2. januar
I morges råbte jeg ud ad vinduet: Mor, hvad laver du så tidligt? Du kommer til at fryse! Hun vendte sig om og vinkede med skovlen: Jeg gør det for jer, dovne unger! Dagen efter var hun væk…
Jeg kan stadig ikke passere vores gård uden at det hele knuger sig sammen indeni mig. Hver gang jeg ser den lille sti, føles det som om nogen tager fat om mit hjerte med bare hænder. Det var mig, der tog det billede den 2. januar…
Jeg gik bare forbi, opdagede fodsporene i sneen og blev stående. Jeg tog et billede uden helt at vide hvorfor. Nu er det billede alt, hvad jeg har tilbage fra de dage
Nytåret var som altid hele familien samlet. Mor havde været oppe siden tidligt den 31. Jeg vågnede til duften af frikadeller og hendes stemme ude fra køkkenet:
Signe, op med dig! Hjælp mig med de salater, ellers har din far spist alle ingredienserne, før vi når så langt!
Jeg traskede ned ad trappen i pyjamas, håret strittende til alle sider. Hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner det jeg engang gav hende, da jeg gik i gymnasiet. Hun smilede, kinder knaldrøde fra ovnens varme.
Årh mor, må jeg ikke bare drikke min kaffe først? jamrede jeg.
Kaffen kan du få bagefter! Nu først russisk salat! grinede hun og rakte mig en skål kartofler. Skær dem fint, som jeg kan lide det og ikke som sidste gang, hvor de var store som æg!
Vi stod der og snakkede om alt mellem himmel og jord. Hun fortalte om sine egne barndomsnytår uden alt det ekstravagante, kun sild i fad og de klemmentiner hendes far havde med hjem fra arbejdet.
Far kom hjem med juletræ. Kæmpe stort, nærmest til loftet.
Nå damer, er I klar til at tage imod årets træ? råbte han stolt i døren.
Altså far, hvad har du rodet dig ud i? Har du væltet hele skoven? udbrød jeg.
Mor kom ud, rystede på hovedet, men smilede:
Flot er det, men hvor skal vi stille det? Sidste år kunne vi da næsten ikke få døren op.
Alligevel pyntede vi det alle sammen. Min lillesøster, Frida, og jeg satte lyskæderne på. Mor fandt de gamle julekugler frem dem fra da jeg var barn. Hun tog en lille glasklokke og sagde stille:
Den her købte jeg til din første jul. Kan du huske det?
Ja mor, svarede jeg. Det var løgn, men jeg nikkede. Hendes glæde over at jeg kunne huske det var så smittende
Min bror Johan dukkede op ud på aftenen højlydt som altid, med poser, gaver og vinflasker.
Mor, i år har jeg rigtigt champagne med! Ikke som sidste års sure stads.
Åh, bare I ikke drikker mig under bordet, morede hun sig og gav ham et knus.
Ved midnat gik vi alle ud i gården. Far og Johan sendte fyrværkeri op, Frida higede af glæde, mor stod ved siden af mig, armen om mine skuldre.
Se Signe, hvor er det smukt, hviskede hun. Tænk, hvor godt vi har det
Jeg krammede hende.
Vi har det bedste, mor.
Vi skålede af flasken, grinede, da en raket næsten ramte naboens skur. Mor, lidt høj af det hele, dansede rundt i uldne sutsko til “Nu er det jul igen”, og far løftede hende op, så vi skreg af grin.
Nytårsdag slappede vi bare helt af. Mor lavede mad igen nu var det boller i karry og sylte.
Mor, stop nu, klagede jeg. Vi kan nærmest trille!
Ja ja, der skal være til flere dage det er jo nytår, svarede hun.
Den 2. januar var hun oppe tidligt selvfølgelig. Jeg hørte døren smække, kiggede ud, og så hende i gården med sneskovlen. Hun lavede den mest nydelige sti fra lågen til trappen som hun altid gjorde det. Gamle frakke, tørklædet tæt om hovedet.
Jeg råbte ud:
Mor, hvorfor så tidligt? Du fryser!
Hun vinkede med skovlen:
Eller skulle jeg bare lade jer gå i knædyb sne til påske? Sæt kedlen over!
Jeg smilede og gik ud i køkkenet. Hun kom ind en halv time efter, røde kinder, øjne der strålede.
Så, nu er der styr på det, sagde hun og satte sig med kaffen. Blev det ikke flot?
Jo mor, tak.
Det var sidste gang jeg hørte hendes stemme så fuld af liv.
Den 3. januar om morgenen sagde hun stille:
Piger, jeg har lidt trykken for brystet. Ikke slemt, men mærkeligt.
Jeg blev straks urolig:
Mor, vi ringer til vagtlægen, ikke?
Nej nej, Signe. Jeg har bare slidt mig ud. Har lavet mad, løbet rundt. Lægger mig lidt, så går det væk.
Hun lagde sig på sofaen, vi sad hos hende, Frida og jeg. Far kørte på apoteket. Hun forsøgte at berolige os:
Nu må I ikke se sådan ud. Jeg klarer mig. Jeg ser jer allesammen ud på den anden side.
Men hun blev pludselig bleg, tog sig til brystet.
Åh det gør ondt forfærdeligt ondt…
Vi ringede efter ambulance. Jeg holdt hende i hånden, hviskede:
Mor, hæng i, snart er hjælpen her
Hun så på mig, næsten uhørligt:
Signe jeg holder så meget af jer alle sammen Jeg vil helst ikke sige farvel.
Lægerne kom hurtigt, men…
Det var for sent. Stor blodprop. Det gik så hurtigt.
Jeg sad længe, græd i entreen, kunne slet ikke forstå det. I går dansede hun og grinede, nu…
Vaklende gik jeg ud i gården. Sneen dalede næsten ikke. Jeg så hendes fodspor. Små, nøjagtige. Fra lågen til trappen. Præcis som hun altid gjorde.
Længe stod jeg bare og gloede på dem og spurgte stille universet: “Hvordan kan det lade sig gøre, at et menneske for bare et øjeblik siden gik og satte sit aftryk og nu er hun væk? Fodsporene er der endnu, men ikke hende…”
Jeg ved ikke, om det kun er indbildning, men det føltes, som om hun gik ud for sidste gang for at give os en ren sti. Så vi kunne komme videre uden hende.
Jeg fejrede dem ikke bort. Bad alle lade være. De måtte være der, indtil sneen selv dækkede dem.
Det var det sidste, mor gjorde for os. Hendes omsorg rakte ud, selv da hun var væk.
En uge senere væltede sneen ned. Jeg har stadig billedet med hendes sidste fodspor. Hvert år, den 3. januar, tager jeg det frem og ser ud på den tomme sti foran huset. Det gør så ondt at tænke på, at under al den sne, der ligger hendes allersidste spor.
Dem, jeg stadig følger efter hende ad
I dag forstår jeg mere end nogensinde: Man ved aldrig, hvilket minde der bliver det sidste. Glem aldrig at sætte pris på dem, du elsker, mens de stadig er her.
