Alle samles hos mig
Tilde Bjerre lagde sin tablet fra sig og tog mobilen op:
Mormor, hvordan går det? Hvordan har du det? Godt? Hvad med morfar? Nå, hvis han står og steger kartofler, så er alt jo som det skal være. Jeg er færdig med arbejde for i dag, henter Daniel fra sport, vi handler lidt ind, og så er vi snart hjemme.
Så ringede Tilde til et andet nummer:
Jakob, hej, jeg er på vej hjem, hvornår kommer du og Freja? Allerede på vej? Skønt, morfar steger kartofler, så spiser vi alle sammen.
Tilde rejste sig og puttede sine ting i tasken. Råbte farvel til kollegaerne:
Vi ses i morgen, ha’ en god aften!
Hej hej, Tilde, god aften til dig også.
Under bordet skiftede hun hurtigt sko, tog sin lette jakke på, og kiggede ud i den begyndende mørke aften. Der var lunt, og byens lys blinkede venligt. Folk skyndte sig hjem efter arbejde. Tilde så sit spejlbillede i ruden og smilede det skulle hun ikke have troet, at hun en dag ville føre et helt almindeligt liv. At hun ville have familie, og hver aften skynde sig hjem til nogen, der ventede på hende. Engang var hun overbevist om, at det aldrig skulle ske.
Ja, hendes familie var noget anderledes, men de var lykkelige og holdt sammen.
Tildes mor forlod hende straks efter fødslen, forsvandt fra Hvidovre Hospital uden efternavn, og hendes far kendte ingen. Det var fremmede, der valgte navnet Bjerre, fordi hun blev født om foråret, og Tilde, det vidste ingen hvorfor. Pigerne i børnehjemmet holdt hun sig for sig selv fra, men drengene blev hendes venner. Hendes bedste ven hed Jesper, han var et år ældre. Også han hed Bjerre af samme grund.
Tilde klarede sig flot i skolen, var pligtopfyldende, flittig og hjælpsom; hun håbede hver dag, at en familie ville vælge netop hende. Hjemme, det så hun kun på filmen. Måske var det hendes lidt kluntede facon, der gjorde forskellen, eller måske bare uheld. Da Jesper blev adopteret, græd hun hele natten. Ikke af misundelse, men fordi hun mistede den eneste ven. Han så sørgmodigt på hende bag brillerne:
Skal jeg sige nej?
Er du dum, Jesper? Det siger man da ikke nej til. Kør nu, alle har sin egen skæbne.
Jeg skal nok finde dig, lover jeg! sagde Jesper, men Tilde lo det tror jeg ikke, sagde hun.
Hun blev student, tog på teknisk skole for at blive bygningskonstruktør, og boede på kollegieværelse. Da hun var færdig, fik hun en etværelses i Rødovre ikke så centralt, men det gik. Hun fik straks job i et rådgivende ingeniørfirma det rigtig voksenliv var i gang. Veninder fik hun nok af, men familie, det måtte vente, besluttede hun.
Hun ønskede sig et stort hus, en mand hun elskede, der også elskede hende og børn, to eller tre måske. Hvor de løb, legede, grinede. Børnestemmer i huset: mor, far! Det længtes hun efter, de ord var varme og næsten ukendte. Man åbnede døren, og børnene råbte: mor, far er hjemme! Som i et eventyr.
En dag kom Tilde til opgangen, da døren pludselig blev slået op, og en fyr fór ud. Han var ved at vælte hende, tasken i hånden. Da hun gik ind, lå en gammel dame på trappen:
Pension tasken han skubbede mig. Brillerne, hvor er mine briller, jeg kan ikke se!
Tilde løb ud, men fyren var borte. Hun hjalp damen op heldigvis ikke alvorligt kommet til skade.
Hvordan kan man gøre sådan, barn, græd hun, hvorfor gjorde han det?
Tilde fulgte hende hjem hendes mand lå syg og var sengeliggende. Siden kom Tilde ofte forbi med mad, for pensionen var væk. Selv om politiet blev underrettet, så fandt man aldrig tyven, men tasken med papirer fandt de efter nogle dage udenfor opgangen, og det var trods alt en trøst.
Tilde begyndte at komme mere og mere hos mormor Karen. Lægen blev tilkaldt til morfar Anders, der kom sig lidt, og de gamle livede op. De begyndte at kalde Tilde deres barnebarn og bød hende hjem.
Så, en dag i bussen, blev hun kontaktet af en venlig fyr. Hun mærkede straks, at han smilede til hende:
Du ser så bekendt ud. Har vi mødt hinanden før?
Tilde lo: Jeg kan ikke lige huske det. Han var pæn, og de nåede at snakke meget på vej hjem han hed Nikolaj, boede med sin mor, havde arbejde, og det føltes hurtigt, som om de havde kendt hinanden altid.
Nikolaj begyndte at hente Tilde fra arbejde og følge hende hjem. Og en dag inviterede hun ham ind, bød på te og rugbrødsmadder. Hun fortalte ham om sin barndom, om børnehjemmet. Han så længe på hende, som om han ville sige noget, men holdt sig tilbage. Måske havde han ondt af hende. Hun kunne godt lide ham, men noget var underligt.
Næste gang gik det galt. Nikolaj kom, Tilde gik ud for at sætte vand over til te. Han kom hen og tog hende om skuldrene.
Nikolaj, vi kan godt tage det lidt roligt, ikke? sagde hun.
Men han holdt bare fast, ind til Tilde råbte, mens Nikolaj vredt hviskede:
Så kunne du heller ikke holde tæt jeg genkendte dig, fandens møgunge. Du hjalp dem, de sagde, det var dig fra børnehjemmet! Så også fantombilledet. Nu skal du klappe i, ellers bliver det meget værre for dig.
Tilde anmeldte det ikke. Hun ville ikke have det ud i offentligheden. En måned senere blev hun hentet med ambulance direkte fra firmaet. Det var en alvorlig graviditet uden for livmoderen, krise og måske ville hun aldrig kunne få børn.
Mormor Karen plejede Tilde, fandt trøstende ord, gav hende suppe for at styrke hende, og urtete.
Da Tilde kom hjem fra hospitalet, var hun fortabt og uden mål. Hun talte mindre og mindre, indtil hun en dag næsten ubevidst gik op til Sankt Knuds Kloster. Det var sent efterår, hele himlen blå og høj og klar. Kuppeltagene glimtede, kirkeklokkerne ringede ud over markerne. Frivillige gjorde blomsterbedene klar, blomsterne var færdige for i år.
Bjerre, Tilde? hørte hun pludselig. Hun vendte sig om, og en af frivillige kom hen, smilede bredt:
Tilde, jeg har ledt efter dig!
Jesper, er det dig? Hun genkendte ham omsider, omfavnede ham og græd. Han tørrede tårerne bort:
Kom, lad os spise noget grød, der er boller og te. Så kan vi tale bagefter.
Tilde kan knap selv huske, hvordan hun fortalte Jesper hele sin historie, og han sin:
Hvordan han blev adopteret, hvordan stedfaren slog ham for selv små fejl, og hvordan han til sidst stak af hjemmefra. Længe var han på farten, kom galt afsted, men i klosteret fandt han ro.
På vej hjem tænkte Tilde på, hvor heldig hun egentlig havde været, da hun mødte Jesper igen. For hun havde knap lyst til at vende hjem dengang, og brugte flere dage i klosteret, hvor de fandt deres vej sammen.
Mormor Karen og morfar Anders havde ofte tilbudt at lade hende arve lejligheden, men Tilde og Jesper havde en bedre plan:
De foreslog at flytte sammen allesammen. De gamle blev rørte de havde aldrig drømt om, at nogen ville bo med dem, gamle og skrøbelige som de var.
Nu har Tilde og Jesper Bjerre været gift i fem år, og bor i en stor lejlighed i Herlev sammen med mormor Karen og morfar Anders. Her er plads til alle, og de gamle har det godt nu har de en familie igen.
Og for to år siden gik Tildes største ønske i opfyldelse: De adopterede to børn, Daniel og Freja, fra det samme børnehjem, de selv var vokset op på.
Jesper, kan du huske, hvordan vi sad og håbede, at nogen ville tage os til sig, og vi ville få vores eget hjem? sagde Tilde glad. Se på deres øjne, og lad os love hinanden, at vi vil være lige så gode forældre, som vi i sin tid drømte om.
Nu lyder det ofte i hjemmet:
Mor, hvor er far? Mormor, se hvad vi har bygget sammen med morfar!
Tilde tænker ikke længere på det triste liv, hun kom fra. Selvom mormor Karen senere hviskede, at deres gamle plageånd endelig var blive anholdt. Igen for noget dumt, og nu kom han nok ikke ud foreløbig.
Alle får, hvad de fortjener både i dette liv og i det næste.
