Viggo, har du taget det fine stel frem? Det med guldkanten, ikke hverdagsservicet. Og tjek lige servietterne, jeg har stivet dem, så de står ranke som på en restaurant, sagde Katrine hektisk ude i køkkenet, mens hun fik styr på en vildfaren hårtot. Ovnen duftede allerede dejligt af and med æbler, grøntsagerne til tilbehøret simrede på komfuret, og køleskabet var fyldt til bristepunktet af salater, hun havde snittet hele natten.
Hendes mand, Viggo, kravlede lydigt op på stigen til hemsen.
Kat, hvorfor så meget postyr? Det er jo bare vores egen familie, der kommer. Niklas, mor og tante Ruth. Dem kan vi fodre af med gamle plastikskåle, bare de får snapsen til tiden, mumlede han, mens han balancerede med den tunge æske med Royal Copenhagen.
Lad nu være med at pive. Det er vores bryllupsdag, krystallyllup, femten år sammen. Jeg vil gerne have, at alt er perfekt. Og du kender din bror. Lægger jeg hverdagsstellet på bordet, siger han, vi er blevet fattige. Finder han den mindste revne, kalder han os sjuskede. Han skal ikke have noget at komme efter, bare for en gangs skyld.
Viggo sukkede dybt, mens han steg ned fra stigen. Han vidste, hun havde ret. Hans storebror, Niklas, var ikke nem. Eller, sagt på jysk, han var en rendyrket grobian, der syntes, det var charmerende at være direkte og ægte.
Du må love ikke at lade dig gå på af ham i dag, sagde Viggo, mens han stadigt polerede tallerkener. Han har det ikke nemt for tiden. Mistet jobbet, konen er stukket af. Han er gal som en vred gravhund.
Viggo, hans svære tider har varet i fyrre år. Hans kone gik fordi hun fik aktiveret sin overlevelsestrang, svarede Katrine, mens hun smagte på dressingen. Jeg bider tænderne sammen så længe, jeg kan, men begynder han igen på bemærkninger om min krop eller din løn, så får han ikke en chance.
Klokken præcis fem ringede det på døren. Først ankom svigermor, Birthe, en stille kvinde med et kæmpe moderhjerte, især for den ældste dreng, der aldrig blev rigtig voksen. Dernæst tante Ruth med sin mand. Og til sidst, selvfølgelig, kom Niklas haltende 40 minutter for sent, hvor alle sad og holdt det kolde smørrebrød i hånden og kiggede håbefuldt mod køkkenet.
Han trampede ind med en sky af billig cigaretrøg og kulde.
Så er det nu! I troede ikke, jeg dukkede op, hva? hans rungende latter fyldte den lille lejlighed. Nå Viggo, troede du, jeg havde glemt gave? Værsgo!
Han stak broren en gave pakket ind i reklameavis.
Øh, hvad er det? spurgte Viggo forvirret.
Det er en genistreg! Et sæt skruetrækkere fra Netto. Du kan altid bruge det, jeg ved, du forlægger værktøjet hele tiden.
Katrine trak på smilebåndet med sammenbidte tænder.
Hej Niklas. Kom nu ind og få vasket hænder. Vi har ventet på dig.
Niklas lod blikket glide vurderende op og ned ad hende, så hun frøs indeni.
Hold da op, Katrine! Nyt tøj? Sådan en kjole har jeg ikke set før Den glitrer som sølvpapir. Eller prøver du bare at distrahere fra rynkerne? Bare rolig, bare sjov du er stadig frisk nok. Godt i stand!
Viggo hostede, for at dæmpe den akavede stemning.
Kom nu, Niklas, sæt dig ned. Anden bliver kold.
Niklas satte sig straks i spidsen af bordet, hældte snaps op til randen og tog en sildemad uden at vente på skål.
Tillykke med dagen, småduer! Femten år det er ikke småting. Hvordan i himlen har I holdt hinanden ud så længe? Jeg var gift med Ida i fem år og overvejede at drukne mig! Kvinder, de sutter livet ud. Men Viggo, du er heldig din laver i det mindste spiseligt. Eller han tyggede og så skævt på Katrine måske lidt rigeligt salt? Er du blevet forelsket igen, Kat, eller svigter motorikken med alderen?
Birthe, der sad nærmest, smilede kejtet:
Niklas, nu må du ikke. Katrine laver skøn mad. Prøv salaten her, det er hendes specialitet.
Med tunge? Ha! Det mangler bare. Katrines tunge er jo lang nok det er godt, hun får lidt ekstra. Nej, mor, lad være at tage det personligt. Kritik er sundt, det er det, jeg altid har sagt. Jeg siger tingene lige ud. Det gør folk respekt for én.
Katrine mærkede irritationens varme stige som damp fra en gryde. Viggo sad og stirrede ned i tallerkenen for ikke at skulle forholde sig til noget. Hun så ham tydeligt han frygtede sin bror. Han frygtede ballade. Han frygtede at ødelægge festen.
Rolig nu, tænkte Katrine. Det er kun én aften. For Viggo. For svigermor.
Niklas, hvordan gik det egentlig med jobbet? Du havde samtale sidste uge, ikke?
Han slog opgivende ud med hånden, mens han hældte mere snaps op.
Årh, katastrofe. Unge fjolser, der skal teste min computer-viden. Jeg sagde: Drenge, jeg arbejdede, før I lærte at tørre jer bagi. Men nej, de ville ikke have voksne folk. Nå, måske åbner jeg min egen forretning. Bare jeg kan skrabe lidt mønt sammen Faktisk, Viggo, kan du ikke lige låne mig en femhundrede, til næste måned? Mit VVS er ad H til…
Katrine stivnede midt med salatskålen i hånden.
Niklas, du har da ikke betalt de fem tusind fra dengang bilen gik i stykker, sagde hun roligt.
Niklas blev rød i hovedet, men gik straks til modangreb.
Nå, nu er regnskabschefen fremme! Viggo, ser du, hvordan hun styrer dig? Vi mænd har vores egne regnskaber. Eller står du SÅ meget under tøflen?
Viggo så ulykkelig på både sin kone og sin bror.
Niklas, vi har selv ikke så meget. Vi betalte lånet ud netop nu, og se alt det her mad
Mad, siger du I kaster jo penge om jer! Røde bøffer endda! Fine folk. Men din egen bror kan du ikke hjælpe? Du er færdig, Katrine. Alt skal kun kredse om dig. Ligeglad med familie.
Rolig nu, Niklas, Birthe skubbede en bolle mod ham spis du hellere lidt mere.
Ja jo, hun gør sig altid umage nok især over for chefen, mon ikke? Niklas blinkede til broderen, så Katrine slugte et gisp. Jeg hørte, du blev forfremmet, Katrine? Hvilke kvalifikationer er det nu, du har? Er det fordi du arbejder over så tit?
Så blev der dødsens stille ved bordet. Selv tante Ruth holdt op med at tygge. Viggo blev ildrød.
Niklas, hvad bilder du dig ind? sagde han lavt.
Jeg siger bare det, alle tænker. Du knokler, Viggo, for en lorteløn, mens damen bygger karriere. Tror du, hun elsker dig? Hun bliver bare, fordi du er magelig. Nem at have med. Se dig selv, du er ingen mand!
Nu stopper du, Katrines stemme var pludselig stålfast, selv om hænderne rystede, da hun satte salatskålen.
Nå, så bliver moren barsk nu! Tør ikke høre sandheden? Jeg har altid undret mig over, hvad Viggo så i dig. Kedelig og grå, dominerende som en skurebørste. Ida var da smuk, det får man sige! Men du du tror, du er dronning, bare fordi du har snuppet en svag mand.
Katrine kiggede på Viggo. Hun ventede på, at han ville sige fra. Det gjorde han ikke. Han sad bleg og trykkede sig sammen.
Så må jeg gøre det selv.
Hun rejste sig langsomt, rettede på kjolen og sagde iskoldt, så selv onkel Poul spærrede øjnene op:
Gå. Ud.
Niklas fnøs.
Hvad? Har du fået hedeslag over komfuret?
Ud af mit hjem. Nu.
Dette er også min brors hjem! skreg Niklas. Viggo, siger du ikke noget? Din egen bror!
Viggo så på hende, og vidste at dette var det afgørende øjeblik sagde han hende ikke imod, ville hun forsvinde. Efter femten år sammen.
Niklas, du må gå, sagde han hæst.
Niklas måbede. Han havde forventet alt undskyldninger, måske tårer. Ikke at blive smidt ud.
Er I blevet skøre hele banden? Mor! Se på dem! Jager mig for en lille joke!
Det var ikke sjovt, Niklas, Katrine trådte frem og pegede på døren. Du har krænket mig, du har ydmyget din bror i hans eget hjem. Du tager for dig af alt, og spreder kun galde. Jeg har fundet mig i dig i femten år, men nu er det slut. Ud.
Skrub af, jeg gider ikke mere! råbte Niklas og væltede sit snapseglas, så rødvinen bredte sig over den hvide dug som en blodplet. Hyg jer, fine folk! Jeg kommer aldrig igen!
Lad os håbe på det, svarede Katrine. Og du får ikke flere penge, hverken nu eller senere. Find dig et arbejde.
Niklas blev mørkelilla, greb flasken og trampede mod entreen.
Viggo, du vil ende alene! Du valgte kvinden over blodet! Tøffelhelt!
Døren smækkede så glasset klirrede i vitrinen.
Der blev underligt tavst. Kun uret tikkede, og Birthe sad og holdt hånden for munden, tårerne i øjnene.
Katrine … hvorfor skulle det gå så langt? Han er jo ikke ond, bare lidt for impulsiv. Han havde bare fået for meget.
Katrines stemme var rolig, men beslutsom.
Birthe, impulsiv er at grine højt. At ydmyge, det er råddenskab. I må gerne have medlidenhed, men jeg tillader ikke, at mit hjem bliver losseplads for hans udbrud. Det må I tage et andet sted.
Birthe hulkede sagte. Tante Ruth rykkede på sig og sagde pludseligt:
Men du, Katrine, anden smager himmelsk! Det var på tide, nogen satte ham på plads. Han trampede på mine fødder til brylluppet og undskyldte aldrig. Viggo, giv mig et glas mere, jeg er ved at slippe tøjlerne.
Stemningen lettede. Viggo så taknemmeligt og for første gang længe respektfuldt på Katrine, mens han skænkede rød saft op.
Tilgiv mig, hviskede han lavt jeg burde have gjort det her for længe siden.
Det vigtigste er, at vi står sammen. Og at han er ude.
Resten af aftenen forløb overraskende hyggeligt. Uden Niklas føltes luften lettere. Gæsterne grinede af fælles minder og drillede hinanden kærligt. Selv Birthe tøede op efter et stykke lagkage og begyndte at nynne med, da Ruth startede en fællessang.
Da alle var gået, sad Katrine og Viggo alene med bjerge af opvask og den røde vinplet midt på dugen.
Dugen bliver nok ikke ren igen, sagde Katrine trist. Det var en gave fra min mor.
Viggo lagde armene om hende bagfra.
Skidt med dugen. Vi køber en ny, eller ti nye. Du var fantastisk i aften. Hvor har jeg været dum at finde mig i ham Jeg er jo bare vant til altid at bøje af, for Niklas er så vanskelig. Min mor lærte mig aldrig at sige fra.
Jeg ved det. Men vi er en familie krystal, skrøbelig, men smuk. Og jeg vil ikke lade ham knuse den.
De grinede begge. Nervøsiteten slap.
Apropos skruetrækkersættet, sagde Viggo og tog den forladte gave op. Det sjove er, jeg har præcis sådan ét i forvejen. Han har foræret mig det før og sikkert stjålet det tilbage og foræret det igen.
Ja, sådan er stabilitet: Stagnation på højt niveau, lo Katrine.
Næste morgen kimede Viggos mobil Niklas ringede. Viggo sendte et langt blik til Katrine, der sad fredeligt med kaffen. Han satte lyden på og lagde telefonen med skærmen nedad.
Svarer du ikke? spurgte hun.
Nej. Han kan vente. Jeg har opdaget, hvor rart der er stille.
Din mor vil sikkert blive bekymret, sagde Katrine.
Hun kommer over det. Hun skal også mærke, at vi har rygrad. Vi er vel et hold nu?
Holdet, der elsker and og stilhed, smilede hun.
Ugen efter hørte Katrine, at Niklas fortalte hele familien om, hvor grusomt han blev smidt ud af den vanvittige svigerinde, mens stakkels lillebror sad trykket sammen. Alligevel begyndte familien at komme mere på besøg, og de var mere høflige end før. Rygtet om, at der ikke bliver tolereret grovheder her, virkede stærkere end nogen dørmand.
Og dugen blev faktisk ren med lidt salt og kogende vand Katrines bedste husråd. Ligesom Niklas til sidst forsvandt ud af deres liv. Lidt slid, lidt sviden, og nu er der helt rent og rart igen.
