**Dagbog**
Jeg lå på ryggen. Mette havde lagt sig ind til mig, hendes hoved mod min skulder, den hule lige under kravebenet. Hendes ben lå over mit, og hånden hvilede på mit bryst, lige over hjertet. Jeg lyttede til hendes rolige åndedræt, drukken af lykke. “Hvis bare vi kunne blive ligge sådan for altid…” tænkte jeg og lukkede øjnene.
Pludselig vaklede jeg i søvne, som om nogen havde skubbet mig, og vågnede. Mette rørte sig ved min side.
“Er det allerede tid?” mumlede hun søvnigt.
Fra sofaen kunne jeg ikke se ud af vinduet, men måden, hvorpå mørket var faldt på, fortalte mig, at aftenen var kommet. Længe siden, vi burde have forladt vort midlertidige rede. Men jeg ville ikke…
Vi mødte hinanden for sent, begge bundet af forpligtelser overfor vores familier og børn. Vi levede fra møde til møde, i pinefuld længsel efter disse søde timer sammen. Jeg sukkede uvilårligt, og Mette løftede hovedet.
“Det er helt mørkt!” udbrød hun, pludselig vågen, og sprang op fra sengen.
Der, hvor hendes hånd lige havde hvilet, føltes det koldt. Hun var lige her, men mit hærte allerede savnede hende.
“Kom så, vi skal afsted. Hvad skal jeg sige til min mand?”
“Sandheden.” Jeg skubbede dynen til side og rejste mig.
Vi klædte os hurtigt på uden at se hinanden i øjnene. Jeg var ligeglad med, hvad der ventede hjemme. Jeg var træt af at lyve og gemme mig. Hun var derimod nervøs og irriteret over, at vi uheldigt var faldet i søvn og havde spildt vores kostbare tid.
“Sig, at du mødte en gammel veninde fra skoletiden, at I blev længe,” foreslog jeg.
“Han kender alle mine veninder. Han kunne ringe til dem.” Mette undgik at se på mig.
“Find på en fra fortiden, fra gymnasiet. Ikke en veninde, bare en bekendt.”
“Og hvad vil du sige til din kone?” Mette stoppede med at knappe sin bluse op og stirrede på mig.
Jeg gik hen til hende, tog hende i mine arme og kiggede hende i øjnene.
“Hun spørger ikke mere. Hun ved det.” Jeg begyndte at kysse hende, og hun slappede af i mine arme.
Mørket omhyllede os som et usynligt tæppe, som om det ikke ville slippe os.
Mette skubbede mig blidt, men bestemt væk.
“Vi kommer aldrig væk herfra,” sagde hun og knappede hurtigt sin bluse.
Jeg ville sige noget for at berolige hende. Hundredvis af gange havde jeg foreslået at fortælle vores partnere sandheden, bryde løgnens cirkel. Men børnene… Jeg elskede min tiårige Lise, og Mette var bekymret for sin tolvårige søn, Jonas.
Da vi begyndte at mødes, troede jeg, det blot ville være et par gange, men det blev mere alvorligt. Jeg var villig til at ofre alt for hende, men var hun det? Mette undgik svaret og bad mig om tålmodighed. Jeg sukkede igen.
“Vær ikke vred, vi aftalte det,” sagde hun med en skyldbetynget tone.
“Gå ned til bilen, nøglerne er i min jakke. Jeg ordner sengen,” sagde jeg og foldede dynen sammen.
“Bliv ikke for længe,” råbte Mette fra entreen.
Hvor hurtigt gik timerne. Normalt talte vi og drømte sammen efter at have elsket. Men i dag faldt vi i søvn og efterlod en følelse af ufuldendthed.
Det svage lys fra entreen oplyste kun halvt værelset. Døren smækkede. Mette var gået. Jeg foldede sofaen sammen og gemte sengetøjet. Værtinden rørte det ikke. Jeg så mig om, sikker på, at intet afslørede vores tilstedeværelse.
I den trange entre tog jeg hurtigt jakken på, tog nogle kontanter fra lommen (jeg havde hævet dem i automaten) og lagde dem på bordet. Slukkede lyset og gik.
Lejligheden til vores møder lejede jeg af en ældre enlig kvinde. En kollega havde anbefalet den, selv brugt den engang.
Værtinden forlod lejligheden til aftalte tider. Jeg spurgte ikke, hvor hun gik hen. Hun havde brug for pengene, vi havde brug for et sted.
Vi kunne have booket et hotelværelse, men det var for risikabelt – vi kunne støde på bekendte, og jeg ville ikke ligge i en seng, hvor utallige andre par havde været.
På vej ned ad trappen mødte jeg en kvinde med fyldte indkøbsposer. Jeg hilste automatisk, men hun svarede ikke. Jeg mærkede hendes mistænksomme blik i ryggen.
I min boligblok hilsede alle, selvom jeg knap kendte nogen. Sådan var det.
Men her i denne gamle lejlighedsbyggeri var fremmede mistænkelige. De kendte hinanden, så en ukendt person vækkede nysgerrighed. Ældre mennesker er ofte mistænksomme.
Jeg satte mig i bilen og kiggede på Mette.
“Skal vi køre?”
I den mørke bil kunne jeg ikke læse hendes ansigtsudtryk.
“Måske har du ret. At tale, stoppe løgnene engang for alle. Vi har det så godt sammen. Men hvor skal vi bo? Hvis vi beslutter os for at blive sammen.”
Måske trykkede ufuldendtheden også hende.
“Vi finder ud af det. Vi lejer en lejlighed til at starte med.”
“Som den her?” stemmen skælvede.
Jeg svarede ikke, stirrede fremad, da jeg kørte fra gårdspladsen. Udenfor centrum var der ingen kø, men trafikken tætnede, jo nærmere vi kom byen. Før vi nåede Mettes hjem standsede jeg bilen. Hun lænede sig frem for et sidste kys – et øjebliks nærhed før afskeden.
“Til tirsdag?” Hun trak sig væk.
Hendes øjne glinsede, måske af gadelampen, måske af tårer.
“Jeg ringer til dig i morgen,” svarede jeg.
Mette åbnede døren og steg ud, forsvandt mellem bygningerne uden at se tilbage.
Jeg blev lidt, som om jeg håbede, hun ville vende om. Så vendte jeg bilen og kørte hjem.
***
Hjemme var der mørkt, kun en lysstribe under Jonas’ dør. Mette smed overtøjet og tjekkede på ham.
“Hej. Kom far hjem?” spurgte hun og kiggede over hans skulder.
“Hej, mor. Han kom og gik igen.”
“Han sagde ikke, hvorhen?”
“Niks,” svarede sønnen uden at løfte hovedet fra lektierne.
“Jeg laver aftensmad.” Mette gik ud.
Vi mødtes på gaden. Hun kom fra universitetet, da min bil stoppede ved hende. Jeg spurgte om vej tilDe sidste ord af vores historie var aldrig sagt, men vi fandt til sidst hjem til hinanden alligevel.
