**Dagbogsnotat**
Solen skinnede. Haven var fyldt med blomster. Alt var perfekt — for perfekt, faktisk.
Da jeg stod ved alteret med Mikkels hånd fast i min, prøvede jeg at få hjertet til at slå langsommere. Det var ikke nervøsitet over at gifte mig med ham. Jeg elskede ham. Det troede jeg i hvert fald. Nej — det var noget andet. En underlig spænding i luften, som øjeblikket før et tordenvejr. Gæsterne hviskede. Telefoner klikkede.
Min mor tørrede tårer fra øjnene. Og lige da ceremonimesteren spurgte: „Hvis nogen her kender en grund til, at disse to ikke bør forenes i ægteskab, må de tale nu eller for evigt tie stille,“ blev øjeblikket splintret.
„JEG PROTESTERER!“
Stemmen skar gennem luften som en kniv. Høj. Klar. Vred.
Gisper løb gennem forsamlingen. Gæsterne rejste sig og vendte sig mod lyden.
Mine knæ gav lidt efter. Mikkels greb om min hånd strammede.
Fra enden af midtergangen trådte en kvinde frem i en flyvende rød kjole. Hendes hæle klikkede mod brostenene med en selvsikkerhed, som om hun intet havde at tabe.
Det var Freja.
Mikkels ekskæreste.
Og hun holdt noget i hånden — en telefon? Nej. Et foto?
Jeg blinkede, mens hjertet hamrede i mine ører.
„Freja, hvad laver du?“ knurrede Mikkel, kæben stram.
„Jeg gør, hvad jeg burde have gjort for måneder siden,“ sagde hun, kun svagt rystende. „Jeg fortæller hende sandheden.“
Mit åndedræt satte sig fast i halsen. Mine øjne flakkede til Mikkel, men han ville ikke møde mit blik.
„Hvilken sandhed?“ hviskede jeg, selvom jeg allerede frygtede svaret.
Freja trådte nærmere og holdt fotot højt. „Dette blev taget for fire uger siden. I Aarhus. Den aften Mikkel sagde, han havde en arbejdsrejse. Sjovt, ikke? Samme aften fortalte han mig, at han elskede mig.“
Forsamlingen gispede igen. Kameraer klikkede. Hvisken fyldte luften.
„Hun lyver,“ sagde Mikkel hurtigt og vendte sig mod mig. „Skatter, hun er besat. Hun har stalket mig lige siden vi slog op.“
Frejas latter var tom for humor. „Åh, hold op. Du fortalte mig, at du giftede dig med hende for pengene. At hendes fars firma ville give dig den forfremmelse, du altid har ønsket.“
Mit hoved snurrede. Jeg følte mig svimmel, kvalm og tom.
Det kunne ikke passe. Mikkel og jeg havde været sammen i to år. Han var den første, der fik mig til at føle mig set, elsket… tryg.
„Sig, at hun lyver,“ bad jeg og så ham lige ind i øjnene.
Han åbnede munden. Lukkede den. Og sagde så det eneste, der bekræftede alt.
„Hun skulle ikke have dukket op.“
Ordene ramte mig som et slag. Forsamlingen eksploderede i kaos.
Jeg trådte et skridt tilbage.
Mikkel greb efter min hånd igen. „Emma, vær nu sød. Lad mig forklare.“
„Det har du allerede,“ sagde jeg, knap hørligt.
Og så rejste min far sig.
Med rolige, bevidste skridt gik han hen til alteret. „Emma,“ sagde han blidt, „du behøver ikke gennemføre dette.“
Jeg så på ham, derefter på Mikkel, hvis ansigt nu var helt hvidt.
„Vent,“ sagde jeg og løftede hånden. „Freja, har du beviser? Beskeder?“
Hun nikkede. „Hundredvis.“
Hun scrollede gennem sin telefon og rakte den til mig.
Mine hænder rystede, da jeg læste:
„Glæder mig til,
