“Jeg søger en frisk og energisk kvinde, ikke én på min egen alder”: Når man fylder 50, er det helt noget andet nu. Min bejler på 55 dækkede over syv år og sin mave, men blev fornærmet, da han opdagede min alder…
Jeg har brug for en kvinde, der ikke er ældre end 42. Det er min grænse. Og egentlig kun hvis hun højst ser ud som 35. Når man er 50, det duer ikke mere, Henrik. Jeg vil have en energisk, frisk en ikke en jævnaldrende.
Mig selv? Tjo, jeg er måske ikke Mads Mikkelsen, men indeni føler jeg mig som 28. Og ærlig talt, mænd bliver kun mere værd med alderen, men kvinder… du forstår.
Jeg sad med min veninde Trine ved nabobordet, fanget i den mærkelige forestilling. Vi var lige smuttet ind til en hurtig bid brød efter træningen og snakkede om den nye kur, og pludselig blev vores snak overdøvet af denne monolog fra nabobordet.
Hørte du det? mumlede Trine og nikkede mod manden. Han bilder sig ind, han er mere værd. Jeg synes, han lugter af godt tilbud.
Shh, smilede jeg. Lad os høre videre. Det her er ren teaterforestilling.
Imens skruede han op for volumen:
Jeg spiser ikke gårsdagens mad. Kvinder skal lave mad hver dag frisk. Selv kan jeg godt koge kartofler, ingen panik, men har man et forhold, forventer jeg seriøse ting: frikadeller, smørrebrød, lidt hjemmebag. Og selvfølgelig hun skal være slank. Jeg vil have kontrast: jeg solid mand, hun lille og fin.
Og børn? spurgte hans kammerat forsigtigt, mens han betragtede den solide op og ned. Du har jo voksne børn, bliver der snart børnebørn.
Nej, ingen arvinger, har rigeligt i forvejen. Jeg leder efter følgeskab både for sjælen og kroppen. Aktiv skal hun være, klar til en tur i skoven, til Vesterhavet… eller i det mindste springe i sommerhuset.
Jeg var tæt på at hoste min juice op. Til Vesterhavet? Han har da ikke gået længere end til grillbaren på hjørnet.
Trine, tør vi vædde på, om han prøver at score mig? hviskede jeg og blinkede.
Er du skør? grinede hun. Johanne, du er jo ikke 40 længere.
Tsss, sagde jeg og lagde en finger for munden. Socialt eksperiment. Lad os udforske den mandlige selvforførelse.
Han præsenterede sig prompte. Vi byttede numre, og om aftenen skrev vi sammen, som om vi havde kendt hinanden i evigheder.
På nettet hed han Machoman48.
Profilbilledet? Tydeligvis ti år gammelt maven suget ind, dyr Volvo bagved, selvsikkerhed i blikket.
Få dage senere foreslog Lars, at vi skulle mødes.
Han kom i pænt jakkesæt. Knapperne spændte over maven, der rigtigt bulte fremad.
Johanne, sagde han strålende med et ikke helt tandlækkert smil. Du ser fantastisk ud i dag.
Tak, Lars, svarede jeg lavmælt. Du ser også pæn ud.
Vi mødtes flere gange.
Jeg øvede mine evner ud i improvisation. Jeg lyttede til historierne om hans forretningsimperium (en grillpølsebod ved torvet), hvordan han næsten havde købt en ny bil (men valgte at investere), og hvor vigtigt det var, at der var hjemlig hygge.
Vi gik tur i Frederiksberg Have efter et par hundrede meter stønnede han, men påstod, det var moderne åndedrætsøvelser.
Så kom klimakset.
Lars, blød og veltilfreds efter maden og mine komplimenter, følte tiden var kommet.
Johanne, sagde han og tog min hånd. Du er perfekt: slank, god til det med hjemmet, ung. Jeg må indrømme noget Jeg er ikke 48.
Nå? løftede jeg øjenbrynene. Hvor gammel så?
Femoghalvtreds, sukkede han forventningsfuldt. Men ser jeg ikke godt ud?
Jo, Lars! jublede jeg. Du ligner klart en på maks 54. Jeg elsker mænd med erfaring det er jo livsvisdom.
Han blomstrede op.
Skønt, jeg var nervøs. Jeg har jo mine principper, kvinder over 42, der går energien af. Men du du er spræl!
Tak, kære, jeg gik blidt over hans skaldede isse. Jeg har også en lille hemmelighed.
Hvad? spurgte han mistroisk. Har du børn? Gæld?
Nej nej min alder.
Lars stivnede.
Hvad mener du? Du er ikke 40?
Næsten.
Otteogtredive? håbede han.
Jeg tog mit sygesikringsbevis op ad tasken og gav ham det.
Kig, Lars. Se selv.
Han bladrede nervøst og begyndte at regne på fødselsåret.
1975.
Halvtreds mumlede han og blev askegrå. Du er halvtreds?
Præcis, Lars. Blev fejret for to måneder siden.
Kortet gled ud af hans hånd. Han stirrede på mig som om, jeg var forvandlet til Helhesten lige for øjnene af ham.
Men hvordan? Du ser jo ud…
Som en kvinde, der passer på sig selv, Lars. Og ikke lever af franske hotdogs.
Men, det er bedrageri! jamrede han. Mit princip: under 42. Jeg kan ikke date en jævnaldrende!
Jeg er jo heller ikke jævnaldrende helt. Men du var da tilfreds eller hvad? Falder der sand ud nogen steder?
Hans kinder blev ildrøde.
Nej, men selve tallet… halvtreds. Det er jo næsten pensionist.
Alderdom, Lars det er når hjernen nægter at acceptere virkeligheden, sagde jeg roligt og rejste mig. Jeg er kvinde i min bedste alder. Og ved du hvad, jeg har også forstået noget.
Hvad? Hans vattede øjne stirrede på mig.
At jeg, halvtreds og fri, har brug for en mand ikke et sæt komplekser, mave og en pølsebod. Min ild må du alligevel ikke håndtere, Lars, du brænder ud.
Jeg tog mit kort og gik.
Johanne! råbte han. Vent nu, hvad med os?
Hvad os? svarede jeg. Ifølge din logik, skal du have en ung. Søg videre måske finder du en, der ikke ser så godt.
Udenfor ventede Trine i bilen.
Nå? sagde hun, og jeg satte mig. Kom han ud af busken?
For fuld skrue! grinede jeg. Da han så mit kort, lignede han én, der lige havde opdaget at Danmark faktisk har solskin om sommeren.
Hvordan endte det?
Han bliver ved med at søge ungdom, mens vi fejrer. For i aften har jeg en date med en normal fyr! Han er 45 og er hamrende ligeglad med, hvad staten skriver om min alder.
Men Lars sidder stadig på datingportalen. Profilen er opdateret: Søger kvinde under 40, ærlig! Selvfølgelig stadig med ti år gammelt foto.
Hvad tror du, gør nogle mænd så bange for jævnaldrende? Og bør vi overhovedet skjule alderens sandhed, eller er det bedst at være ærlig fra begyndelsen?
