– Jeg vil skilles, – erklærede Lærke.
Mikkel sad optaget og så fodbold og reagerede slet ikke på sin kones ord.
Lærke gik hen og slukkede fjernsynet.
– Hvad laver du?! Er du blevet vanvittig?! – råbte Mikkel, men fandt sig selv, tog en dyb indånding og sagde forsonende:
– Undskyld. Det var bare et vigtigt øjeblik.
– Jeg er sikker på, at det ikke er vigtigere end det, jeg sagde.
– Hvad sagde du? – spurgte Mikkel forvirret, idet han indså, at han som altid havde overhørt sin kone.
– Jeg sagde, at jeg vil skilles.
Mikkel spærrede øjnene op:
– Skilles? Hvorfor? Jeg troede, at alt var godt mellem os.
– Det troede du.
– Vent nu… I går var vi i teatret, forleden havde jeg blomster med hjem, og i sidste uge gik vi i biografen. Alt, hvad du elsker…
– Ja, men det var jo første gang i syv års ægteskab. Og jeg ved endda hvorfor.
– Hvorfor dog?! – Mikkel begyndte at blive irriteret.
– Fordi jeg har bragt børnene til børnehaven, fået et job, begyndt at gå i fitnesscenter, skønhedssalon, skiftet stil og fået nye venner.
– Hvad har det med noget at gøre?
– Det har alt at gøre med det! Pludselig ser du, at jeg er interessant for andre, at mænd lægger mærke til mig, og at jeg ikke længere har brug for dig som før.
– Det er noget vrøvl…
– Nej, Mikkel, det er ikke noget vrøvl. Ellers ville du ikke være blevet bange, ikke begyndt at kredse om mig, forsøgt at glæde mig, givet blomster og taget mig i biografen eller teatret. Det er en bedrift fra din side!
– Jeg forsøgte… Jeg ville glæde dig… Men jeg forstår ikke: er det derfor, du vil skilles?
– Ja. Jeg ønsker ikke at leve sådan længere. Lige nu lader du som om, du er en kærlig mand, men hvor var du, da jeg gik gravid, da jeg fødte børnene, da jeg ikke sov om natten? Du hjalp mig aldrig! Du var kun symbolsk til stede i vores liv. Kom hjem, spiste, sov. Jeg kan tælle de gange, du tog børnene i dine arme!
– Jeg arbejdede jo! – Mikkel blev oprevet, – for at forsørge os!
– Du arbejdede, det er sandt. Men du forsørgede ikke kun os – også dig selv. Og du havde weekender, men valgte at bruge dem med dine venner.
– Det har jeg da ret til!
– Jeg havde ingen weekender, – fortsatte Lærke uden at bemærke sin mands kommentar, – selvom børnene… de er også dine. Men det interesserede dig mindst. Jeg kan høre dine ord: Jeg har givet dig penge, hvad mere vil du have? Jeg ønskede… At have en pålidelig, kærlig person ved min side. En der støtter mig. Ikke kun materielt, men også moralsk. En der kan vise omsorg.
Men du havde noget helt andet i tankerne. Du levede dit eget liv uden plads til mig og vores børn…
– Du overdriver.
– Det gør jeg ikke. Ved du overhovedet, hvilken børnehave de går i? Det tager os omkring fyrre minutter at komme derhen. Om morgenen! Med offentlig transport! Og du tager alene til arbejdet i bil som en konge. Og det tager dig tyve minutter. Alligevel har du aldrig tilbudt at tage børnene med dig.
– Du bad mig ikke om det, – mumlede Mikkel.
– Hvorfor skulle jeg spørge? Der er ting, en kærlig mand og far ikke skal bede om. Det er underforstået. Men ikke i dit tilfælde, fordi det jo ikke handler om kærlighed. Det har det aldrig gjort…
– Du gør mig til et monster…
– Nej, Mikkel, du er ikke et monster. Du er bare en fremmed for mig. Eller måske har du altid været det.
– Hvad med børnene? Hvad vil du sige til dem? Hvordan vil du forklare det?
– Åh, hold nu op! – Lærke grinte, – de har lige lært at genkende dig på gaden! Jeg har ikke noget problem der.
Mikkel vidste ikke, hvad han skulle sige. På en måde havde Lærke ret, men man kunne også forstå ham: han er en mand, hun en kvinde og burde kende sin plads, tage sig af hjemmet og børnene. Sådan sagde Mikkels far altid. Og hans mor var enig. Men Lærke er på en eller anden måde utilfreds…
– Og hvordan har du tænkt dig at leve på en løn med to børn? – angreb Mikkel, – jeg giver ikke en øre!
– Jo, det gør du, – sagde Lærke roligt, – børnebidrag kan man ikke slippe for. Vi vil dele de ejendele, vi har samlet i retten. Ikke at der er meget at dele, men alligevel. Køleskabet har vi mere brug for. Ud fra det, jeg ved om dig, er jeg sikker på, at du vil kæmpe for det bare for at ramme hårdest muligt. Derfor går vi gennem retten. Gudskelov, vi har ikke en lejlighed. Du kan blive i denne. Jeg har allerede fundet en anden til mig og børnene tættere på børnehaven.
– Nå, skred så! – Mikkel kunne ikke længere holde ud at høre på Lærke, – Tror du, du er en fin dame? Har du planlagt alt?! Ikke glemt noget?! Og bilen? Den får du ikke!
– Den vil jeg ikke have, – smilede Lærke, – jeg har ikke brug for den.
– Hvorfor er du så generøs?! – Mikkel kunne ikke stoppe, – Skidt med bilen! Kører du allerede i en anden? Så fortæl mig: hvor længe har jeg haft ‘horn i panden’?! Du er blevet lidt for modig på det seneste!
– Ikke overrasket, – Lærke var lige så rolig, – jeg vidste, jeg ville høre noget i den stil.
– Forstå det nu, – Mikkel sprang op til sin kone, greb hende ved skuldrene og begyndte at ryste hende, – hvem har brug for dig med to børn?! Lad os glemme alt, hvad du har sagt. Vi kan leve sammen som før. Jeg vil ændre mig, jeg lover!
– Som før? Nej, – Lærke svarede bestemt, – det går ikke.
– Men hvorfor?! – Mikkel skreg næsten.
– Fordi jeg ikke elsker dig længere…
Mikkel blev målløs, grebet af panik, og som om han indså, at videre diskussioner var nytteløse, nikkede han:
– I så fald, så søg om skilsmisse.
De blev skilt efter et halvt år. Det gik, som Lærke havde planlagt.
Nu bor hun med børnene tæt på børnehaven, og hverdagsmorgen er blevet meget roligere.
Og i weekenden – der er hun helt fri! Alt sammen fordi den tidligere mand tager børnene med sig! Han tager dem rundt i byen, leger med dem hjemme, spiller spil og laver mad sammen med dem!
Hvem forstår mænd?
Mens de er gift – både konen og børnene tages for givet. Når de er skilt – finder de tid til børnene og bliver næsten verdens bedste far.
