Jeg stod og vaskede op, da min mand kom stormende ind i køkkenet med et råb. Igen hans mor. Igen den der mistillid. Nok nu.
Hvorfor har du fortalt min mor noget om penge?!
Anne-Mette stod med den allersidste tallerken, da Karsten bogstavelig talt larmede ind. Ikke noget med at kigge ind. Nej, han fløj nærmest ind, ildrød i hovedet og med stramme hænder langs siderne. Jeg blev så forskrækket, at tallerkenen nær røg tilbage i det sæbevand.
Undskyld, hvad mener du? Karst, hvad sker der?
Ingen undskyldning! Fortæl mig lige, hvad det her handler om!
Karsten blev stående midt i køkkenet. Skjorten var krøllet, selvom jeg havde strøget den i morges. Når han hidser sig op, begynder han altid at tøffe rundt, går rastløst frem og tilbage.
Jeg snakkede lige med min mor. Hun siger: Karsten, din kone har overført de penge, I sparede op til bilen, væk. Hvad laver du? Kan du forklare det?!
Jeg slukkede roligt for vandet. Havde stadig gule gummihandsker på, tog dem forsigtigt af én efter én og lagde dem i vasken. Mit hjerte sad helt oppe i halsen.
Karsten hvilke penge? Hvad taler du om?
Lad nu være med at spille dum! Mor sagde, du har hævet et stort beløb. Hvor kom de fra, og hvor er de blevet af?
Fra hvilken konto?
Fra vores fælleskonto!
Karsten. Slap lige af og lyt til mig, ikk?
Jeg er fuldstændig rolig!
Han råbte så højt, at jeg næsten troede, kaffekopperne i stativet ville klirre. Jeg kiggede på ham. Han var rød i hovedet, øjnene hårde og frosne jeg kendte det der blik, ubehageligt og sjældent, men jeg kendte det.
Jeg har ikke taget noget ud fra vores konto. Det kan jeg sige dig med det samme.
Så hvad snakker mor så om?
Jeg lænede mig op ad vasken. Udenfor var det bare endnu en solrig søndag. I morges havde jeg gået og tænkt over, om vi skulle rykke kommoden over under vinduet, måske få tapetseret. Og så slog det bare ned.
Karsten, jeg tror, din mor har misforstået noget.
Min mor forstår udmærket sådan noget!
Alle kan tage fejl, Karsten.
Lad nu være med at skyde på hende! Hun sagde, hun havde set udskriften!
Hvilken udskrift? Har du vist hende vores udskrift?
Da jeg fik sagt det, fortrød jeg straks. Det var et ømt punkt. Jytte har efterhånden i årevis blandet sig i alt hos os, og Karsten mener åbenbart, det er naturligt. Det er jo hans mor, ikke en eller anden fremmed.
Jeg viste hende ikke noget. Hun ringede, jeg nævnte foreløbigt lidt.
Foreløbigt.
Du undviger! Hvorfor står der dine overførsler på min fars mobil?
Og så gik det op for mig. Jeg sukkede gik langsomt hen og satte mig ved bordet.
Sæt dig lige ned, så vi kan snakke ordentligt.
Jeg bliver stående.
Fint. Karsten, hør nu lige: Far købte bil i sidste måned. Det ved du godt.
Hvilken bil?
Karsten nu må du holde op. Jeg fortalte det altså. Far ville købe en brugt Peugeot, så han kan komme i sommerhus. Han sidder derude alene, og bussen kommer kun én gang om dagen og ikke engang det.
Og hvad så?
Far er ikke skarp på netbank og alt det tekniske. Du ved, hvordan det er med de gamle. Han stoler kun på kontanter, ellers tror han, nogen snyder ham. Men sælgeren ønskede bankoverførsel, så far gav mig pengene kontant, jeg satte dem på min konto og overførte videre til sælgeren. Thats it. Hele hemmeligheden.
Karsten sagde ikke noget.
Det var hans egne penge, Karsten. Ikke vores. Han gav mig kontanter, jeg lavede bare en overførsel. Så jeg har ikke hævet noget af vores.
Hvorfor har du så ikke sagt det til mig?
Fordi det er min fars sager. Skal jeg spørge dig om lov til alt, hvad han gør?
Du skal sige til, når fremmede penge går gennem vores konto!
Han er ikke fremmed. Det er min far.
Alligevel! Er jeg din mand, eller hvad?! Hvem er jeg for dig, hvis jeg ikke må vide sådan noget?!
Ordene hang imellem os. Jeg kiggede længe på ham han stod der midt i køkkenet, ikke helt så rød nu, men han var stadig vred. Og pludselig mærkede jeg den gamle træthed, ikke bare nu, ikke bare de sidste tyve minutter. Men længe. Sådan rigtigt længe.
Du er min mand, Karsten. Men du kom stormende herind og overfaldt mig uden at spørge først. Du har allerede dømt mig ud fra, hvad din mor sagde. Og nu står jeg bare her og skal forsvare mig.
Jeg overfaldt dig ikke.
Karsten.
Nå, måske hævede jeg stemmen lidt
Du råbte altså.
Han tav. Stirrede væk, over på køleskabet, hvor der stadig hang det gamle billede fra vores ferie, hvor vi begge var yngre og grinende. Så ud af vinduet.
Nå. Måske lidt.
Lidt, gentog jeg, uden at det lød spydigt.
Anne-Mette, du ved da Mor ringede og sagde en masse, så blev jeg nervøs
Hvad sagde hun præcis?
At du havde overført penge. Mange.
Ved hun, hvor meget bilen kostede?
Det aner jeg da ikke.
Nej vel? Men hun lagde to og to sammen og fortalte dig det. Og du løb direkte herind.
Jeg løb ikke. Jeg kom bare for at finde ud af det.
Jeg rejste mig fra skamlen og gik hen til vinduet. En helt almindelig forårssøndag, birketræerne sprang ud, der var luft i luften. Nabokatten sad på plankeværket og glanede ud i sin egen verden.
Karsten, nu siger jeg noget, og blev ikke fornærmet.
Sig frem.
Jeg bryder mig ikke om, at din mor ved mere om vores økonomi end nødvendigt. Jeg forstår, at du har tillid til hende, det er din mor. Men vi har også vores eget liv. Hun ringer til dig med alt muligt om mine pengeoverførsler det er ikke normalt, Karsten.
Du kan bare ikke lide hende.
Karsten, det handler ikke om at kunne lide.
Jo, hver gang, der er noget, så skyder du skylden på mor.
Jeg lukkede øjnene et øjeblik og pustede ud.
Kan du huske for tre år siden? Din mor ringede dig op og påstod, at jeg brugte for mange penge på mad. Kan du huske det?
Ja måske, men
Hun samlede dine indkøbsboner sammen og regnede det hele ud. Så sagde hun, jeg købte unødvendige ting. Og du kom hjem og sagde: Mette, måske du kunne spare lidt på maden? Husker du det?
Hun mente det jo bare godt
Hun ville bare kontrollere, hvad vi brugte. Det var dét.
Du er urimelig overfor hende.
Skal vi gå videre? Sidste år jeg kom sent hjem, vi havde deadline på arbejdet. Jeg var hjemme halv ti. Din mor ringede til dig og spurgte, hvem jeg var sammen med så sent om aftenen. Kan du huske, hvad du sagde til mig?
Karsten så væk.
Ikke sådan rigtigt
Du sagde: Mette, var du helt sikkert kun på arbejde? For første gang i årevis.
Jeg spurgte bare
Ja, for før stolede du på mig. Men din mors snak gjorde, at du begyndte at tvivle.
Nå, men, Mette
Og så var der dengang, hun så mig sammen med Henrik fra opgangen han hjalp mig med indkøbsposerne, fordi jeg havde hænderne fulde. Vi har boet dør om dør i femten år. Men hun fortalte dig, at hun havde set mig med en mand. Du snakkede næsten ikke til mig i tre dage bagefter.
Jeg tænkte ikke dårligt om dig
Det gjorde du. Du sagde det bare ikke.
Han så på mig, noget var ændret i hans blik, ikke vredt, mere forvirret. Åbnede munden, lukkede den igen.
Anne-Mette
Jeg vil ikke skændes. Men det her det sker ikke for første eller anden gang. Hver gang lytter du til hende, og så skal jeg stå skoleret. Uden at du selv spørger først. Uden tanker. Du tror bare på alt, hun siger.
Hun mener jo ikke noget ondt.
Måske ikke. Men resultatet er altid det samme du ser på mig med mistro. Og jeg skal forklare, at jeg ikke har gjort noget galt. Det er jeg så træt af.
Hvad vil du så have mig til? At jeg aldrig skal snakke med min mor?
Nej. Jeg vil bare have, at du snakker med mig først.
Det kom stille, uden skrig eller tårer, bare sagt rent ud. Det føltes som en tung sten, jeg lagde på bordet.
Karsten blev stående, kiggede væk, ned, op igen.
Mette, jeg anede jo ikke, det var din far
Du kunne jo spørge. Komme ind og sige: Mette, min mor siger sådan og sådan, hvad sker der? Så var det det.
Tja
I stedet kom du herind og råbte. Som om jeg allerede var skyldig.
Han tav. Køkkenet var stille. Bare køleskabet brummede. Solen lagde stadig sit stribe af lys over gulvet, helt ligeglad med os.
Jeg kiggede på min mand og tænkte, her står han, min Karsten, som jeg har levet med i næsten seksogtyve år. Vi har fået Marcus sammen, fulgt hans far til graven, klaret flytninger, pengebekymringer, sygdomme. Jeg kender ham ud og ind, hans åndedrag om natten, hvordan han griber kruset med begge hænder, ved han er god og hjælpsom og elsker mig. Det ved jeg alt sammen.
Og alligevel står vi her.
Karsten, gå ud af køkkenet.
Han så forskrækket ud.
Hvad?
Jeg har brug for at være alene.
Mette, altså
Gå nu bare.
Han blev stående lidt. Så gik han. Ikke noget med at smække med døren. Bare gik stille ud. Jeg hørte ham fortsætte gennem gangen. Døren til stuen knirkede.
Jeg vendte mig om mod vasken. Tog næste tallerken op, begyndte igen at vaske op. Hænderne kørte automatisk, mens jeg kiggede ud ad vinduet og tænkte, at jeg måtte ringe til Bente. Bente Madsen veninden helt tilbage fra gymnasiet. Hun har altid lyttet, aldrig blandet sig med gode råd.
Måske ringer jeg ikke. Måske tager jeg bare min taske og smutter, sætter mig et sted, får luft. For her i køkkenet, med det brummende køleskab og solskinnet, kunne jeg ikke være lige nu.
—
Det tog tid at pakke. Hænderne ville ikke rigtig lystre. Jeg stod længe og stirrede ind i klædeskabet, tog en trøje ud, lagde den i tasken, fortrød, fandt en anden den grå, Bente altid har sagt klædte mig. Opdagede så, at opladeren lå ude i køkkenet.
Det var mærkeligt at skulle derud igen. Ikke fordi Karsten var der jeg kunne høre, han havde tændt for tvet i stuen, slukkede hurtigt igen. Det handlede bare om, at vi enten skulle snakke igen eller gå og tie, og begge dele var tungt.
Jeg smuttede ud hurtigt, fandt opladeren, vendte for at forlade køkkenet.
Hvor skal du hen? Karsten stod i døren.
Hjem til Bente.
Hvorfor?
Jeg har brug for det.
Mette, du er oppe at køre
Ja, mest på grund af dig.
Skal vi ikke snakke?
Karsten, vi har lige snakket. I en halv time. Jeg har forklaret det hele.
Jeg mener sån rigtigt.
Jeg kiggede på ham. Tasken i hånden, jakken endnu ikke på.
Vil du snakke ordentligt, efter at du løb ind og råbte?
Jeg råbte da ikke!
Karsten.
Han sukkede, gned sig mellem øjnene.
OK, måske lidt Mette, bliv nu. Vi er jo voksne mennesker, ikke børn.
Vores Marcus smækkede sig altid inde på badeværelset, når vi skældte ham ud. Lidt børn ER vi vel alle.
Det er noget andet!
Ja, det er det vel. Jeg kommer tilbage senere. Jeg har brug for lidt luft.
Skal jeg så bare sidde her og tænke?
Du kan se fjernsyn i mellemtiden.
Mette!
Jeg knappede jakken.
Det handler om, at du ikke stoler på mig. Du har levet med mig i seksogtyve år, og du stoler ikke på mig. Det gør ondt, Karsten. Ikke at du råbte, men det andet.
Han sagde intet.
Jeg kommer hjem i aften eller i morgen tidlig. Jeg ved det ikke endnu.
Min hånd lå allerede på dørhåndtaget. Han stod og kiggede på mig, ansigtet jeg husker ikke, hvornår han så så fortabt ud sidst. Måske for ti år siden. Han var pludselig stor, lidt grå i tindingerne, stod midt i gangen og anede ikke, hvor han skulle gøre af sig.
Mette, sagde han. Kom nu, Mette.
Og jeg gik.
—
Døren lukkede bag mig. Karsten stod lidt i gangen. Gik ind i stuen, satte sig. Rejste sig. Satte sig igen.
Han kiggede på mobilen. Der var to ubesvarede beskeder fra mor: Har du snakket med hende? og Ring nu, Karsten.
Han sad længe bare med telefonen i hånden. Så trak han vejret, gik ud i køkkenet, stillede sig ved vinduet. Birken vuggede let udenfor, dagen begyndte at hælde, men det var stadig lyst. Den lille nabohund, Asta, løb forbi, logrende og fjollet.
Han tastede et nummer.
Poul Erik? Det er Karsten hej.
Karsten! Svigerfars stemme var glad, overrasket. Hej du! Noget galt?
Egentlig bare lige, øh købte du bil i sidste uge?
Ja for sørensen da! En brugt Peugeot. Billig og fin. Fandt et godt tilbud. Anne-Mette hjalp med at overføre, jeg ved jo ikke, hvordan man gør på de der mobiler.
Karsten sagde ingenting.
Hallo, Karsten? Er du der?
Ja, jeg er her. Poul Erik så det var altså dine penge?
Selvfølgelig var det det! Hvem skulle ellers? Jeg gav Anne-Mette pengene kontant, og hun klarede resten. Hun er en knag. Kom forbi, så laver jeg kanelsnegle Anne-Mette skal ikke vide det! Hun siger én ting, men jeg kan godt lide sukker han grinede.
Jeg kigger forbi. Tak, Poul Erik.
Klar besked. Vi ses!
Karsten lagde på. Stirrede ned på mobilen. Sanked sig sammen om hovedet, gned ansigtet.
Sikke en idiot.
Han havde bare trampet direkte hen og råbt af sin kone. Hun, der ikke havde gjort andet end at hjælpe sin far. Som altid. For sådan er hun hun kan bare ikke lade være, hvis nogen har brug for hende.
Han så for sig, hvordan hun stod der ved vasken i de gule handsker, hvordan hun trak dem af, hvordan hun talte roligt, men med det der blik Nu forstod han det. Det var ikke så meget at hun var såret, men at hun bare var så træt.
Og det der med bonerne og de tre dage ja, det var sandt. Dengang holdt han også mund, ikke mistillid sagde han til sig selv, men han havde lyttet til sin mor. Alt for meget.
Han tog telefonen.
Karsten! Nå, har du fået snakket med hende? Forklaret noget?
Mor, ja, jeg har snakket med Anne-Mette.
Og hvad så?
Det var hendes far, der købte bil. Hans egne penge. Poul Erik fortalte mig det selv. Alt er i orden.
Der blev stille.
Ja ja, sagde hun lidt surt. Men du burde altid vide, når der går penge gennem jeres konto.
Mor.
Vent nu. Jeg gør det for din skyld. Hvad hvis hun
Mor, stop, sagde han roligt, men bestemt. Nu skal du høre, og jeg vil have, du ikke afbryder.
Nåh. Ja?
Du var forkert på den. Du ringede og kom med dine antagelser uden at vide noget. Jeg fløj direkte hjem og råbte ad min kone. Hun gik nu. Fordi jeg var en idiot.
Jeg mente bare
Mor, sagde han langsomt, stadig roligt, du gør sådan tit. Du ringer og siger et eller andet om Anne-Mette, og jeg tager det for pålydende. Og bagefter viser det sig aldrig at være, som du sagde. Jeg kan ikke leve sådan. Det vil jeg ikke. Det er hende og mig, ikke dig og mig.
Det gør jeg jo kun for din skyld
Jeg ved det, mor. Jeg elsker dig. Men nu skal det være nok. Hvis du opdager noget eller bliver i tvivl, så sig bare: Karsten, spørg lige om det med Anne-Mette. Ikke noget med dramatik eller konklusioner.
Så du vælger hende over mig, altså?
Det handler ikke om at vælge. Det handler om at leve ordentligt sammen.
Stilhed i røret. Han kunne høre hendes åndedrag.
Jeg har sagt, hvad jeg ville, mor. Jeg elsker dig. Vi snakkes.
Han ventede ikke på svar, lagde bare på.
Enten ringer hun tilbage eller gør hun ikke. Hun bliver sikkert såret. Hun har sine måder, holder på sin fornærmelse i dagevis. Men nu er det sagt. Og det skulle have været sagt for længe siden. Det er også min fejl.
Han ringede til Anne-Mette.
Langt ring, så telefonsvarer.
Han lagde telefonen. Gik hen til vinduet igen. Birkene stod stille, det var aftenskumring, lyset svandt.
Han tog jakken på.
—
Bente åbnede døren og skulle til at sige noget, men så mit ansigt og forstod straks.
Kom ind, sagde hun bare. Jeg sætter vand over.
Vi sad i hendes køkken, altid hyggeligt med blomstrede gardiner, hendes kat Egon på vindueskarmen, lugten af hjemmebag. Jeg drak te og sagde ikke meget, og hun spurgte heller ikke, hun ventede bare.
Jeg er så træt, Bente, sagde jeg til sidst.
Det kan jeg se.
Det handler ikke om at vi skændes. Sådan nogle skænderier flyver over. Det er noget andet, det her.
Hvad?
Jeg tog om min kop og varmede hænderne.
Han tror ikke rigtigt på mig længere. Seksogtyve år og stadig så snart hans mor siger noget, så tror han straks, jeg gør noget galt.
Han stoler jo på dig, forsøgte Bente.
Nej, han vælger bare igen og igen først at tro på hans mor. Og så kommer han til mig bagefter. Jeg beder ikke om, han skal droppe hende hun er hans mor. Men jeg vil have, at vi to har vores egen ramme. At han først taler med mig i stedet for at løbe til moren.
Har du sagt det til ham?
Ja.
Og?
Jeg gik.
Bente sukkede, hældte mere te op.
Godt du gjorde det. Han har nok godt af at tænke lidt.
Jeg er egentlig mest bange for, at det ikke ændrer sig. At det bliver det samme igen at han nikker og siger undskyld, og næste gang ringer hans mor bare igen, og så Orker ikke mere af det.
Folk kan ændre sig, sagde Bente stille.
Det går bare tit langsomt. Måske sker det aldrig. Hvordan ved man det?
Bente sagde ikke noget. Nogle svar må man selv leve sig til.
Egon sprællede på vindueskarmen, en bil rullede forbi udenfor.
Nå, jeg må nok hjemad, sagde jeg jeg har jo tusinde ting, der skal gøres.
Har han ringet?
Jeg kiggede på telefonen. Ét ubesvaret opkald, Karsten.
Det betyder jo ingenting, sagde jeg alligevel og tog min jakke.
—
Jeg sad i sporvognen og kiggede ud. Forårsgråt og levende, børn på cykler, gamle mænd på bænkene og duerne, der blev fodret.
Jeg tænkte på far. Måske jeg skulle tage ud til ham i næste uge og tjekke, at han havde det godt nu med bilen. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg tænkte på Marcus og hans nye lille familie. Godt de klarede sig, også selvom han ringede for sjældent. Glædede mig til at blive farmor, hvis alt gik vel.
Jeg tænkte på tapet. Skulle det være lys beige eller mere gult? Beige var måske hyggeligst.
Så stoppede sporvognen. Min station.
Jeg steg af.
—
Døren var ikke låst.
Jeg stod lidt og undrede mig Karsten låser altid. Jeg tog jakken af.
Karsten?
Inde i stuen, lød hans dæmpede stemme.
Han sad på sofaen, tvet var slukket. Han sad bare, hænderne i skødet. På sofabordet stod to krus. Kaffe eller te, jeg så det ikke straks.
Han så op.
Du kom hjem, sagde han lavt.
Ja.
Jeg blev stående lidt. Han rejste sig lidt for hurtigt, satte sig ned igen.
Jeg ringede til Poul Erik.
Jeg ved det godt. Far skrev.
Han er en god mand.
Ja.
Han bød på kanelsnegle.
Typisk ham.
Der var en stilhed, ret stram, men ikke uvenlig. Jeg satte mig på den anden side af sofaen, tog den ene kop. Det var kaffe.
Har du ringet til din mor? spurgte jeg.
Han tav et sekund.
Ja. Jeg sagde til hende, at det må stoppe. At vi ordner tingene selv.
Jeg kiggede på ham.
Mener du det?
Ja. Hun blev sur, selvfølgelig. Men det skulle have været gjort.
Jeg sad og holdt om kruset med begge hænder, kiggede på ham. Han sad dér, lidt krøllet, lidt forvirret, men han sad der.
Mette, tilgiv mig. Jeg var en idiot. Jeg tænkte mig ikke om. Mor ringede, jeg løb. Det var forkert.
Det var det.
Jeg ved det. Vil du stadig have lavet tapet?
Karsten.
Jo, så får vi pæne vægge. Og vi kan tage en uge til Skagen, du har altid talt om noget nyt at se.
Jeg har ikke brug for ferie nu.
Jeg ved det godt. Jeg prøver bare at vise, at jeg også gerne gør tingene rigtige.
Jeg satte koppen.
Jeg behøver ikke noget særligt. Jeg vil kun én ting: at du stoler på mig. Det er alt.
Jeg stoler på dig.
I dag troede du på din mor.
Han svarede ikke.
Det handler ikke om én gang. Det er, at det ikke er første. Og ikke sidste, hvis vi ikke aftaler andet.
Det bliver ikke mere.
Karsten, stop nu. Du siger det, men vi er nødt til at lave en aftale.
Han vendte sig imod mig.
Om hvad?
Jeg flyttede mig lidt hen, kiggede ham i øjnene.
Næste gang, når din mor siger noget om mig, så kom bare til mig og spørg: Mette, passer det? Bare spørg. Så svarer jeg. Kan vi lave den aftale?
Han tænkte sig længe om.
Ja. Det kan vi.
Altså en aftale?
Ja.
Vi sad tæt, stadig med lidt plads mellem os. Ikke rørende, men ikke fjernt.
Udenfor blev det langsomt mørkt. Birkene stod stille i skumringen.
Hun bliver ved, du ved det, sagde jeg stille. Jytte vil surmule, gå og ringe igen om en måned.
Det ved jeg.
Og det bliver hårdt.
Ja.
Hvordan vil du leve med det?
Han svarede ikke straks, men tænkte sig grundigt om det kunne jeg mærke.
Det ved jeg ikke helt endnu, sagde han ærligt. Hun er min mor, jeg elsker hende. Men du har ret. Hun blander sig for meget. Jeg bliver nødt til at tage en snak med hende, sådan rigtigt.
Hun kommer til at græde.
Ja. Men det ændrer ikke, at vi to må leve sammen. Ikke hende og os to.
Jeg nikkede langsomt.
Kaffen var blevet kold, men jeg drak lidt alligevel.
Tapet, sagde jeg så.
Hvad?
Lys beige. Eller måske lidt gult. Jeg har ikke besluttet mig.
Han grinede lidt skævt.
Begge dele er flotte.
Vi må i Silvan og kigge på prøver.
Det gør vi, sagde han. Når du siger til.
Jeg nikkede. Satte koppen. Der var tryghed i mørket udenfor og i lampens varme. Ikke fordi alt var løst, slet ikke. Men vi sad der. Sammen stadig.
Ikke alting er fest og heller ikke evig modvind. Det er denne blandede træthed, de usagte ord, de små knubs. Og alligevel sammen. Samme side af sofaen til sidst.
Karsten, sagde jeg.
Mmmh?
Hæld lidt varm kaffe op.
Han rejste sig lydløst, tog min kop, gik ud i køkkenet. Jeg hørte han puslede, maskinen brummede. Jeg sad og kiggede ud, tænkte, det er sådan livet er: ingen parader, intet kæmpe drama, men bare hverdag, lange snakke, små aftaler.
Han kom tilbage med to krus. Gav mig det ene.
Tak.
Selv tak.
Vi sad stille lidt. Så lagde han hånden på min, forsigtigt, spurgte:
Helt konkret altså: næste gang, så kommer jeg bare og spørger?
Bare spørg.
Og du svarer?
Jeg svarer.
Han nikkede.
Det er ikke så svært.
Nej, det er det ikke.
Udenfor kørte en bil forbi, lygterne kastede lys ind i stuen. Kaffen duftede kraftigt og var helt varm. I morgen måtte jeg ringe til far og spørge, om bilen stadig kører, om han var tilfreds.
Og tapetprøver det tog vi til på søndag.
