Jeg har brug for en kvinde, der ikke er ældre end toogfyrre. Det er mit absolutte maksimum. Og selv der, kun hvis hun ser ud som om hun er maksimalt femogtredive. Halvtreds år? Nej, det duer slet ikke, Morten. Jeg leder efter en kvinde med energi og livsglæde, ikke en på min egen alder.
Selv er jeg måske ikke nogen Mads Mikkelsen, men indeni er jeg otteogtyve. Og generelt er det sådan, at mænd kun stiger i værdi med alderen, mens kvinder… ja, du ved.
Sammen med min veninde Signe sad jeg ved nabobordet og hørte ufrivilligt denne enmandsforestilling. Vi var smuttet ind på en café i København, efter træning, for at få lidt salat og en rugbrødsmad, og så blev vores samtale afbrudt af denne højtråbende monolog.
Hørte du det? småfniste Signe lavmælt. Han bilder sig vist noget ind. Snarere på tilbud end eftertragtet, hvis du spørger mig.
Shhh, smilede jeg. Lad os høre færdig. Det er jo næsten gratis teater.
Imens fortsatte manden i samme tempo:
Jeg spiser ikke rester fra dagen før. Det er et princip. En kvinde skal lave mad hver dag. Selvfølgelig kan jeg, nu hvor jeg er alene, godt koge nogle frikadeller, jeg er ikke kræsen. Men i et forhold skal det være ordentligt: karbonader, flæskesteg, hjemmebagt brød. Hun skal også helst være slank jeg vil gerne se forskellen: jeg er solid, hun er delikat.
Og børnene? spurgt hans ven lidt forsigtigt, mens han så lidt skeptisk på den solide. Dine børn er jo voksne nu, det varer nok ikke længe, før der kommer børnebørn.
Jeg har arvinger nok. Jeg søger en ledsager både for sjælen og for kroppen. Aktiv en, der kan tage med i skoven eller ud i bakkerne… eller bare i sommerhus.
Jeg var lige ved at få juice galt i halsen. I bakkerne? Så vidt jeg kunne skønne, kom han næppe længere end til kiosken på hjørnet.
Signe, tør vi vædde på, at han prøver på at score mig? hviskede jeg og blinkede.
Mener du det? Signe spærrede øjnene op. Freja, du er da ikke under fyrre.
Tsk, sagde jeg og lagde en finger mod læberne. Det er et socialt eksperiment. Jeg vil undersøge graden af mandlig selvbedrag.
Det lykkedes uden besvær at præsentere sig. Vi udvekslede telefonnumre, og om aftenen skrev vi sammen som gamle venner.
Online gemte han sig bag navnet “Casanova48”.
Profilbilledet var mindst ti år gammelt: indtrukket mave, dyr tysk bil i baggrunden og et arrogant blik.
Efter nogle dage foreslog Jens, at vi mødtes.
Han kom til vores date i “det fine jakkesæt”. Knapperne sad stramt om maven, der stolt skød sig frem.
Freja, smilede han bredt med tænder, der ikke just strålede. Du ser fantastisk ud i dag.
Tak, Jens, mumlede jeg beskedent. Du ser også… ganske præsentabel ud.
Vi sås yderligere nogle gange.
For mig var det en øvelse i skuespilkunst. Jeg lyttede til historier om hans “forretningsimperium” (et pølsevogn på Nørrebro), om hvordan han “næsten havde købt” ny bil (men valgte at investere i fornyelse af inventaret), og hvor vigtig, den hjemlige hygge var for en mand.
Vi gik i Frederiksberg Have efter hundrede meter måtte han stoppe op og hive efter vejret, påstod det var en speciel åndedrætsøvelse.
Så kom det afgørende øjeblik.
Jens, blød og glad efter middagen og mine komplimenter, syntes nu, det var på tide at tage næste skridt.
Freja, sagde han og tog min hånd. Du er perfekt: slank, dygtig i køkkenet, ung. Apropos, jeg har en lille hemmelighed… Jeg er ikke otteogfyrre.
Nå? jeg løftede overrasket øjenbrynene. Hvor gammel er du så?
Femoghalvtreds, pustede han ud og afventede min reaktion. Jeg ser da stadig godt ud, ikke?
Selvfølgelig, Jens! udbrød jeg. Højst femoghalvtreds, vil jeg sige! Mænd med erfaring har livsvisdom, og det er altid værdifuldt.
Han nærmest strålede.
Det var godt. Jeg var sgu lidt nervøs. Jeg er principfast: kvinder over toogfyrre, det går simpelthen ikke. For meget gammel energi. Men du du har ild i øjnene.
Tak, søde, svarede jeg og strøg ham blødt over hans begyndende måne. Forresten, jeg har også en lille hemmelighed.
Hvad? blev han straks mistænksom. Er det børn? Gæld?
Nej, slet ikke. Det er alderen.
Jens stivnede en smule.
Hvad mener du? Er du ikke fyrre?
Tæt på.
Otteogtredive? spurgte han håbefuldt.
Jeg trak mit sygesikringskort op af tasken og rakte ham det.
Se selv, Jens.
Han tog det med rystende hænder, åbnede og stirrede længe på fødselsåret, mens han mumlede for sig selv.
1975.
Halvtreds… hviskede han og blev bleg. Du er halvtreds?
Præcis, Jens. Jeg fejrede endda fødselsdag for to måneder siden.
Han tabte sygesikringskortet. Han gloede på mig, som om jeg var forvandlet til en heks for øjnene af ham.
Men hvordan? Du ser jo…
Ud som en kvinde, der passer på sig selv, Jens. Ikke en, der lever af hotdogs fra din vogn.
Men det er jo snyd! udbrød han. Jeg sagde, op til toogfyrre det står jeg fast på! Jeg kan ikke date en på min egen alder.
Jeg er faktisk ikke helt på din alder. Og du har jo været tilfreds eller kom der pludselig grus i maskineriet?
Jens rødmede.
Nej, men selve tallet… Halvtreds år. Det er jo næsten pensionist.
Jens, alderdom er, når hjernen nægter at acceptere virkeligheden, svarede jeg roligt og rejste mig. Jeg er en kvinde midt i livet. Og jeg har også indset noget vigtigt.
Hvad da? spurgte han og så mig i øjnene med udtryksløshed.
At jeg, femti år gammel, har brug for en mand. Ikke et sæt komplekser og en pølsevogn. Du vil ikke kunne følge med mit tempo. Du vil brænde op første gang, du prøver.
Jeg tog mit kort tilbage og gik mod døren.
Freja! råbte han. Vent. Hvad skal der ske med os?
Os? vendte jeg mig om. Ifølge dig er vi jævnaldrende. Du ønsker jo noget yngre. Så led du bare videre. Måske finder du én med dårligt syn.
Udenfor trak jeg den friske luft over Christianshavn helt ned i lungerne og smilede.
Signe sad klar i bilen.
Nå, spurgte hun, da jeg sad inde. Fik du ham lukket op?
Sikke meget, lo jeg. Du skulle have set hans ansigt, da han så min fødselsdato. Som om han lige havde opdaget, at jorden er rund.
Og, hvad nu?
Han kommer til at lede videre efter en ung, og spilde sin tid. Vi to skal i byen og fejre livet jeg har nemlig en date med en normal mand i dag. Han er femogfyrre og fuldstændig ligeglad med, hvad der står i mit sygesikringsbevis.
Jens sidder sandsynligvis stadig på datingportalen. Hans profil er opdateret: “Søger kvinde under 40. Ærlig!” Billedet er selvfølgeligt det samme fra for ti år siden.
Så hvorfor mon nogle mænd frygter jævnaldrende kvinder sådan? Og er det en god idé at skjule sin alder for et forholds skyld, eller er ærlighed trods alt bedst?
Livet lærer os, at det ægte møde sker, hvor vi tør stå ved os selv. Alt andet er bare tidsfordriv.
