Jeg stillede min mand over for et hårdt valg.
Mor, hvorfor skal vi til mormor Karen? Jeg gider ikke, der er så kedeligt.
Jeg så på Anna i bakspejlet. Hun sad bag i bilen, med næsen helt nede i sin pink tablet, uden at se op, da hun talte til mig. Seks år gammel og med den der tone, der straks signalerede, at hendes tilstedeværelse nærmest var en tjeneste for os andre.
Fordi vi skal fejre fødselsdag hos din fætter Christian i dag. Kan du huske ham?
Ja. Han er nederen.
Anna! Jeg vendte mig om, men Jens lagde hånden på min skulder.
Vær sød, ikke i dag.
Jeg kiggede på min mand. Han sad bag rattet, spændt, som om vi var på vej til en retssag frem for et børneselskab i familien. Han havde sit mørkeblå jakkesæt og en friskstrøget, hvid skjorte på den, jeg brugte evigheder på at stryge i morges, velvidende at svigermor Karen altid har et blik for enhver fold, enhver rynke og vil lade, som hun ikke bemærker det, men stadig kaste et blik, så alle forstår, at jeg ikke har styr på hjemmet.
Jeg begynder ikke, Jens. Jeg forklarer bare barnet, hvorfor vi skal derhen.
Du forklarer det på sådan en måde, at Anna sikkert allerede forstår, vi skal et sted hen, hvor vi ikke er velkomne.
Er vi det?
Han sagde ikke noget. Foran os skiftede lyskrydset fra grønt til gult, og Jens bremsede blidt. I stilheden lød det svage pling fra Annas spil, hvor virtuelle mønter regnede ind.
Kan vi ikke bare aftale, sagde han, stadig uden at se på mig, at vi deltager, siger tillykke til Christian, bliver to-tre timer, og så tager vi hjem? Ingen diskussioner om fortiden, ingen bebrejdelser. Bare en familiefødselsdag. Kan vi det?
Jeg havde lyst til at sige, at jeg ikke er sikker på, om vi kan. At vi lover hinanden det samme hver gang, men alligevel ender det altid med, at jeg sidder i køkkenet og modtager nye formaninger om børneopdragelse, om at jeg arbejder for meget og ikke prioriterer familien, eller at min mor, Gud have hendes sjæl, aldrig lærte mig at lave brun sovs ordentligt som Karen.
Men jeg bed det i mig og nikkede. Vendte blikket mod ruden, hvor forårssolen lagde guld hen over gaderne udenfor. Kvinderne havde lette kjoler, mændene korte ærmer, børnene slikkede is. Det var en helt almindelig lørdag, hvor man allerhelst ville gå tur i Kongens Have eller sidde med en bog på altanen, ikke krydse hele byen mod uindbudt interesse.
Mor, får Christian mange gaver? Nu så Anna op.
Det tror jeg, skat. Det er jo hans fødselsdag.
Får jeg også noget?
Jeg kiggede tilbage, ind i Annas store mørke øjne, hvor forventningen allerede lå og lurede. Jeg havde selv skabt den forventning med årene. Til hver jul, børnehavefest, hvert besøg hos veninderne, fik Anna altid et eller andet lille.
Det er Christians dag i dag. Han får gaverne.
Men jeg vil også!
Din fødselsdag kommer også, Anna. I dag giver vi Christian noget du var jo selv med til at vælge LEGO’et i går, ikke?
Jo! Men jeg vil også have det.
Du har jo et helt værelse fuld af legetøj, udbrød Jens, kan du ikke klare én dag?
Anna trak surt på det og dykkede ned i tabletten igen. Jeg så på Jens, der knugede rattet, til knoerne blev hvide. Jeg kendte til hans tanker. Han var bange for, at hans mor bemærkede, hvis Anna fik et raserianfald. Han tænkte på, hvad hun ville sige, hvad søsteren Mette ville sige, og hvordan de to så kunne tale om mig og min opdragelse de næste uger.
Vi sagde ikke mere den sidste halve times køretur. Kun lyden af trafikken og Annas spil brød tavsheden. Jeg lod øjnene glidende hen over murene, træerne, skyerne, mens tanken faldt på, at jeg for tre år siden havde lovet mig selv, aldrig at sætte fod i det hus igen den dag Karen sagde lige ud, at jeg ikke evnede at være hverken ordentlig hustru eller mor.
Jeg gik med et brag af en dør dengang. Jens løb efter mig, bad mig vende om, undskylde. Det gjorde jeg ikke. Hele vejen hjem i taxaen tav vi begge, og jeg overvejede, om det var nu, jeg skulle pakke sammen og flytte hjem til min søster i Odense.
Men jeg blev. Fordi jeg elskede ham, fordi vi har Anna, fordi jeg ikke er en, der giver op.
I næsten et år holdt jeg mig væk fra hans familie, indtil Karen blev indlagt med hjerteproblemer. Så gik jeg, med Anna og frugt og blomster, og for første gang siden den dag fornemmede jeg medlidenhed i mig over hendes grå, trætte ansigt. Men hun nævnte aldrig konflikten. Ingen undskyldninger. Ligesom intet var hændt.
Måske var det sådan, voksne var: nogen, der ignorerer gamle sår og smiler over kaffen. Men da Jens i går sagde, vi var inviteret til Christians fødselsdag, forstod jeg, hvor meget nag stadig sad i mig. Som en torn.
Vi er her, sagde Jens pludseligt og trak mig ud af tankerne, da vi standsede foran den gule københavnerblok i Brønshøj. Huset, hvor han voksede op, hvor hans mor havde boet i fyrre år. Hvor jeg altid var gæsten.
Anna, sluk tabletten. Kom, nu går vi ind.
Vi steg ud. Jens tog den festlige gavepose op af bagagerummet LEGO til drenge på otte, valgt efter lang diskussion. Jeg havde sagt, vi kunne finde noget beskedent, Jens mente, vi skulle give noget rigtigt.
Hvad betyder rigtigt? spurgte jeg i BR.
Så det ikke ser småt ud.
Det er et barns fødselsdag, ikke en statuskonkurrence.
Men mor lægger mærke til det, det gør Mette også.
Jeg gav op. Vi købte sættet for 850 kroner alt for meget, syntes jeg men i den familie blev alt målt og vejet: gavepriser, taskemærker, hvor du handler.
Elevatoren virkede selvfølgelig ikke, Anna peb, jeg trak hende afsted de fire etager op, mens Jens gik foran med gaven. På reposen stoppede han.
Er du klar?
Jeg ville sige nej. Sig, jeg ikke ønskede at spille, at alt var fint. Men jeg nikkede og lod et smil som ikke nåede øjnene komme.
Han ringede på. Stemmer, latter, musik bag døren. Vi var for sent på den Jens havde timet det, så vi ikke var de første.
Døren blev åbnet af Mette, Jens søster. Hun var to år yngre, men så ældre ud; iltert hår, markante træk, stramme læber.
Endelig! Kom ind, vi er allerede i gang!
Hej, Mette, sagde Jens og kyssede hendes kind, trafik.
Ah, trafik, ja, hendes blik gled koldt til mig, hej, Louise.
Hej.
Høflige kindkys; jeg mærkede kulden, var det fra hende, fra mig selv?
Og hvem er den store pige? Anna? Hvor du er groet!
Anna sagde ikke noget, trykkede sig bag mig hun kunne ikke huske Mette, havde ikke set sin tante siden hun var tre.
Kan du ikke sige hej, Anna? jeg gav hende forsigtigt et skub.
Hej, hviskede Anna.
Du er så genert, sagde Mette. Nå, kom ind, mor er i køkkenet, Christian i stuen snart er der kage.
Vi trådte ind. Køkkenet duftede velkendt af lavendel og bagværk. Karen havde altid duftposer i skabene og bagte hver lørdag med æbler, gættede jeg ud fra duften.
Entréen var pakket af sko: børnesneakers, kvinder i pumps, mænd i Oxfords. Gæsterne var der allerede. Jeg trådte ud af de nye lakballerinaer, indkøbt til formålet, Anna protesterede over sandalerne, jeg trak dem af hende, mens Mettes blik borede sig ind.
Jens, gå ind i stuen; Christian venter på sin onkel, sagde Mette. Pigerne, I går ud til mor i køkkenet.
Pigerne. Jeg krummede mig. Jeg er 42. Har været gift i 19 år, har et barn, arbejder som regnskabschef i et byggefirma, betaler realkredit og skat, men hun kalder mig “pige”.
Jens så på mig, næsten bønfaldende. Jeg nikkede, han forsvandt ind i stuen med gaven. Jeg tog Anna i hånden og gik ud i køkkenet.
Karen sad med en ukendt kvinde, begge lo lavmælt. Da vi trådte ind, blev Karen stiv i smilet; hun var blevet ældre. Håret sølvhvidt, rynkerne dybere, ryggen lidt bøjere.
Men øjnene uforandrede; skarpe, prøvende.
Louise! Hvor er det dejligt, du kom! Hun rejste sig, vi omfavnede stift.
Hej, Karen.
Og er det min lille Anna? Åh, hvor du ligner din mormor!
Anna skjulte sig bag mig, jeg strøg hende over håret.
Sig nu hej til mormor.
Vil ikke.
En akavet pause. Karen rettede sig op, noget skuffet gled over hendes blik.
Børn nu om dage, sagde hun, det er kun naturligt, at de skal tø op.
Men hendes tone signalerede alt andet end naturlighed velopdragne børn hilser på de voksne, og som mor burde jeg have lært hende det.
Hun er bare træt, sagde jeg, velvidende det lød som en undskyldning.
Ja, ja. Sæt jer, jeg henter te eller kaffe hvad vil I have? Jeg har god kaffe hjemme fra Italien.
Te, tak.
Vi satte os. Den anden kvinde smilede venligt: Jeg hedder Birthe, veninde til Karen.
Louise, sagde jeg.
Karen værnede om kopper, hældte kogende vand. Jeg så på hendes ryg og spekulerede, hvad de havde talt om, før vi kom. Om børn? Eller om mig?
Hvordan går det, Louise? Er det stadig samme sted, du arbejder?
Ja.
Er der travlt?
Det må man sige.
Og hvem henter Anna, hvis du arbejder sent?
Nu kom det. Jeg tog en dyb indånding.
Det gør jeg. Jeg har fleksible timer.
Nå, det er godt. Tænkte om I havde fået barnepige det er jo moderne nu.
Nej, vi klarer os.
Karen satte teen foran mig, satte sig overfor.
Du er blevet så slank.
Nej, jeg tror ikke.
Jo, du spiser for lidt, Louise. Mænd kan bedst lide lidt at holde om.
Jeg bed tænderne sammen. Kommentarer med omsorgstone men altid med undertoner. Om min krop, mit tøj, mit arbejdsliv.
Jeg har det fint, tak.
Nå. Jeg blev bare glad, Jens ringede jo i går og sagde, I kom. Jeg var lige ved at tro, I helt havde glemt os.
Det har bare været travlt, svarede jeg. Anna har sine ting, vi har travlt.
Alle har travlt. Men familien er det vigtigste, Louise.
Jeg sagde intet. Drak te, der brændte læberne. Anna roterede utålmodigt.
Må jeg gå ud i stuen? hviskede hun.
Ja, bare gå stille.
Anna var straks ude, Karen så efter hende.
Livlig pige, hun ligner Jens som barn.
Hun er aktiv.
Hører hun efter pædagogerne?
For det meste.
For det meste, gentog Karen. Så nogle gange gør hun ikke?
Jeg satte koppen fra mig.
Hun er et barn.
Ja, børn er forskellige. Christian er altid så nem. Mette har gjort det godt; han er både dygtig og hjælpsom.
Birthe nikkede, Han er også altid så artig til at sige tak for gaver.
Jeg mærkede vreden stige. De sagde det ikke direkte, men hele stemningen var klar: Christian var mønsterbarnet, Anna ikke og det var min skyld.
Fra stuen lød børnelatter og Jens stemme. Jeg forestillede mig hans smil, det lidt for store, der prøvede at vise, vi var én familie.
Karen, jeg går lige ind og siger tillykke til Christian.
Det må du endelig, han er derinde snart er der kage.
Jeg forlod køkkenet, mærkede deres blik. I gangen lænede jeg mig op ad væggen og lukkede øjnene. Bare ti minutter, så havde jeg mest af alt lyst til at gå.
Min mobil vibrerede. Besked fra Jens: “Hvordan går det?”
Jeg skrev: “Fint”. En løgn man kan tillade sig, når man ikke har flere ord.
En midaldrende mand, jeg ikke kendte, passerede, hilste. Jeg stod der og talte i hovedet: to timer, måske tre.
Moster Louise?
Jeg vendte mig. En dreng i skjorte og pæne bukser stod i døråbningen Christian, fødselaren. Jeg havde set hans billeder, men ham sidst som femårig.
Hej Christian. Tillykke med fødselsdagen!
Tak, han smilede, Onkel Jens sagde, du havde gaven med.
Ja, det ligger inde i stuen.
Jeg har set den, er det LEGO?
Det må du vente og se.
Han nikkede og forsvandt. Velopdragen, høflig, som Anna skulle være, ifølge Karen.
Jeg gik ind i stuen. Der var vel tolv voksne og lige så mange børn, bøjet over borde med hjemmebag og sild, stakken af gaver allerede betragtelig. Jeg kendte nogle få ansigter: en kusine, hendes mand resten kun fra billeder.
Jens sad i sofaen, rejste sig.
Min kone, Louise, præsenterede han.
Jeg hilste rundt. Alle sagde “godt at mødes” og “Jens har fortalt så meget om dig”. Løgn, for han undgik helst at tale om os hjemme.
Anna sad i et hjørne, tablet tilbage i hænderne.
Anna, læg den væk. Det er uhøfligt.
Men jeg keder mig.
Anna.
Mor, åååh!
Folk vendte sig. Jeg blev rød.
Læg tabletten, Anna.
Hun gjorde modvilligt, puttede den i min taske og så arrigt til.
Mette trådte ind med bakke og glas vin og saftevand.
Kære alle, lad os skåle for fødselaren! Christian, kom herover!
Christian trådte frem, hun tog armen om ham, og drengene smilede, mens kameraer og mobiler blev flashet.
For vores dejlige dreng! råbte en onkel. Må han få et sundt, sjovt og lykkeligt liv!
Og topkarakterer!
Og glæde sine forældre!
Glassene blev løftet. Jeg sippede af mit glas billig rødvin.
Så er der gaver! annoncerede Mette.
Et barn ad gangen afleverede deres gaver. Først en stor æske tusser, så en robot, så bøger, brætspil og tøj. Hver ny pakke voksede bunken, Christian takkede, smilede og krammede. Et skoleeksempel.
I øjenkrogen så jeg Anna stirre sultent på de mange gaver. Ubehaget i hendes blik gjorde ondt var det misundelse?
Anna, hviskede jeg, undlad at kigge sådan.
Hvorfor får han SÅ meget? svarede hun stille.
Det er hans fødselsdag.
Hvornår er det min igen?
Om fire måneder, Anna. I oktober.
Det er jo SÅ længe!
Ikke nu, skat.
Jens overrakte deres gave. Den store LEGO-æske, Christian gispede.
Wauw! Det er jo lige den, jeg ønskede mig, tak!
Onkel Jens og tante Louise vidste nok, hvad der skulle til, sagde Mette.
Tak, sagde Christian og krammede Jens, dernæst mig tøvende.
Tak, Louise.
Selv tak, Christian, nyd det!
Snakken gik, spil og gaver blev beundret men jeg følte mig kun mere udenfor.
Anna trak mig diskret i ærmet.
Mor, får jeg også en gave?
Nej, Anna. Det er Christians dag i dag.
Men jeg vil også! Jeg vil!
Anna, ikke nu.
Men hun lod sig ikke standse. Højt, gennem hele rummet:
Christian, må jeg få én af dine gaver?
Stilhed. Christian stirrede.
Hvad?
Du har så mange. Må jeg få én?
Jeg sprang op, greb hendes hånd.
Anna, nu går vi.
Men jeg vil ha en gave! Hvorfor får han SÅ mange, og jeg ingen?
Anna.
Hun vred sig fri og begyndte at græde. Et rigtigt barnesammenbrud, alle stivnede.
Jeg vil ha en gave! LEGO! Robot!
Mettes ansigt blev langt, Karen foldede armene og så triumferende på mig.
Jens prøvede at trøste Anna.
Anna, kom, lad os gå ud og snakke.
Jeg vil ha gave!
Hun faldt på gulvet, sparkede, hylede.
Jeg stod over hende, mens alles blikke borede sig ind.
Noget indeni mig brast.
Anna, rejs dig op. Vi går.
Jeg løftede hende, hun hylede stadig.
Louise, vent nu, begyndte Jens, men jeg lod ham være.
Jeg gik mod døren, men Karen trådte i vejen.
Måske skal du ikke gå så hurtigt? Sæt dig, få ro på.
Jeg så hende i øjnene sagde endelig alt det, jeg havde gemt på i årevis.
Ved du hvad, Karen? Hvis ikke der blev gjort så meget ud af gaver og status i denne familie, så ville Anna heller ikke opføre sig sådan her!
Hun blev hvid i hovedet.
Hvad siger du?
Jeg siger, det er jeres atmosfære, jeres sammenligning, der får børn til at føle, de ikke er nok. I skal altid vurdere, hvad tingene koster, hvem der gør hvad. Og så undrer I jer over, at Anna vil have samme opmærksomhed!
Louise, stop nu! sagde Jens og rakte ud efter min arm, men jeg rystede ham af.
Nej, jeg stopper ikke. I tre år har jeg lyttet på jeres kommentarer, jeres blikke, jeres kritik. Og nu er det slut!
Mette tog et skridt frem.
Hvor vover du?! At tale sådan til vores mor i hendes eget hjem.
Jeg er gift med jeres bror, det er mit hjem også, når jeg er her, og jeg har krav på respekt.
Respekt skal man gøre sig fortjent til, snappede Mette.
Jeg har været gift med Jens i 19 år, vi har barn sammen, jeg arbejder og passer alt hvad mere skal jeg gøre, for at tjene den respekt?
Opfør dig ordentligt! råbte Karen. Ikke skabe drama midt i et børneselskab! Ikke anklage os for alt muligt!
I splitter selv familien op! Det er jeres skyld, at Jens er splittet. Anna føler sig uønsket her.
Jens skjulte ansigtet i hænderne.
Louise, stop.
Men jeg kunne ikke.
Vil du have, jeg stopper? Så går jeg nu. Skal vi, Anna?
Jeg tog Anna i hånden og førte hende ud. Jens standsede os.
Hvor skal du hen?
Hjem.
Louise, kan vi ikke lige tale sammen?
Nej. Der er intet at diskutere mere. Du må vælge, alt eller intet.
Han blev bleg.
Du sætter mig på et valg?
Du satte dig selv der, Jens. Alle de gange, du bare tav, mens din mor snakkede grimt til mig, mens din søster stak til mig. Nu er det op til dig.
Han sagde ikke et ord. Jeg gik ud. Anna snøftede. Jeg snøftede, men gik.
Nede ringede jeg efter en taxa. Anna faldt i søvn i mit skød på hjemvejen, tung af tårer. Jeg nussede hende over håret og så ud på byen.
Telefonen ringede. Jens. Jeg lod den ringe ud, slukkede til sidst helt.
Hjemme lagde jeg Anna på sofaen, pakkede hende ind i tæppet, satte mig hos hende. Hun sov, næsen peb blidt, kinderne stadig våde.
Min pige. Forvænt, ja, men elsket.
Jeg vidste, jeg havde fejlet i min opdragelse. Måske gav jeg hende for meget, fordi jeg selv fik for lidt. Kærlighed, opmærksomhed, tryghed.
Men hvor går grænsen fra omsorg til forkælelse?
Jeg kendte ikke svaret.
Et par timer senere lød nøglen i døren. Jens kom ind. Han satte sig uden et ord i køkkenet.
Hun sover, sagde jeg.
Tavshed.
Mor er meget ked af det, sagde han.
Det ved jeg.
Mette siger, du opførte dig forfærdeligt.
Måske.
Forstår du, hvad du har gjort?
Jeg lavede te, satte mig.
Ja. Jeg sagde sandheden.
Du beskyldte min mor for at holde Anna ude!
For det gør hun.
Det gør hun ikke! Hun elsker hende!
Hun har set hende tre gange på tre år, Jens. Kærlighed kan ikke måles i ord alene.
Han gned sig i ansigtet.
Hun har ikke helbredet til mere.
Men hun besøger Mette hver uge.
Mette bor tættere på.
Vi bor en halv time væk!
Han sagde intet. Jeg tog hans hånd over bordet.
Jeg vil bare ikke længere spille glad for at passe ind. Jeg vil have respekt på lige fod.
Hvad skal jeg gøre?
Vær på min side. Ikke imellem os på min side.
Det prøver jeg.
Nej, Jens. Du maler over, gør alle glade ingen bliver glade sådan.
Han så på mig.
Skal jeg vælge jer eller hende?
Jeg beder dig prioritere din egen, lille familie. Anna og mig.
Hun er også familie.
Ja, men vi er din næste. Mig og Anna. Og vi har krav på, at du bakker os op.
Vi sad længe i stilhed.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved det heller ikke. Men du må tage stilling.
Skal vi så virkelig aldrig besøge dem mere?
Ville jeg virkelig det? Ikke helt, men ro. Respekt. At Anna ikke følte sig mindreværdig.
Vi kan besøge dem, men kun hvis jeg bliver behandlet ligeværdigt.
Og ellers?
Så undlader vi.
Han tog sig til panden.
Det lyder som et ultimatum.
Nej, jeg opstiller grænser.
Jens rejste sig, kiggede ud i mørket.
Hele mit liv har jeg prøvet at være god søn. Jeg så ikke, jeg ikke var god mand.
Jeg gik op bag ham, lagde armene om ham.
Jeg vil ikke afskære dig fra din mor, Jens. Bare have, hun respekterer os.
Hvad, hvis hun ikke vil?
Så er det hendes valg. Vores er valgt.
Han vendte sig truende omfavnede mig.
Jeg elsker dig.
Jeg dig.
Men hvordan får vi det hele til at fungere?
Vi finder en vej.
Jeg gik ind til Anna, lod hende sove. Da jeg kom ud igen, sad Jens med telefonen:
Hun vil snakke i morgen over en kop kaffe.
Vil du med?
Hvis du lover at stå på min side.
Det lover jeg.
Jeg så på ham, på de nye grå striber ved tindingerne. 19 år sammen, et barn, et liv. Skulle det falde på gulvet?
Har du nogensinde tænkt på skilsmisse?
Han vendte sig.
Hvad? Nej! Vi skal ikke skilles.
Hvis vi ikke finder en løsning
Han gik hen og tog mine hænder.
Hør, du. Jeg har svigtet dig ved at tie stille, men jeg elsker dig og Anna. Vi klarer det.
Hvorfra ved du det?
Det ved jeg ikke, men jeg vil tro på det.
Vi gik i seng. Længe lå jeg vågen, så på loftet, tænkte på alles blikke, på Annas tårer.
Næste morgen vågnede jeg, da Anna sneg sig ind i min seng.
Mor, skal vi aldrig til mormor igen?
Jeg kyssede hendes hår.
Måske en dag. Måske ikke.
Jeg vil ikke derud igen. Det var uhyggeligt.
Hvorfor det?
Du råbte, og alle kiggede på mig.
Sorgen sneg sig ind. Jeg holdt hende tæt.
Undskyld, skat. Jeg skulle ikke have råbt sådan.
Hvorfor råbte du ad mormor?
Hvordan forklarer man et seksårigt barn, at voksne også kan miste overblikket? At sår kan springe op på ét sekund?
Fordi jeg var træt og ked af det, når mormor sagde dumme ting til mig.
Sagde hun dumme ting?
Voksenting, Anna.
Mor Var jeg slem?
Jeg sukkede.
Ja, Anna, lidt. Man spørger ikke om gaver, når det er andres fødselsdag.
Men jeg ville SÅ gerne!
Jeg ved det. Men man må vente til sin egen dag.
Hvor mange får jeg så?
Så mange, som dem, der elsker dig, har lyst til at give.
Anna tænkte.
Elsker mormor mig?
Jeg var i tvivl. Elsker Karen Anna? Måske. Men nok forsvandt i hendes modvilje mod mig.
Det tror jeg på sin måde.
Hun tænkte. Tyrede sig så ind i min favn.
Mor, jeg har tegnet os alle sammen!
Hun viste tegningen. Mig, Jens, Anna og Karen og hendes far, lidt for sig selv, men i én familie. Alle holdt i hånd.
Vi spiste morgenmad sammen. Anna lo, glemte alt om dagen før.
Senere sagde Jens, Mor venter os klokken to.
Går du med?
Ja kun hvis du holder med mig.
Jeg nikkede.
Vi tog afsted, Anna blev hjemme hos min søster. Himlen var grå, København stille.
Karen tog imod os. Hun var bleg, så træt ud.
Kom ind.
Vi satte os, tav længe.
Lad mig starte, sagde jeg. Karen, undskyld udbruddet i går. Det var ikke rigtigt.
Hun nikkede.
Det er glemt.
Men jeg mener stadig, vi ikke bliver behandlet på lige fod.
Hun sagde intet.
Jeg ved, jeg siger tingene for skarpt, hviskede hun. Men jeg ønsker kun det bedste for Jens og Anna.
Det bedste er respekt for os, for vores liv.
Hun så på Jens.
Er det også sådan, du tænker?
Ja, mor, svarede han stille.
Vi blev enige om at starte på en frisk. Det ville ikke ske på én dag, men vi var enige om formålet: Anna og familien.
Da vi gik, gav Karen mig et rigtigt kram.
Kom næste lørdag med Anna. Jeg bager æblekage.
Det vil vi gerne.
Vi kørte hjem. Anna mødte os glad i døren; hun tegnede endnu en familie.
Synes du, det bliver godt nu? spurgte Jens.
Jeg håber det.
Han lagde armen om mig. Udenfor dæmpede lydene sig. København faldt langsomt til ro; i køkkenet var vi tavse, men håbefulde.
Og hvad nu? spurgte jeg.
Jens svarede blidt:
Det tager tid. Men vi har hinanden.
