JEG SKAL NOK HUSKE DIG – Frk. Maria, jeg kan altså ikke få den bue rigtig, – hviskede Tem, en trist andenkasseelev, mens han prikkede med penslen på det genstridige, grønne blad på sin blomst. – Hold penslen lidt blødere, min ven… Sådan – som en fjer over din håndflade. Sådan! Flot! Sikke en bue! – smilede den ældre lærerinde, – Hvem har du malet den smukke blomst til? – Til mor! – lyste Tem glad, nu hvor bladet var lykkedes, – Hun har fødselsdag i dag! Det er min gave! – og efter lærerindens ros glødede hans stemme af stolthed. – Din mor må være lykkelig. Vent lidt, luk ikke bogen endnu. Lad malingen tørre, så det ikke tværer ud. Når du kommer hjem, kan du forsigtigt rive siden ud. Du skal se, hun bliver glad for den! Lærerinden sendte et blødt blik mod Toms bøjet nakke over tegneblokken, og vendte – småsmilende for sig selv – tilbage til kateteret. En gave til mor! Sådan en smuk gave har hun vist ikke fået i lang tid. Tom har talent for at tegne! Jeg må ringe til hans mor og foreslå kunstskolen. Sådan en gave må man ikke lade gå til spilde. Og samtidig spørge min gamle elev, om hun kunne lide gaven? Maria Sergejevna kunne selv dårligt slippe blikket fra Temkas blomster på papiret. Man ventede næsten, at bladene begyndte at rasle og sno sig. Åh, Tem er ligesom sin mor! Helt sikkert som sin mor! Lærke tegnede som barn også fortryllende… ***** – Frk. Maria, det er Lærke, Toms mor, – lød telefonen om aftenen – Jeg vil bare sige, at Tom ikke kommer i morgen, – sagde en ung kvinde stramt. – Hej, Lærke! Er der sket noget? – spurgte Maria Sergejevna nysgerrigt. – Han ødelagde hele min fødselsdag, lille skarn! – udbrød Lærke arrigt. – Nu ligger han med feber, ambulancen er lige kørt. – Hvordan med feber? Han gik jo rask hjem fra skole med en gave til dig… – Taler De om de klatter? – Klatter? Hvad mener du, Lærke! Han tegnede blomster til dig! Jeg ville netop ringe og foreslå, at han begyndte på kunstskole… – Jeg ved ikke, hvad det var for blomster, men det ligner nærmest en håret klump! – En klump? Hvad mener du? – Maria Sergejevna blev mere forvirret, mens hun lyttede til Lærkes nervøse forklaringer. – Ved du hvad, Lærke, vil det genere dig, hvis jeg lige kigger forbi? Jeg bor jo tæt på… Få minutter senere, med Lærkes samtykke, stod Maria Sergejevna klar med sit ældgamle, slidte album med gamle skolefotos og børnetegninger fra sin allerførste klasse, på vej ud ad døren. I det lyse køkken, hvor Lærke bød hende ind, rodede beskidte tallerkener og fødselsdagsrester rundt. Lærke fortalte, hvordan Tom kom for sent hjem, drivvåd og fuld af mudder… Hvordan han fiskede en gennemblødt hvalp op af rygsækken, stinkende af losseplads, efter at have kastet sig i en regnvandspøl for at redde den, hvor de andre drenge havde smidt den! Alt om de ødelagte skolebøger og klatterne i albummet, der ikke var til at se på uden tårer. Og om hans feber, der steg til næsten 39 på en time… Gæsterne gik uden kage, lægen skældte hende ud for ikke at passe ordentligt på barnet… – Jeg gik tilbage med hvalpen til lossepladsen, da Tom sov. Albummet ligger til tørre på radiatoren. Der er slet ikke flere blomster tilbage – ikke engang klatter! – fnøs Lærke utilfreds. Toms mor lagde slet ikke mærke til, hvor mere og mere mørkt Maria Sergejevna blev i blikket for hvert et ord. Især da hun hørte, hvad der var sket med hvalpen, blev hendes ansigt hårdt. Hun tog blidt fat om det ødelagte album og fortalte stille… Om de grønne buer, om de levende blomster… Om barnets flid og mod. Om drengens hjerte, der ikke kunne bære uretfærdighed, og de bøller, der smed den forsvarsløse hundehvalp ned i hullet. Hun rejste sig, tog Lærke blidt om hånden og trak hende hen til vinduet: – Derude, det hul dér – Tom kunne selv være druknet. Men tænkte han på sig selv i det øjeblik? Eller på blomsterne han var så forsigtig med at male, så gaven ikke blev ødelagt? Måske har du glemt, Lærke, hvordan du dengang tilbage i 90’erne sad grædende på skolebænken med en hittekat, du havde reddet fra gårdens bøller? Hvordan hele klassen kælede for den og ventede på din mor – hvordan du slet ikke ville hjem og skældte ud over, at “den luseklump” blev sat ud. Godt dine forældre ombestemte sig! Nu vil jeg minde dig om det! Og din Tissemis, som du nægtede at skille dig af med! Og det langørede gadekryds, der holdt dig trofast med hele vejen op gennem gymnasiet. Og rågen med det brækkede vinge, som du plejede… Maria Sergejevna trak et gulnet foto frem af albumet – en spinkel pige i hvid forklæde knuger en lille kat i armene og smiler til flokken af klassekammerater – og fortsatte med stille, men stærk stemme: – Jeg vil minde dig om den godhed, der blomstrede i dit hjerte, farvet i alle regnbuens nuancer… Efter billedet landede en falmet børnetegning på bordet: en pige, der holder en ulden killing i den ene hånd og knuger morens hånd med den anden… – Hvis det stod til mig – sagde Maria Sergejevna mere bestemt – havde jeg kysset både hvalpen og Tom! Og sat “klatterne” i glas og ramme! For der findes ingen bedre gave for en mor end at opdrage et menneske ud af sit barn! Den ældre lærerinde ænsede slet ikke, hvordan Lærkes ansigt ændrede sig for hvert et ord. Hun så bekymret mod Toms dør og knugede albummet med hvide knoer… – Maria, vil du passe Tom et øjeblik? Bare nogle få minutter! Jeg er hurtigt tilbage! Under lærerindens blik greb Lærke sin frakke og fór ud ad døren. Uden at ænse sine våde fødder løb hun gennem natten mod lossepladsen, kaldte og ledte under skraldeposer og kasser – hele tiden med blikket på huset… Kan han tilgive? ***** – Tem, hvem er det der har snuden i blomsterne? Er det vennen Diku? – Ja, Frk. Maria! Kan du kende ham? – Det kan jeg tro! Den hvide stjerne på poten kan jeg ikke tage fejl af! Kan stadig huske, hvordan vi vaskede de poter rene med din mor, – lo lærerinden venligt. – Jeg vasker dem hver dag nu! – sagde Tom stolt, – Mor siger, har man fået en ven, skal man passe på ham! Hun har endda købt et særligt kar til det! – Du har en god mor, – smilede lærerinden, – Tegner du gave til hende igen? – Ja, det skal i ramme denne gang. For dér hænger klatterne nu, og hun smiler alligevel til dem. Kan man smile til klatter, Frk. Maria? – Til klatter? – smålo lærerinden – Måske, hvis de kommer lige fra hjertet. Men fortæl mig, ven, hvordan går det på kunstskolen? Er det sjovt? – Meget sjovt! Jeg kan snart tegne mors portræt! Tænk, hvor glad hun bliver! Men her – Tom rodede i tasken og trak et sammenfoldet ark frem – Det er fra mor. Hun tegner også! Maria Sergejevna foldede arket ud og lagde hånden på Toms skulder. På det hvide papir så hun farvestrålende Tom, strålende af lykke, med hånden på hovedet af en sort, hengiven hund. Til højre stod en lille, lyshåret pige i gammeldags skoleuniform, med en killing i armene … Og bag lærerpultens stabel af bøger smilede Maria Sergejevna med varme og uendelig visdom i øjnene. I hver eneste streg mærkede hun den dybe, uendelige moderkærlighed. Maria Sergejevna tørrede stille en tåre væk og smilede – for i hjørnet, med blomster og grønne buer, stod der med barneskrift: “Jeg husker”.

JEG SKAL NOK HUSKE PÅ DET

Vera, se her, min sving sidder altså forkert, hviskede lille Frederik i 2. klasse trist, mens han pegede med penslen på den grønne bladranke på sin blomstertegning, der bare ikke ville svinge som den skulle.
Du skal bare lige løsne grebet, ik, skat, klukkede fru Bering, som hun med flyvende bevægelse guidede børnehånden, Sådan, som et fjer stryger hen over din håndflade. Se! Nu ligner det jo næsten en kaprifolie! Godt gået, Frederik! Hvem er det egentligt, du laver sådan et mesterværk til?
Det er til mor! Frederik smilede som om solen boede i mundvigene, Hun har fødselsdag i dag! Det er min gave! han var helt høj på ros.
Din mor må være lykkelig, Frederik. Men vent lidt, du må ikke lukke albummet endnu. Farverne skal altså tørre, for ellers bliver det bare smattet. Når du er hjemme, så kan du rive siden ud jeg er sikker på, din mor bliver ellevild med den!

Fru Bering sendte et sidste blik efter sit lille arbejdsomme kunstnerhoved og satte sig ned, mens hun smilede for sig selv.
Sikke en gave til moren! Sådan noget havde hun ikke fået længe. Frederik havde virkelig talent for at tegne egentlig burde hun ringe til moderen og foreslå, at han meldtes ind i Kunstskolen. Sådan et talent må da ikke glemmes. Ja, og samtidig høre, om gaven faldt i god jord Fru Bering kunne knap selv løsrive øjnene fra papirblomsterne, man kunne næsten både høre og mærke de grønne buer rasle af liv.
Han har det bestemt fra sin mor! Lene tegnede også så fantastisk, da hun gik i hans alder…

*****
Fru Bering, det er Lene, Frede Rasmussens mor, lød det ud af røret hos læreren om aftenen, Jeg vil bare sige, Frederik kommer ikke i morgen. Lenes stemme var kold som en regnvåd decemberdag.
Hej, Lene! Er der sket noget?
Åh, alt gik galt! Han ødelagde hele min fødselsdag, den unge bølle! stemmen næsten vibrerede, Og nu ligger han med feber, vagtlægen var lige forbi.
Feber? Jeg så ham gå glad fra skole med sin gave til dig
Den der klatmalede omgang?
Nej hvad nu, Lene! Han havde lavet de smukkeste blomster til dig! Jeg ville ringe og høre om han skal gå på Kunstskole
Jeg ved ikke med de blomster, men jeg forventede altså ikke en stinkende, drivvåd bylt!
Bylt? Hvad snakker du om? Fru Bering var helt forvirret og lyttede i stilhed til Lene, der snublede rundt i forklaringerne om våde bøger, mudret tøj, og feber, der sneg sig op mod 39 på et øjeblik
Ved du hvad, Lene der bor jeg jo lige om hjørnet. Må jeg kigge forbi? Jeg bliver ikke længe

Få minutter efter havde Fru Bering den gamle kasse med udblegede billeder og gamle børnetegninger under armen, og hun travede de få meter hen til Lene.

På Lenes lyse køkken herskede der mildt kaos: kagefadet flyttet, snavset service, og Lene begyndte at fortælle.
Frederik kom for sent hjem, tøj og sko pjaskvåde og oversmurt med mudder. Så hev han en sølle, drivvåd hvalp frem fra jakken, som stank langt væk! Han var sprunget i en vældig vandpyt for at redde den; de andre drenge havde kastet den derned. Hans danskbøger lignede mest noget, katten havde forgrebet sig på.
Da Frederik kort efter fik feber, og gæsterne gik hjem uden at se skyggen af fødselsdagskagen, kunne lægen fra Lægevagten passende lægge Lene ned med en svada om børneopdragelse oven i.
Så jeg slæbte den dér hund tilbage på lossepladsen, mens Frederik sov. Albummet med tegningen ligger derovre og tørrer af blomsterne er der nærmest intet tilbage! Lene fnøs ad helvede til.

Hun bemærkede slet ikke, hvordan Fru Bering blev mere og mere alvorlig i blikket. Og da hun nævnte hvalpens skæbne, blev læreren kold som Vesterhavsvinden i januar. Med en blid hånd på det dryppende album begyndte hun sagte at tale…
Hun fortalte om de grønne slyng, blomsterne som næsten kunne ryste duggen af sig, om drengeflid og usædvanligt mod. Om et retfærdighedssans, der ikke fik plads i en så ung krop og om de bøller, der smed et hjælpeløst kræ i et vandhul.

Så trak hun Lene med hen til vinduet:
Se derovre: det er det hul, Frederik sprang i. Hvis han kun havde tænkt på sig selv, var han nok aldrig hoppet ned men han tænkte måske mere på, om blomsterne ville klare turen hjem til dig uden at blive plettede?
Jo har du glemt, Lene, dengang i halvfemserne, da du sad og græd på skolebænken med den lille hittekat du havde reddet fra ungerne i gården?
Hvordan hele klassen sad og nussede den, mens vi ventede på din mor og da dine forældre smed “den skaldede bylt” ud, var du jo helt knust, indtil de fortrød og tog den ind igen!
Jeg kan nemt minde dig om lille Kisser, som du ikke ville skilles fra! Og den gamle Max, din trofaste gårdhund, der fulgte dig helt gennem gymnasiet, og kragen med den brækkede vinge, du vogtede over i skoleakvariet

Fru Bering trak en falmet fotostat op: en spinkel pige i forklæde, der kærligt krammede en kat, med hele klassen omkring sig.
Jeg må nok hellere også minde dig om den hjertevarme, du gik rundt med selv når verden ellers var rå.

Så kom der et gammelt barnemaleri frem af en pige med en fnugget kat i den ene hånd, og morens trygge hånd i den anden

Tro mig, sagde Fru Bering med eftertryk, hvis jeg kunne, ville jeg kramme både Frederik og den hvalp til de blev trætte! Og jeg ville hænge hans bøjede blomster indrammet op hjemme hos mig for der findes ikke en større gave for en mor, end når hendes barn vokser op og bliver et rigtigt ordentligt menneske!

Hun lagde ikke mærke til, hvordan Lene nu sendte bekymrede blikke mod døren til Frederiks værelse og krammede det halvvåde album med hvide knoer.
Fru Bering! Kan du ikke lige holde et øje med Frederik? Bare kort jeg kommer straks tilbage!

Lene fløj ud ad døren med overtøjet på halv, og spænede direkte ned mod lossepladsen. Hun kiggede ind under gamle kasser, i mudder og sjappede poser kaldte og rodede, mens hun hele tiden så mod huset Ville hun mon blive tilgivet?

*****
Frederik, hvem er det, der har snuden nede i blomsterne der? Det må da næsten være din ven Vuffer?
Det er nemlig Vuffer, Fru Bering! Kan I kende ham?
Bestemt! Og det lille hvide stjerneplet på poten skinner som bare pokker. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg og din mor stod og skrubbede de poter den første dag, grinede Fru Bering,
Jeg vasker dem stadig HVER dag! Frederik var pavestolt, Mor siger, har man en ven, må man tage ansvar. Hun har endda købt en fodbadekar til ham!
Du har nu en god mor, smilede læreren, Er du i gang med endnu en gave til hende?
Jep, det her skal i ramme denne gang. For nu står hendes gamle tegning med blomsterklatter derhjemme, og hun smiler altid til den. Kan man virkelig smile til et par akvarelklatter, Fru Bering?
Klatter kan faktisk være værd at smile til, hvis de er lavet med hjerteblod og kærlighed, nikkede læreren klogt, Hvordan går det egentlig inde på Kunstskolen?
Åh, det går forrygende! Snart kan jeg male et MAMMA-portræt! Det bliver hun glad for. Indtil videre har jeg noget mere til dig, Frederik rodede i sin taske og trak et sammenfoldet A4 frem, Den har mor tegnet hun maler også.
Fru Bering foldede forsigtigt papiret ud og lagde hånden på Fredeks skulder.

På det hvide ark: En strålende glad, farvestrålende Frederik, med hånden på hovedet af en sort/hvid gadekrydshund, der kigger op med et blik fuld af beundring.
Til højre: En lille, lys pige i udvasket skoleuniform knuger en killing og til venstre, bag skrivebordet, ser Fru Bering selv på dem alle: smilende, øjne fulde af visdom og varm godhed.

I hver linje og penselstrøg mærkede Fru Bering stoltheden ikke kun den moderlige, men menneske-stolthed.
Hun tørrede hurtigt en tåre væk og smilede skævt for nederst i hjørnet, skrevet med fine grønne slyng og blomster, stod ét ord, som summede som forårsvind: “Husker”.