Jeg var ved at blive gift, men forelskede mig i hans bror! Hvordan skal jeg håndtere dette kaos?
Mit navn er Ida Rasmussen, og jeg bor i Aarhus, hvor Gudenåen stille snor sig gennem de gamle gader. Jeg er 28 år gammel og i desperat behov for råd og et objektivt syn. Jeg har haft en række mislykkede forhold: jeg er blevet svigtet, forladt og udnyttet, hvilket efterlod mig med et knust hjerte. Så da jeg mødte Anders ved Vesterhavet, blødte hans ihærdige tilnærmelser mig ikke op med det samme. Jeg holdt afstand og besluttede, at det bare skulle være en let ferieflirt. Men han var anderledes – høflig, intelligent og ærlig til det yderste. Anders indrømmede, at han var betaget af min skønhed, intelligens og væremåde, og at jeg var den, han ønskede at stifte familie med. Han havde et prestigefyldt job, stabilitet og evnen til at forsørge en kone og børn.
Vores forbindelse blev ved efter ferien. Jeg vendte tilbage til Aarhus, han til København, hvor han kommer fra. Hver aften ringede han uden at være påtrængende, og hver fredag kom han til mig – vi tilbragte weekenderne sammen og kom tættere på hinanden dag for dag. Efterhånden troede jeg på det: han havde ret, vi var skabt for hinanden. Vi var begge voksne og erfarne, klar til seriøse skridt. Hans kærlighed var stærkere end min, og det gav mig håb om, at jeg ikke ville brænde mig igen på mænds spil og utroskab. Da jeg endelig sagde “ja” til hans frieri, tog Anders mig til København for at møde sine forældre. De tog varmt imod mig med smil og bakkede op om sønnens valg. I deres nærvær satte han en smuk forlovelsesring på min finger, og hans mor tog mig med til juveleren – for at vælge en guldkæde og øreringe. Hun insisterede på, at jeg selv skulle vælge, hvad jeg kunne lide – det rørte mig dybt.
Vi planlagde brylluppet til midten af september – vi ventede på hans bror, Mikkel, der skulle komme tilbage fra Schweiz, hvor han boede og arbejdede. Anders glædede sig til at introducere os. Dagen efter Mikkels ankomst tog Anders ham med til Aarhus. Og dér kollapsede alt. Så snart vi mødte øjne, følte jeg jorden forsvinde under mig. Aldrig før havde en mands tilstedeværelse slået mig så hårdt – mit hjerte bankede og min vejrtrækning blev urolig. Jeg så, hvordan Mikkel blev stående, som ramt af lynet, uden at kunne tage øjnene fra mig. Det var uforklarligt: man ser en person for første gang, men tiltrækningen – både sjælelig og fysisk – overskyller en som en bølge. Samme aften ringede han til mig fra København og fortalte alt. Hans ord – lidenskabelige og intense – runger stadig i mine ører, knækkende mine knæ. Han sagde, at for Anders er ægteskab en pligt, stabilitet, orden, og at jeg var den perfekte kone efter hans strenge kravsliste. Men det er ikke kærlighed. Ikke den vanvittige, altopslugende lidenskab, der brænder i ham, og som han så i mine øjne. Han kunne ikke leve med at vide, at en anden – selv hans bror – ville røre ved mig.
Jeg græd, mens jeg forsøgte at forklare, at jeg havde givet et løfte, at hans forældre ikke kunne tåle sådan et slag, at vi var nødt til at kvæle disse følelser, uanset hvor smertefulde de var. Men han lyttede ikke. “Vi tager til Schweiz, gifter os, og bringer alle foran fakta. Ellers er det en pine, en langsom død. Vores kærlighed fortjener ikke en grav!” råbte han i telefonen. Jeg vaklede mellem skyldfølelse og ild i hjertet. Anders – pålidelig, venlig, mens Mikkel – som en storm, der tager mig ud i passionens afgrund. Jeg følte mig som en forræder for den ene og håbløst forelsket i den anden. Og så gav skæbnen mig en udfordring: Jeg gled på kontortrappen, brækkede anklen og armen over håndleddet. To komplicerede operationer, gips, måneders genoptræning – brylluppet måtte udskydes.
Nu kommer Anders til Aarhus hver weekend. Han overøser mig med omsorg, ømhed, støtter mig og hjælper med at klare smerterne og gipsen, forsikrer mig om, at han vil vente på mig til alteret. Og Mikkel ringer fem gange om dagen fra Schweiz, bønfalder mig om at vælge flugten: “Jeg kommer, henter dig i al hemmelighed og tager dig til mig i flyet!” Hans stemme – som gift, der forgifter min samvittighed, men trækker mig utroligt. Mit hjerte skriger: vælg kærlighed, kast dig ud i kløften med Mikkel! Men fornuft, opdragelse, moral siger: bliv med Anders, glem dette vanvid, ødelæg ikke det, der er opbygget. Jeg er i splittelse. Nogle gange tænker jeg: Måske burde jeg fjerne dem begge fra mit liv? Gå væk, så jeg ikke forråder den ene og ikke lider over den anden? Men er det det rigtige?
Jeg får ingen søvn om natten, forestiller mig, hvordan Anders sætter ringen på mig, og så – hvordan Mikkel kysser mig i en eller anden schweizisk by ved en sø. Den ene – min fæstning, den anden – min flamme. Anders’ forældre tog imod mig som datter, og jeg er ved at knuse deres hjerter. Mikkel er klar til at opgive sin familie for mig, og jeg frygter, at jeg vil ødelægge hans liv, hvis jeg takker nej. Hvordan vælger man mellem pligt og lidenskab? Hvordan undgår man at blive den, der forråder alle – og sig selv inklusive? Jeg er fanget i denne kaotiske følelse og kan ikke se en udvej. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, hvordan skal jeg leve videre med denne kærlighed, der river mig i stykker?”
