«Jeg spiser ikke rester, lav mad hver dag.» Min 48-årige kæreste kom med en liste over 5 kvindepligter. Hvad jeg gjorde
Lørdag morgen, da Henrik åbnede køleskabet, tog han bøtten med den gryderet, jeg havde lavet dagen før, op og sagde: Karen, du ved jo, at jeg ikke spiser gårsdagens mad. Kan du ikke lige lave noget frisk? Jeg stod allerede ved komfuret med min kop kaffe og så på ham, som var han landet fra månen. Ikke fordi han spurgte om madfolk spørger da en gang imellem. Men måden han sagde det på: ikke som et spørgsmål, men som et krav. Som om det var en selvfølge, at kvinden i huset stod klar til at lave mad på kommando, og at aftensmad fra dagen før nærmest var en hån mod hans bekvemmelighed.
Jeg er selv 45 år. Selvstændig, har job, min egen lejlighed, og et liv jeg har kæmpet for at bygge op efter min skilsmisse. Det var ikke for at få nogen til at tage sig af mig, at jeg inviterede Henrik til at flytte ind for en måned siden. Jeg havde lyst til at være tæt på en mand, der virkede moden og tilregnelig. Det viste sig, mit billede af modenhed var lidt naivt.
Han virkede jo ret normal… indtil han flyttede ind.
Vi mødtes på en temmelig traditionel mådevia en datingapp. Henrik er 48, skilt, arbejder som fragtmand, han lejede en lille etværelses. Han var høflig på besked, charmerende på dates. Han kom med blomster, fortalte sjove historier, spurgte aldrig ind til min løn og pralede ikke selv.
I tre måneder gik det stille og roligt. Ingen røde flag, ingen mærkelige forventninger. Han kom i weekenderne, lavede mad sammen med mig, vi så film, gik ture. Han hjalp med opvasken, tilbød at handle ind, sagde søde ting. Jeg tænkte: Her er en voksen mand uden underlige ideer.
Men så sagde han, at han var træt af at betale for sit lejeværelse, og at det gav mere mening at flytte ind hos mig, nu vi alligevel var sammen det meste af tiden. Jeg sagde javi var jo voksne, og behøver jo ikke trække det ud.
Den første uge gik sådan set fint. Han ryddede op efter sig, lavede mad en sjælden gang, lod ikke sine ting flyde. Men allerede i uge to begyndte småting, jeg prøvede at ignorere.
De småting var måske ikke så små.
Han lod sin tekop stå. Da jeg spurgte, hvorfor han ikke havde vasket op, sagde han: Du vasker jo alligevel altid op om aftenen, hvorfor gøre det to gange? Så begyndte der at ligge sure sokker ved sofaen. Da jeg bad ham lægge dem i vasketøjskurven, grinede han bare: Karen, slap nu af, det er jo småting.
Dag for dag begyndte han at bede mig om flere og flere småtingat hente noget, række ham fjernbetjeningen, give ham et glas vand, lede efter hans opladerselvom det ofte var ham, der sad nærmest. Jeg arbejdede hjemmefra; han kom kun hjem om aftenen. Alligevel begyndte jeg at føle mig som hushjælp i min egen lejlighed.
Så kom morgenen med gryderetten. Og senere den aftenlisten.
Søndag aften satte Henrik sig overfor mig, tog mobilen frem med alvor i stemmen:
Jeg har tænkt lidt over det, vi burde lige aftale hvordan vi gør med de praktiske ting, så der ikke sker misforståelser. Jeg har lavet en liste over, hvad der logisk burde være familieopgaver.
Jeg blev anspændt. Jeg troede faktisk lige, han ville foreslå, vi skulle fordele opgaverne rimeligt.
Men han åbnede sine notater, og så begyndte han at læse:
Første punkt: Madlavning. Kvinden bør lave mad hver dag, gerne varieret. Jeg spiser ikke rester, så der skal altid være frisk mad. Jeg blev virkelig forbløffet, men han læste videre, uden at registrere min reaktion.
Andet punkt: Vask og strygning. Det er udelukkende kvindens bordmænd kan ikke finde ud af den slags. Mine skjorter skal være strøget til mandag. Indeni begyndte en stor vrede at boble.
Tredje punkt: Rengøring. Grundig rengøring en gang om ugen, tørre støv ofte. Jeg arbejder hele dagen, har ingen tid til det. Hans stemme var klinisk, som var det en formel arbejdsbeskrivelse.
Fjerde punkt: Intimitet. Minimum to gange om ugen. Det er vigtigt for at forholdet er harmonisk. Jeg knugede hånden, mens jeg så ham scrolle videre på mobilen uden at kigge op.
Femte punkt: Økonomi. Husleje og faste udgifterligeligt; madindkøbdet tager du, du står jo for maden. Jeg betaler kun mine egne ting. Han smilede, som om han havde gjort noget fair: Nå, hvad siger duretfærdigt, ikke?
Jeg var stille et øjeblik og spurgte så: Henrik, hvad er så dine pligter på den liste? Han hævede øjenbrynene overrasket: Jamen, jeg bringer da penge ind i hjemmet. Er det ikke nok? Jeg arbejder ogsåhjemmefra, men fuldtid, og jeg tjener mindst lige så meget som dig. Jamen det er jo bare hjemme-arbejde, det er ikke det samme som mit. Du sidder jo bare hjemme, jeg kæmper mig rundt og møder folk hele dagen.
Jeg rejste mig: Så det, du siger, er, at jeg skal være din gratis hushjælp? Han rynkede brynene: Gratis hushjælp? Nej da, det er da sådan, det fungerer, når man bor sammen. Mænd arbejder, kvinder passer hjemmet. Sådan har det altid været. Ja, i halvtredserne. Nu er det altså det 21. århundrede. Han sukkede og talte til mig som et barn: Karen, mænd er ikke skabt til husarbejde. Vi er jægere, kvinder passer arnen.
Jeg lå søvnløs natten igennem. Lyttede til Henriks rolige vejrtrækning, som om alt var, som det skulle være. Som om listen og min rolle i den var det mest naturlige i verden.
Klokken fem om morgenen havde jeg bestemt mig. Jeg pakkede stille hans ting i to tasker og stillede dem ved døren. Skrev en seddel:
Henrik, har læst din liste. Her er min:
1) Find dig en anden arnens vogter.
2) Dine ting står ved døren.
3) Læg nøglerne i postkassen.
4) Ring ikke. Held og lykke med at finde en hushjælp, der betaler for forholdets harmoni.
Jeg var væk, før han vågnede. Gik hjem til min veninde, vi drak kaffe, og jeg fortalte det hele. Hun rystede bare på hovedet: Karen, godt du så det i tide. Tænk, hvis det var fortsat et år.
Tre timer senere skrev Henrik: Er du seriøst så sur over sådan en bagatel? Jeg troede, du var moden. Jeg svarede ikke, blokerede ham bare.
Hvad ligger bag den slags lister?
Nu er der gået to måneder. Jeg har tænkt meget og indset: For det første, at Henrik aldrig ville have en partner, men en, der tog sig af alt, og var til rådighedsom madmor, vaskekone, rengøringshjælp og eksklusiv kæreste, uden at stille modkrav. For det andet, at det var hans verdensbilledeen kvinde over fyrre er for ham ikke et menneske med egne grænser, men en der skal være taknemmelig for opmærksomheden og udføre praktiske opgaver. For det tredje, at der er flere af den slags mænd, end man lige trorde gemmer sig bag normalitet, men listerne dukker op, når man er fanget ind.
Det allervigtigste: At hellere være alene end at ende som en hushjælp i sit eget hjem. Jeg er 45, og jeg har ret til at leve efter mine egne regler. Ingen lister, ingen pligter pålagt kun mig, ingen mand, der ser mig som en funktion i stedet for et menneske.
Er det ensomhedså pyt. Alene er bedre end selskabet af én, der tror, man er hans hushjælp.
Hvad med jer? Ville I være gået efter sådan en liste, eller forsøgt med kompromis? Hvorfor tror I, nogle mænd over 45 leder efter en hushjælp i stedet for en partner? Og har I oplevet nogen ændre sig, når de flyttede ind og begyndte at stille flere krav?
