15 års bryllupsdag. Jeg vil gerne skrive det ned, mens det hele stadig rumsterer i mig. Måske letter det trykket.
Martin, har du taget det fine stel ned? Det med guldkanten, ikke hverdagsservicet. Og servietterne husk at se efter, om de stadig står stive, jeg har stivet dem af, så de skal stå som på en god restaurant, messede jeg i køkkenet, alt mens jeg febrilsk stak strittende totter hår ind bag øret. Ovnen sendte allerede duften ud af and med æbler, og på komfuret småbobledes rodfrugterne til tilbehøret. Køleskabet knirkede af salater fra natten før.
Martin min rare mand kravlede uden videre op på stigen til loftsrummet.
Astrid, helt ærligt, hvorfor alt det fine? Det er jo bare familien. Mor, min bror Henrik, og moster Birthe. De er ligeglade, bare de får smør på brødet og snaps i glasset, brummede han, mens han fiskede æsken med det kongelige porcelæn frem.
Du skal ikke mukke. Det er vores krystbryllup i dag, femten år? Jeg vil gerne fejre det ordentligt. Og du kender Henrik sætter jeg hverdagstallerkener frem, får vi skudt i skoene, at vi er gået nedenom og hjem. Er der en revne, får jeg at vide, jeg er sjusket. Så for én gangs skyld skal han ikke have ammunation til sine dumme kommentarer.
Martin sukkede tungt, mens han gik ned fra stigen. Han vidste, jeg havde ret. Henrik er mildt sagt noget af en udfordring. Eller som jeg har sagt til veninderne: et mønstereksemplar på “bramfri bonderøv” med hans evindelige spydigheder og hensynsløse jokes.
Du må ikke bide på i dag, sagde Martin, mens han tørrede tallerkenerne af. Han har det svært. Fyret fra jobbet, konen er skredet. Han er sur og bitter.
Martin, hans “svære periode” har stået på i hele hans liv. Hans kone gik, fordi hun havde et overlevelsesinstinkt dét kan jeg love dig. Jeg holder ud, så langt opdragelsen rækker. Men begynder han på min krop eller din løn, tager jeg ikke flere hensyn.
Dørklokken lød præcis kl. 17. Først kom Martins mor, Inger, blid og altid villig til at forsvare sine drenge, især den evigt farverige Henrik. Derefter moster Birthe og onkel Poul. Henrik selvfølgelig kom haltende 40 minutter for sent, mens vi andre allerede kiggede skævt til de lunkne forretter.
Han buldrede ind, med en tung duft af billig tobak og den bidende kulde udenfor hængende i jakken.
Her er jeg! Havde I regnet med, jeg blev væk? Næh, I kan tro om igen! vrængede han, grinende højt. Hva Martin, troede du, jeg havde glemt gave? Værsgo!
Han rakte Martin et kluntet, sammenrullet avisbundt.
Hvad er det? spurgte Martin forundret.
Et sæt skruetrækkere fra Bilka. Brug det nu jeg ved, du altid mister skrueting, og jeg skal altid høre dig bande over det.
Jeg smilede anstrengt, selvom jeg mest havde lyst til at sukke.
Hej Henrik. Gå ud og vask hænder. Vi har ventet på dig.
Han lod blikket løbe op og ned ad mig, og jeg fik kuldegysninger.
Nå, Astrid, du har gjort noget ud af dig selv. Ny kjole? Den glimter jo som glimmerpapir. Eller er det for at lede blikket væk fra rynkerne? Spøg til side, Astrid, du ser faktisk godt ud sådan lidt solid.
Martin rømmede sig og sagde: Sæt dig nu, Henrik, anden bliver kold.
Henrik satte sig straks for bordenden, hældte snaps op og tog en sild, før nogen kunne nå at skåle.
Skål med krystalgiftermål! Femten år, utroligt I ikke har kvalt hinanden. Jeg holdt fem år ud med Lene, og jeg var tæt på at rebellen blev brugt. Kvinder, de suger livet ud af en… Du har dog fået dig én, der kan lave mad, Martin! Om end lidt til den salte side, Astrid! Forelsket, eller rystede hånden bare på grund af alderen?
Martin prøvede at skifte emne. Inger skyndte sig at række ham tungen: Prøv salaten, Henrik, den er så fin.
Salat med tunge? Fint nok Lene har altid haft den længste tunge i miles omkreds! Ej, lad nu være mor, kritik er sundt. Jeg kalder en spade for en spade, det respekterer folk mig for.
Mens jeg satte den varme mad på bordet, begyndte det at sitre arrigt inden i mig. Jeg så på Martin. Han sad med blikket gravet ned i tallerkenen, som om han prøvede at løse en rebus i dugens mønster. Han var bange for Henrik. For ballade. For at ødelægge aftenen.
Rolig nu, tænkte jeg. Det er bare én aften. For Martins skyld. For svigermor.
Hvordan gik din jobsamtale, Henrik? spurgte jeg for at aflede.
Han fnyste, mens han hældte endnu en snaps op.
Ork, det var idioter. Jeg kommer til møde, og så sidder der et fjols på 25 år og spørger ind til min IT-viden. Jeg siger til ham: Jeg har arbejdet, siden du gik med ble! Du er ikke aktuel, siger han. Nå, jeg åbner måske eget firma, bare jeg får lidt penge… For resten, Martin, kan jeg låne et par tusind kroner? Jeg skal have vandrørene fikset.
Jeg stivnede med salatskålen.
Henrik, du har ikke betalt de 10.000 tilbage, du lånte til bilen for halve år siden, mindede jeg ham venligt om.
Henrik blev rød. Så gik han straks i angreb.
Nå, revisoren er på pletten! Hold øje med ham, Astrid, han får ikke lov til at blinke. Jeg spørger bare min bror, ikke dig! Eller bestemmer du det også? Er din bror blevet din tjenestepige, Martin?
Martin kiggede skiftevis på Henrik og så på mig. Vi har ikke råd, Henrik. Betaler stadig på boliglånet bare se på bordet, det har kostet nok…
Det kan jeg da se! Henrik stak gaflen i anden. I lever som grever! Luksusmad, fisk, kaviar. Men den stakkels bror, nåh nej, ham er der ikke råd til. Du er blevet for nærrig, Astrid! Alt til dig selv, skidt med os andre.
Tag dig nu sammen, Henrik, prøvede Inger, mens hun satte en bolle foran ham. Astrid har prøvet at gøre det festligt.
Festligt, ja. Går du også og gør dig så meget umage på arbejdet, Astrid? Jeg har hørt, du blev forfremmet. Sikke en karriere! Gad vide, hvad der gjorde udslaget? Var du længe til møderne om aftenen, måske?
Luften stivnede omkring bordet. Selv snakkesalige moster Birthe tav.
Hvad snakker du om! sagde Martin dæmpet, mens hans ansigt blev rødplettet.
Jeg siger det bare, som alle tænker! Du brænder dig op på fabrikken, Martin, og Astrid gør karriere. Tror du, hun elsker dig? Glem det. Du er bare hendes hjælpemand.
Mit blik gled mod Martin når du ikke siger noget, gør jeg det.
Jeg rejste mig langsomt, rettede min kjole og sagde iskoldt: Gå nu, Henrik. Ud.
Hvad? Er du blevet tosset af komfuret?
Gå. Nu.
Det her er også min brors hjem! Martin, hør, hun smider mig ud! Sæt nu foden ned!
Martin løftede blikket. Jeg så kampen i ham og endelig, endelig kom ordene:
Henrik, gå nu. Bare gå.
Henrik stod målløs. Han så på sin mor, så på os.
Helt ærligt? Er det dét her? Mor, hvad siger du!
Det var ikke for sjov, Henrik, sagde jeg, mens jeg pegede mod døren. Du har fornærmet mig. Du sidder her, spiser vores mad, drikker vores vin, og håner os. Jeg har holdt din opførsel ud for husfredens skyld. Nu er det nok. Ud.
Det er da utroligt! brølede han, så rødvinen flød ud over lærredet. Det var det sidste! Jeg kommer aldrig igen!
Det er helt i orden, sagde jeg stille. Penge får du ikke. Heller ikke i fremtiden.
Han stak flasken under armen. Martin, du vil fortryde det her! Du vælger hende frem for din bror! Han smækkede døren så hårdt, at porcelænet klirrede.
Dybt, insisterende stilhed. Det er mærkeligt så stille et hjem kan blive, når én stemme mangler.
Astrid… var det nu nødvendigt? Han mente det jo ikke han var bare fuld, hviskede Inger.
Jeg håndterede det så roligt jeg kunne. Inger, at være “uskrømt” er én ting. At svine sit eget blod til er noget andet. Her i mit hus vil jeg ikke have det længere. Du må gerne være mor for Henrik. Men ikke her ikke ved mit bord.
Inger snøftede. Moster Birthe brød tavsheden: Sikke en lækker and, Astrid! Godt han er væk han har mast mine fødder siden jeres bryllup. Martin, giv mig vin jeg har brug for lidt trøst.
Stemningen lettede. Martin så på mig med en varme og et respektfuldt blik, jeg ikke så ofte får det ramte noget inde i mig.
Undskyld, hviskede han, da han skænkede mig saft. Det var min opgave. Jeg skulle have gjort det selv.
Vi er sammen om det, sagde jeg og lagde min hånd på hans. Nu er vi frie.
Resten af aftenen blev hyggelig. Luften var lettere uden Henrik og det føltes som om vi for første gang i mange år bare kunne grine. Inger tøede op efter et glas kirsebærvin og et stykke napoleonskage og sang endda med, da Birthe begyndte på en gammel skål.
Da alle var gået, faldt jeg træt ned på en stol og betragtede vinpletten.
Sikkert den ikke går af. Mor har givet mig dugen. Ærgerligt.
Martin kom bagom mig og lagde armene rundt om mine skuldre.
Vi køber en ny. Eller ti. Du har været fantastisk. Hvorfor lod jeg ham tirre dig i årevis? Jeg er opdraget til at give efter han fik altid ret. Mor sagde: “Han har det svært.” Så jeg undgik sammenstød.
Jeg forstår dig. Man kan ikke ændre barndom hurtigt. Men vi er jo familie. Skør men smuk som krystal. Og jeg lader ikke en bralrende onkel smadre os.
Vi grinede begge, nervøsiteten forsvandt langsomt.
Apropos, skruetrækkersættet! sagde Martin og tog gaven, Henrik havde glemt. Ved du hvad? Jeg har allerede sådan ét. Det er det samme han gav for tre år siden han havde bare genbrugt det!
Sikker stil, lo jeg.
Dagen efter ringede Henrik utallige gange. Martin kiggede blot på skærmen, så på mig, lukkede ned og lagde telefonen med bagsiden opad.
Du tager den ikke? spurgte jeg.
Nej. Han skal bare køle af. Og ved du hvad, jeg kunne vænne mig til roen fra i går.
Din mor bliver ked af det, sagde jeg.
Mor klarer det. Måske lærer hun, at jeg (eller vi!) også kan sige fra. Vi er jo et hold nu?
Team! Team and med æbler, svarede jeg.
Senere fortalte Inger mig, hvordan Henrik nu farvede historien, så jeg havde smidt ham ud uden grund, mens Martin “sad trykket ned”. Men mærkeligt nok ville alle pludselig gerne på besøg hos os, og alle var meget mere høflige end sædvanligt.
Og dugen? Den blev fin igen. Jeg brugte min mormors gamle husråd salt og kogende vand. Ligesom med Henrik: lidt slid, lidt svi, men nu er alt rent og pænt.
