Jeg ringer til min veninde, men det er hendes datter, der tager telefonen.
– Anna, kan du kalde på din mor? spørger jeg.
– Det kan jeg ikke, svarer pigen. – Mor er taget afsted med mormor for at købe noget sportstøj og nogle bukser med elastik. Mormor skal snart på et krydstogt.
Jeg var lige ved at komme med en ubehersket reaktion på sådan en nyhed i nærværelse af et barn. For min venindes mor havde indtil for nylig haft en meget langsom gang og gik sjældent længere end til bænken foran opgangen. Hun mindede konstant med sin svage stemme om sin nært forestående afgang. Især når der var gæster til stede. Min veninde, Lene, besluttede, at hun måtte finde på noget for at aflede sin mors dystre tanker og samtaler, der trak hele familien ned i depression fra morgen til aften.
I foråret læste hun et sted om en rejse arrangeret specielt for ældre mennesker til Europa, inklusive Paris og omegn. Alt var planlagt og tilrettelagt omhyggeligt. Omstigning-transportation-rundvisning. Og der er medicinsk personale med og ekstra hjælp, til at bære bagage og, hvis nødvendigt, til at hjælpe de ældre fysisk. Moren indså, hvorfor de ville sende hende afsted til Paris i ti dage. Hvis hun nu skulle ende sine dage, så kunne det jo ligeså godt være langt fra hjemmet, ikke sandt? Hun lod sig dog overtale, især fordi hendes veninde, som hun plejede at dele opskrifter og diagnoser med, også ville være med i byernes by. De to kunne lige så godt nyde det sammen.
Så pigerne blev pakket og gjort klar – den ene var halvfjerds, den anden lidt ældre – og blev bedt om at opføre sig ordentligt og modstå fristelser. De blev afleveret i lufthavnen og derfra overgivet til en professionel gruppe, som skulle tage sig af dem på deres underholdningsrejse i Europa.
Turen blev en stor succes. Mor ringede hjem hver dag med den mobiltelefon, de havde udstyret hende med, og berettede entusiastisk i timevis om morgenmad, frokoster, aftensmad og sightseeing ture til berømte steder.
Dog opstod der en lille udfordring. Mor blev forstoppet på rejsen. Det var forståeligt: en ældre dame, et nyt sted, hotelmad osv. Kroppen reagerede. Hun syntes ikke, det var passende at diskutere dette med gruppens vagthavende. Derfor besluttede hun bare at kigge ind i apoteket på den anden side af gaden og købe en lavement. Apoteket viste sig at være lille men ligeledes moderne, som man kunne forvente af en butik i Paris. De havde alt – krukker, flasker, cremer og nogle obskure medicinske apparater, hvoraf nogle var tilgængelige med det velkendte “grab-and-go”-system.
Så mor gik ind og kiggede omkring på hylderne for at finde det, hun skulle bruge. Hun gik rundt i butikken og undersøgte flere apparater, der på en eller anden måde mindede om det, hun ledte efter. De havde alle en ret usædvanlig og næsten futuristisk form – det var jo Paris, civilisationens centrum! I mellemtiden betragtede ekspedienten, en farmaceut, hendes handlinger med tydelig forbavselse. Han forsøgte at hjælpe: “Hvad kan jeg hjælpe Dem med, frue? Parlez-vous français? Do you speak English? Sprechen Sie Deutsch?”
Mor kunne naturligvis nogle få ord på mange sprog, men ikke noget tilstrækkeligt. På fransk kunne hun “bonjour,” på engelsk havde hun lært “hi” og “bye,” og på tysk kunne hun endda sige en hel sætning: “Hitler er kaput.” Men det var ikke helt relevant. Hun gik i gang med at forklare sig ved hjælp af fagter.
Hun klappede sig selv bagi og gjorde en rund, langstrakt gestus med hænderne. Ekspedientens øjne blev store, og hans mund faldt næsten åben. Han betragtede nu mormoren med en blanding af frygt og respekt.
Til sidst fandt man ud af, at mor talte russisk. Farmaceuten vinkede med fagter til hende om at vente, mens han forsvandt ud. Et par minutter senere vendte han tilbage med en ældre herre, der lignede kommissær Maigret, komplet med en ternet baskerhue med en kvast og en pibe i hånden. Og han talte russisk! Det viste sig, at han enten var efterkommer af en russisk adelslægt eller en rest fra den hvide hær. Han nød hver morgen sin kaffe med en bolle og avisen på caféen overfor. Apotekeren havde lige hentet ham der.
Det viste sig, at den “medicinske” butik faktisk var en lille sexshop. Farmaceuten forklarede eksalteret situationen og undrede sig over, hvad damen egentlig søgte. Efterkommeren af en adelsmand skulle nu præcisere situationen. Da moren til sidst forstod, hvor hun stod, udbrød hun ikke: “Åh Gud, hvor frygteligt!” og skjulte ikke sit ansigt med hænderne, som man kunne have forventet. Hun løb heller ikke skamfuldt ud af butikken.
Nej, med stor nysgerrighed spurgte hun den general Denikins efterkommer: “Hvad er det her? Og det? Og sådan en tingest?” Selv oversætteren vidste ikke alt. Så gav “farmaceuten” dem en rundvisning og en lektion. Efter det sagde moren med storslået foragt til hendes nye bekendte:
-Deglens. De kan ikke længere klare noget selv. Vi kunne da gøre det ene og det andet og, for at være ærlig, også det tredje. Og det uden alle de fjollede gadgets, ikke sandt?
-Sandt, madame, besvarede general Skuros barnebarn beundrende.
Ud af rejsen til Europa kom moren ikke kun med nye oplevelser, men også med en ny ven. De udvekslede breve og telefonopkald hele denne tid. Nu havde de besluttet at tage afsted sammen til Bahamas eller Caribien. Det er i princippet underordnet.
-Tænk lige over det, hvilket mareridt, beklagede Lene sig til mig i telefonen. – De børn, altså fra Paris, ringer med klager over, at mor opfører sig letsindigt, og at deres far er for gammel til sådanne ture og eventyr. Men jeg svarer dem, at de skal holde øje med deres egen bedstefar. Det er ham, der opfordrer mor til alt det her fjolleri. Det er helt vanvittigt, ikke sandt? Ung eller gammel er der fanden tage mig altid en smule vind i hovedet…
Mens børnene skændes og udpeger syndebukke for skandalen, pakker de to deres kufferter, køber sportstøj og elastikbukser. De har jo et krydstogt foran sig!
