fred.
Torsdag begyndte han at pakke. Der var forbløffende lidt, der var hans eget: Tøj, fiskestænger, værktøj, computer. Alt det, der gjorde hjemmet rart tæpper, gardiner, spisestel og billeder alt var Mettes valg og køb. Uden hende var det blot beton.
I en gammel skuffe fandt han et fotoalbum. Han slog op på et billede fra de første år: ham og Mette ved Vesterhavet, smilende, glade. Hvornår forsvandt den glæde? Hvornår begyndte han at se hende som hushjælp i stedet for sin kvinde?
Idiot, sagde han ud i lejligheden. Hvilken gammel idiot jeg er.
Søndag morgen forlod han lejligheden med den sidste taske. Han smed nøglen i postkassen, som aftalt. Ud af vinduet var der mørkt. Han kørte bilen hen til sin mors lejlighed; kortet nærmede sig nul, og han havde ingen steder at tage hen.
Han forestillede sig, hvordan hun ville hilse ham med konstante bebrejdelser. Ingen venner, ingen fortrolige. Tomrummet pressede sig på.
Han startede bilen og trillede ud på den stille vej. Foran ham ventede et liv i ensomhed, hvor han ville skulle lære at lave suppe fra bunden, stryge skjorter og tænke før han talte. Men det værste var at indse, at han selv havde ødelagt det eneste sted, hvor han var blevet elsket betingelsesløst.
Mette sad den aften i sin mors sommerhus, med et uldtæppe om skuldrene og nippede til mynte-te. Der var ikke meget tilbage indeni men roen var der. Telefonen var slukket. Livet ventede med retssager, opdeling af boet, men hun vidste, at det sværeste allerede var klaret: Ikke mere at være ensom sammen med nogen, der lod hende være alene. Nattergalen sang i haven, og luften duftede af syrener og frihed. For første gang i mange år var det dét, hun mærkede ikke den sure ånde af vanens tryghed.
Livets sande lektie er, at respekt og venlighed er fundamentet for kærlighed. Glemmer vi det, står vi til sidst tilbage med ingenting andet end ensomhed og fortidens spøgelser. Sådan gik det Henrik og sådan ville Mette aldrig leve igen.
