Jeg råbte ud ad vinduet: – Mor, hvorfor så tidligt? Du fryser jo! – Hun vendte sig, vinkede med sneskovlen og sagde: – Jeg gør det for jer dovne unger. – Dagen efter var min mor væk… Jeg kan stadig ikke gå forbi vores gårdsplads uden at mit hjerte snører sig sammen. Hver gang jeg ser stien i sneen, føles det som om nogen griber mit hjerte. Det var mig, der tog det billede den anden januar… Jeg gik bare forbi, så fodsporene i sneen – og standsede. Jeg tog et billede, uden at vide hvorfor. Nu er det det eneste, jeg har tilbage fra de dage… Vi fejrede nytår som altid, hele familien samlet. Mor var tidligt oppe den 31., duften af frikadeller og hendes stemme vækkede mig: – Datter, stå op! Hjælp mig med salaterne, ellers spiser far alting, før vi ser det! Jeg kom ned i pyjamas, hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner, som jeg gav hende i folkeskolen. — Mor, må jeg ikke lige få kaffe først? – Kaffe bagefter! Først salat! Vi snakkede, snittede grønt som hun ville have det. Mor fortalte om nytår i hendes barndom – uden fine salater, bare sild og mandariner fars arbejdsplads havde skaffet. Far kom hjem med et kæmpestort juletræ: – Nå piger, se skønheden! – Mor rystede på hovedet, men hjalp alligevel med at pynte. Hun fandt gamle julekugler frem, også glasklokke-englen hun havde købt til min første jul. Bror kom senere med gaver og nytårshumør: – Mor, i år er der rigtig champagne! Vi stod alle i gården til midnat, far og bror tændte fyrværkeri, lillesøster skreg af fryd, og mor holdt mig om skulderen: – Se, hvor smukt vi har det… Vi drak af flasken, dansede i filtstøvler mens mor lo, og far svingede hende rundt. Den første januar slappede vi af, mor lavede flere retter: – Mor, nu må det være nok! – Det går snart væk, vi fejrer jo hele ugen! Den 2. januar stod hun tidligt op for at skovle stien – altid omhyggelig, fra lågen til døren. Jeg råbte: – Mor, du fryser! – Hun vinkede: – Ellers går I dovne børn gennem sneen til foråret! Kort efter kom hun ind, rød i kinderne: – Så, nu er der pænt. Tak, mor. Det var sidste gang, hendes stemme lød så livlig. Den 3. januar sagde hun stille: – Piger, jeg har ondt i brystet… – Mor, jeg ringer efter lægen! – Nej, bare lidt træt – det går væk. Hun lå lidt, og vi sad hos hende. Far kørte efter medicin. Hun smilte og sagde: – I skal ikke se så dramatiske ud, jeg overlever jer alle. Men pludselig blev hun bleg, greb sig til brystet: – Uha… Jeg har det så skidt… Vi ringede 112, jeg holdt hendes hånd: – Hold ud mor… Hun så på mig og hviskede: – Datter… hvor jeg elsker jer… Jeg orker ikke farvel. Ambulancen var hurtig, men det var for sent. En voldsom blodprop. Det gik så hurtigt. Jeg sad længe i gangen og græd – i går dansede hun endnu – og nu… Jeg gik ud i gården, så hendes fodspor i sneen, lige fra lågen til døren og tilbage. Præcis som hun altid gjorde. Jeg blev stående længe. Hvordan kan mennesket være væk, men sporene stadig være der? Som om hun den 2. januar gik ud for sidste gang – for os. Jeg nægtede at dække sporene til, bad alle lade dem være. De skulle blive, til sneen dækkede dem for evigt. Det sidste mor gjorde for os – hendes omsorg, selv da hun ikke længere var her. En uge senere faldt der masser af sne. Jeg har stadig billedet af mors sidste fodspor. Hver 3. januar ser jeg på det og ud på stien ved huset – og det gør så ondt at tænke på, at der under sneen stadig gemmer sig sporene. Dem jeg stadig følger efter hende på…

2. januar

Jeg råbte ud ad vinduet: Mor, hvorfor er du allerede oppe? Du fryser jo! Hun vendte sig om, vinkede med sneskovlen som hilsen: Jeg gør det for jer, dovne asener. Dagen efter var hun væk…

Jeg kan stadig ikke gå roligt forbi vores gamle gård.
Hver gang jeg ser indkørslen, gør det ondt i hjertet, som om nogen klemmer til. Det var mig, der tog dét billede den anden januar…
Jeg gik egentlig bare forbi, så fodsporene i sneen og stoppede op.
Tog billedet, uden at vide hvorfor. Nu er det det eneste, jeg har tilbage fra de dage…

Nytår fejrede vi, som vi plejede, hele familien samlet.
Mor var oppe allerede fra morgenstunden den 31. Jeg vågnede til duften af frikadeller og hendes stemme i køkkenet:
Ida, står du ikke op? Hjælp mig med at lave salaterne færdige, ellers spiser far det hele inden vi når at servere!
Jeg slentrede ned, stadig i pyjamas og med uglet hår. Hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner, det jeg gav hende, da jeg gik i folkeskole. Hun smilte, kinderne røde af varmen fra ovnen.
Mor, må jeg ikke lige få en kop kaffe først? jamrede jeg.
Kaffe kan du få bagefter! Først russisk salat! lo hun, og rakte mig en skål med ovnbagte grøntsager. Hak det helt småt, som jeg kan lide det. Ikke de kæmpe klodser du lavede sidst!
Vi stod og snakkede om alt muligt, mens vi ordnede maden.
Hun fortalte, hvordan nytårsaften var, da hun var barn uden alt det fancy mad, kun sild under dyne og mandariner, som morfar med møje og besvær havde skaffet hos kollegaerne.
Senere kom far hjem med juletræet. Kæmpestort, nærmest op i loftet.
Nå piger, så må I tage imod skønheden! råbte han stolt i døren.
Ej far, har du væltet et helt skovstykke? udbrød jeg.
Mor kom ud, rystede på hovedet og lo:
Smukt er det jo, men hvor skal vi gøre af det? Sidste år var det da mindre.
Men hun pyntede glad med os. Lillesøster Maja og jeg satte lyskæder op, og mor fandt de gamle julekugler frem dem fra min barndom. Kan huske, hvordan hun tog den lille glasengel og sagde lavmælt:
Den her købte jeg til dig til dit første nytår. Kan du huske det?
Ja, mor, løj jeg.
Jeg kunne ikke, men jeg nikkede. Hun blev så glad, når jeg lod, som jeg huskede den lille engel.
Brormand kom hen på eftermiddagen. Som sædvanlig med bulder og brag poser, gaver, vin.
Mor, jeg har taget god champagne i år! Ikke ligesom sidste års skrammel.
Åh, bare I ikke drikker jer for fulde, grinede mor og krammede ham.
Ved midnat gik vi alle ud i haven. Far og bror affyrede fyrværkeri, Maja hvinede af fryd, og mor stod ved min side og lagde armen om mig.
Se, Ida, hvor er her smukt, hviskede hun. Vi har det virkelig godt sammen.
Jeg holdt om hende.
Vi har det allerbedst, mor.
Vi delte champagne direkte fra flasken og lo, da en raket fløj tværs over til naboens skur.
Mor, let beruset, dansede små danse i sine hjemmesko til “Højt fra træets grønne top”, og far løftede hende op, mens vi grinede så tårerne trillede.

Første januar lavede vi slet ingenting. Mor kogte pølser og lavede sylte.
Mor, nu må det være nok! Vi er ved at sprænges! jamrede jeg.
Det går over nytår fejrer man jo hele ugen! grinede hun.

Anden januar var hun oppe før alle andre, som hun plejede.
Jeg hørte døren smække, kiggede ud hun var i haven med sneskovlen. I en gammel dynejakke og tørklædet om hovedet, koncentreret om arbejdet: Fra lågen til trappen en smal, sirlig sti. Skubbede sneen hen langs husmuren, som hun altid gjorde.
Jeg råbte ud:
Mor, hva’ laver du så tidligt? Du bliver jo kold!
Hun vendte sig, viftede med skovlen, smil på læben:
Ellers ender I med at gå i snedriver til foråret! Tænd hellere for tekedlen!
Jeg smilede og gik i køkkenet. Hun kom snart ind igen, røde kinder, øjne der glimtede.
Så, nu er her pænt, sagde hun og satte sig med sin kaffe. Blev det ikke flot?
Jo, mor. Tak.
Det var sidste gang jeg hørte hendes stemme så glad og stærk.

Tredje januar vågnede hun og sagde stille:
Piger, jeg har lidt trykken for brystet. Ikke slemt, bare ubehageligt.
Jeg blev straks urolig:
Mor, skal jeg ringe til lægen?
Nej, Ida, jeg er bare udmattet. Har jo ræset rundt og ordnet alt. Jeg lægger mig, så går det væk.
Hun lagde sig på sofaen, vi sad hos hende. Far kørte til apoteket. Hun jokede:
I skal ikke se så dramatiske ud, jeg overlever jer alle!
Så blev hun pludselig bleg. Tog sig til brystet.
Åh, jeg har det så dårligt virkelig skidt…
Vi ringede efter ambulancen. Jeg holdt bare hendes hånd og hviskede:
Mor, hold ud, de kommer snart det skal nok gå… Hun så på mig og sagde næsten uhørligt:
Ida jeg elsker jer så højt vil ikke sige farvel.
Lægerne kom hurtigt, men… de kunne intet gøre. Stort hjerteanfald. Det hele gik på ingen tid.
Jeg sad på gulvet i gangen og græd. Kunne ikke fatte det. I går havde hun danset og moret sig derude, og nu…
Med vaklende ben gik jeg ud i haven. Sneen var næsten holdt op. Jeg så hendes fodspor. De små, lige, sirligt trådte. Fra lågen til trappen og tilbage. Præcis som hun altid gjorde.
Jeg stod længe og kiggede på dem. Spurgte Gud: “Hvordan kan det være? Lige før gik hun her, og nu er hun væk. Sporene er her, men ikke hende!”
Jeg følte, at hun gik ud der den anden januar for sidste gang for at rydde en sti til os. Så vi kunne komme frem, selv uden hende.
Jeg slog ikke sneen over dem. Bad også de andre lade være. De skulle blive, til sneen selv slettede dem for evigt.
Det var det sidste, mor gjorde for os. Hendes omsorg kunne mærkes, selv da hun var væk.
En uge senere sneede det voldsomt.
Jeg gemmer det billede af hendes sidste fodspor.
Hvert år den tredje januar ser jeg på det. Så kigger jeg ud på den tomme sti foran huset. Det gør så ondt at vide, at under sneen, dér har hun sat sine sidste spor.
Dem følger jeg stadig efter hendeEn dag, mange vintre efter, står jeg igen foran haven. Jeg sætter støvlerne i sneen og følger usynligt i de gamle spor, hun lavede. De er for længst væk, men jeg kan mærke, hvor de gik. Hver gang jeg træder, føles det, som om hun stadig rydder vejen foran mig.

Inde i lommen har jeg englen fra træet. Den lille glasengel, hun gav mig. Når jeg mærker den mellem fingrene, ved jeg, at kærlighed aldrig smelter væk, selv om sneen gør.

Jeg går ind ad den åbne sti, løfter blikket mod det gamle hus, og et øjeblik synes jeg, jeg ser hende i køkkenetrøde kinder, smil, duft af kaffe. Hun vinker, som dengang.

Vi kan ikke holde på dem, vi elsker, men deres spor kan vi følge hele livet. Også de dage, hvor sneen dækker det heleog vi alligevel finder vej.