Jeg råbte ud ad vinduet: “Mor, hvorfor er du oppe så tidligt? Du fryser jo!” – Hun vendte sig om, vinkede til mig med sneskovlen som hilsen: “Jeg gør det for jer dovne unger.” – Dagen efter var min mor væk… Jeg kan stadig ikke gå forbi vores gårdsplads uden at få ondt i hjertet… Hver gang jeg ser den sti i sneen, føles det som om nogen griber fat om mit hjerte. Det var mig, der tog dét billede den anden januar… Jeg gik bare forbi, så fodsporene i sneen – og stoppede op. Tog et billede, uden at vide hvorfor. I dag er det det eneste, jeg har tilbage fra de dage… Nytår fejrede vi som altid hele familien sammen. Mor var på benene allerede fra morgenstunden den 31. december. Jeg vågnede til duften af frikadeller og hendes stemme fra køkkenet: “Datter, kom nu op! Hjælp mig lige med at gøre salaterne færdige? Ellers æder jeres far det hele, før vi når det!” Jeg kom ned i pyjamas og med uglet hår. Hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner på, som jeg gav hende, da jeg gik i skole. Hun smilede, kinderne røde af ovnens varme. “Mor, må jeg ikke bare lige få kaffe først?” jamrede jeg. “Kaffe senere! Først skal vi have lavet russisk salat!” lo hun og rakte mig en skål med ovnbagte grøntsager. “Skær dem helt fint, som jeg kan lide. Ikke sådan nogle kæmpe blokke som sidste gang.” Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, mens vi skar. Hun fortalte om nytårsaftener i hendes barndom – uden fine salater, kun sild og mandariner, som bedstefar kom hjem med fra arbejdet. Senere kom far med juletræet. Et gigantisk et, næsten til loftet. “Nå damer, hvad siger I så? Er hun ikke flot?” råbte han stolt i døren. “Far dog, har du væltet hele skoven?” udbrød jeg. Mor kom, trak på skuldrene: “Smukt, jo – men hvor skal vi dog have det?” Sidste år var det da mindre.” Men hun hjalp alligevel med at pynte op. Lillesøster Lærke og jeg hang lyskæder op, og mor fandt de gamle ornamenter frem, de samme som da jeg var barn. Jeg kan huske, hvordan hun tavst rakte mig en glasklokke: “Den her købte jeg til dig til dit allerførste nytår,” sagde hun lavt. “Kan du huske det?” “Det kan jeg godt, mor,” løj jeg. Egentlig kunne jeg ikke, men nikkede. Hun lyste sådan op, når jeg kunne huske englen… Storebror kom senere med larm, poser, gaver og vin. “Mor, nu har jeg skaffet en god champagne! Ikke det sure sprøjt fra sidste år!” “Åh søde, bare I ikke drikker alt for meget,” grinede mor og krammede ham. Ved midnat gik vi alle ud i haven. Far og bror tændte fyrværkeri, Lærke hylede af fryd, og mor holdt mig tæt. “Se datter, hvor smukt…” hviskede hun. “Vi har det så godt sammen, os.” Jeg krammede hende igen. “Vi har det allerbedst, mor.” Vi drak champagne direkte af flasken, grinede, da raketten ramte naboens skur. Mor, lidt småberuset, dansede i hjemmesko til “Nu er det jul igen”, og far løftede hende op. Vi grinede så tårerne trillede. Første januar lavede vi ingenting. Mor lavede igen mad – nu var det pirogger og sylte. “Mor, nu må du stoppe! Vi triller jo rundt!” “Pyt, I skal nok få det spist – nytår varer jo hele ugen!” lo hun. Anden januar stod hun tidligt op igen. Jeg hørte hoveddøren slå, kiggede ud: hun stod i haven med sneskovlen. Lavede en smal, lige sti fra lågen op til trappen. Skubbede sneen til siden, omhyggeligt som altid. Jeg råbte ud: “Mor, hvorfor så tidligt? Du bliver kold!” Hun vendte sig med et smil, vinkede med skovlen: “Ellers må I dovne unger gå gennem sneen til foråret! Sæt hellere kedlen over.” Jeg smilede og gik i køkkenet. Hun kom ind efter en halv times tid – varme kinder, glitrende øjne. “Så, nu er der pænt. Det lykkedes godt, ikke?” “Jo, mor. Tak.” Det var sidste gang, jeg hørte hendes stemme så frisk. Tredje januar vågnede hun og sagde, stille: “Jeg har ondt i brystet, piger. Ikke slemt, bare ubehageligt.” Jeg blev bekymret: “Mor, skal vi ikke ringe efter lægen?” “Åh nej dog, datter. Bare lidt overanstrengelse. Jeg har lavet så mange ting – det går nok over.” Hun lagde sig på sofaen. Vi sad der, Lærke og jeg, og far kørte på apoteket. Hun jokede stadig: “Se ikke så triste ud, jeg skal nok leve jer alle sammen over ende.” Så blev hun pludselig bleg. Malik over brystet. “Åh… det er skidt. Rigtigt skidt…” Vi ringede 112. Jeg holdt hendes hånd og hviskede: “Mor, hold ud, de kommer straks, det skal nok gå…” Hun kiggede på mig, svagt: “Datter… jeg elsker jer alle sammen så højt… Jeg vil ikke sige farvel.” Lægerne kom med det samme, men… intet kunne gøres. Stor blodprop. Alt skete på få minutter. Jeg sad på gulvet og skreg. Jeg kunne ikke forstå det. I går dansede hun til fyrværkeri, i dag var hun væk. Helt knust gik jeg ud i haven. Sneen faldt kun lidt. Og så så jeg hendes spor. De samme – små, pæne, lige – fra lågen til trappen og tilbage. Præcis som hun altid lagde dem. Jeg stod længe og kiggede på dem. Spurgte Gud: “Hvordan kan det være, at et menneske går rundt og sætter spor, og næste dag er det væk? Sporene er der, men mennesket er væk!” Måske så jeg syner, men det føltes virkelig, som om hun 2. januar gik ud for sidste gang – for at lave en sti til os. Så vi kunne gå ad den uden hende. Jeg dækkede dem ikke til. Bad alle lade være. Lad dem ligge, til sneen selv har skjult dem for altid. Det var det sidste, mor gjorde for os. Hendes omsorg mærkes, selv om hun ikke er her længere. En uge senere faldt der tonsvis af sne. Jeg har gemt billedet med mors sidste fodspor. Hvert år den 3. januar kigger jeg på det billede – og bagefter på den tomme sti foran huset. Det gør så ondt at vide: et sted under sneen – der har hun efterladt sine sidste spor. Dem, jeg stadig følger…

Jeg råbte ud af vinduet:
Mor, hvad laver du så tidligt? Du fryser jo!
Hun vendte sig om og vinkede med sneskovlen som en hilsen:
Gør det for jer, dovne drenge!
Og dagen efter var min mor væk…

Jeg kan stadig ikke gå forbi vores gård uden at få et stik i hjertet. Hver gang jeg ser den sti, føles det, som om nogen klemmer mit hjerte. Det var mig, der tog dét billede den 2. januar…
Jeg gik bare forbi, så fodsporene i sneen og stoppede op.
Fotograferede dem, uden at vide hvorfor. Nu er det billede det eneste, jeg har tilbage fra dengang…

Nytår fejrede vi som altid hele familien samlet.
Mor var oppe allerede tidligt om morgenen den 31., som hun plejede. Jeg vågnede til duften af frikadeller og hendes stemme i køkkenet:
Sine, kom nu op! Hjælp mig med salaterne! Ellers spiser far alting, før vi når det!
Jeg slentrede ned ad trappen, stadig i pyjamas og med håret til alle sider. Hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner på det, jeg gav hende engang, da jeg gik i folkeskole. Hun smilede, kinderne røde af varmen fra ovnen.
Mor, lad mig da bare lige få en kop kaffe først, mumlede jeg træt.
Kaffe kan du få bagefter! Først skal vi lave hønsesalat! hun grinede og sendte mig en skål med bagte grøntsager. Hak dem fint, som jeg godt kan lide. Ikke ligesom sidst, hvor du lavede nogle kæmpe tern.

Vi stod længe og snakkede, hakkede og grinede.
Hun fortalte, hvordan hendes barndoms nytår var uden de store salater, kun sild med løg og appelsiner, som morfar havde haft med hjem fra arbejdet.
Far kom hjem med juletræet et kæmpestort et, nærmest til loftet.
Nåh damer, så er der træ! råbte han stolt fra døren.
Ej far, er du sikker på, du ikke bare har væltet hele skoven? udbrød jeg.
Mor trådte ud og så på træet, rystede grinende på hovedet:
Flot er det, men hvor skal vi gøre af det? Sidste år var det altså lidt mindre…

Alligevel hjalp hun med at pynte min lillesøster Lærke og jeg viklede lyskæder på grenene, og mor fandt de gamle julekugler fra loftet frem.
Jeg husker især, hvordan hun tog den lille glasklokke i hånden og sagde stille:
Den her købte jeg til dig, da du havde dit første nytår. Kan du huske det?
Ja, mor, selvfølgeligt, løj jeg.
Jeg kunne ikke, men nikkede, for hendes øjne strålede, når jeg sagde, jeg kunne huske det…

Min storebror kom lidt senere som altid larmende, med bæreposer, gaveposer og øl fra Føtex.
Mor, nu har jeg taget ordentlig champagne i år! Ikke det der sprøjt fra sidste gang.
Ja ja, bare du ikke får hele familien til at tippe rundt, lo hun og gav ham et knus.

Ved midnat gik vi alle sammen ud i gården. Far og brormand tændte fyrværkeri, Lærke hvinede af fryd, og mor stod tæt ved siden af mig, armen om skuldrene på mig.
Prøv at se, Sine, hvor smukt det er, hviskede hun. Vi har det så godt…
Jeg lagde armen om hende.
Vi har det allerbedst, mor.
Vi skålede i champagne direkte fra flasken og lo, da raketten fløj bagud mod naboens skur.
Mor, lidt rund under hatten, dansede rundt i sine filtstøvler til “Nu er det jul igen”, og far greb hende op på armen.
Vi grinede, så tårerne trillede.

Den 1. januar lå vi bare på sofaen hele dagen. Mor lavede nu hjemmelavede boller og sylte.
Mor, stop nu! Vi ligner jo allerede rigtige julegrise! jamrede jeg.
Bare spis! Nytår varer en hel uge, sagde hun bare med et vink.

Den 2. januar vågnede hun tidligt, som altid.
Jeg hørte døren smække, kiggede ud og så hende med skovlen i gården.
Hun havde sin gamle grå duvetjakke på og tørklædet om hovedet.
Hun gik systematisk til værks: Fra lågen til trappen lavede hun en small sti. Hun skubbede sneen nøjagtigt til siden, som hun altid gjorde.

Jeg råbte ud af vinduet:
Mor, hvorfor er du allerede oppe? Du fryser da!
Hun vendte sig, vinkede med skovlen:
Skal I ellers traske og vælte rundt i sne til foråret? Sæt hellere vand over til te!
Jeg smilede og gik i køkkenet. Hun kom ind en halv time senere, kinder røde, øjnene glimtede.
Så! Nu er der pænt, sagde hun og satte sig med en kop kaffe. Det blev god denne gang, ikke?
Det blev rigtig flot, mor. Tak.

Det var sidste gang, jeg hørte hendes stemme så frisk.
Den 3. januar, tidligt om morgenen, sagde hun stille:
Piger, jeg har lidt ondt i brystet. Ikke slemt, bare ubehageligt.
Jeg blev straks nervøs.
Mor, skal vi ikke ringe efter vagtlægen?
Ej, Sine, rolig nu, jeg har bare lavet for meget. Jeg lægger mig lidt, så går det væk.
Hun lagde sig på sofaen, Lærke og jeg sad hos hende. Far kørte i Brugsen efter piller. Hun lavede endda sjov:
Lad nu være med alle de lange ansigter jeg overlever jer allesammen!

Men pludselig blev hun helt bleg og tog sig til brystet.
Åh Det er slemt
Vi ringede efter ambulancen. Jeg holdt om hendes hånd og hviskede:
Hold ud, mor, de er lige her, det skal nok gå
Hun så på mig og sagde svagt:
Sine jeg elsker jer alle så højt Det er for tidligt at skulle sige farvel.

Lægerne kom hurtigt, men de kunne ikke gøre noget.
En voldsom blodprop.
Det skete på få minutter.
Jeg sad på gulvet i gangen og græd jeg nægtede at tro det. I går dansede hun endnu, nu var hun væk…

Næsten uden at registrere hvad jeg gjorde, gik jeg ud i gården. Snelaget var tyndt. Der var hendes spor. De små, regelmæssige skridt. Fra lågen til hoveddøren og tilbage. Præcis, som hun altid lavede dem.

Jeg stod dér længe og stirrede på dem.
Spurgte Gud, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at et menneske kan gå rundt og sætte sine spor den ene dag og næste dag er væk? Sporene er der, men mennesket ikke!
Det føltes, som om hun d. 2. januar gik ud for måske sidste gang bare for at rydde vejen for os, så vi kunne gå trygt uden hende.

Jeg dækkede ikke hendes spor til og bad også resten af familien om at lade dem være. De måtte ligge der, til sneen selv omsider dækkede dem.

Det var det sidste, mor gjorde for os. Hendes omsorg for os lyste igennem, selv efter hun var væk.

En uge senere væltede sneen ned.
Jeg gemmer stadig billedet af hendes sidste spor.
Hvert år den 3. januar ser jeg det og bagefter kigger jeg ud på den tomme sti foran huset. Hjertet gør lige ondt hver gang. For jeg ved: Under sneen, der er hendes mærker. Dem, jeg stadig følger spor for spor, altid efter hende…

Rating
Mirabile dictu
Jeg råbte ud ad vinduet: “Mor, hvorfor er du oppe så tidligt? Du fryser jo!” – Hun vendte sig om, vinkede til mig med sneskovlen som hilsen: “Jeg gør det for jer dovne unger.” – Dagen efter var min mor væk… Jeg kan stadig ikke gå forbi vores gårdsplads uden at få ondt i hjertet… Hver gang jeg ser den sti i sneen, føles det som om nogen griber fat om mit hjerte. Det var mig, der tog dét billede den anden januar… Jeg gik bare forbi, så fodsporene i sneen – og stoppede op. Tog et billede, uden at vide hvorfor. I dag er det det eneste, jeg har tilbage fra de dage… Nytår fejrede vi som altid hele familien sammen. Mor var på benene allerede fra morgenstunden den 31. december. Jeg vågnede til duften af frikadeller og hendes stemme fra køkkenet: “Datter, kom nu op! Hjælp mig lige med at gøre salaterne færdige? Ellers æder jeres far det hele, før vi når det!” Jeg kom ned i pyjamas og med uglet hår. Hun stod ved komfuret i sit yndlingsforklæde med ferskner på, som jeg gav hende, da jeg gik i skole. Hun smilede, kinderne røde af ovnens varme. “Mor, må jeg ikke bare lige få kaffe først?” jamrede jeg. “Kaffe senere! Først skal vi have lavet russisk salat!” lo hun og rakte mig en skål med ovnbagte grøntsager. “Skær dem helt fint, som jeg kan lide. Ikke sådan nogle kæmpe blokke som sidste gang.” Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, mens vi skar. Hun fortalte om nytårsaftener i hendes barndom – uden fine salater, kun sild og mandariner, som bedstefar kom hjem med fra arbejdet. Senere kom far med juletræet. Et gigantisk et, næsten til loftet. “Nå damer, hvad siger I så? Er hun ikke flot?” råbte han stolt i døren. “Far dog, har du væltet hele skoven?” udbrød jeg. Mor kom, trak på skuldrene: “Smukt, jo – men hvor skal vi dog have det?” Sidste år var det da mindre.” Men hun hjalp alligevel med at pynte op. Lillesøster Lærke og jeg hang lyskæder op, og mor fandt de gamle ornamenter frem, de samme som da jeg var barn. Jeg kan huske, hvordan hun tavst rakte mig en glasklokke: “Den her købte jeg til dig til dit allerførste nytår,” sagde hun lavt. “Kan du huske det?” “Det kan jeg godt, mor,” løj jeg. Egentlig kunne jeg ikke, men nikkede. Hun lyste sådan op, når jeg kunne huske englen… Storebror kom senere med larm, poser, gaver og vin. “Mor, nu har jeg skaffet en god champagne! Ikke det sure sprøjt fra sidste år!” “Åh søde, bare I ikke drikker alt for meget,” grinede mor og krammede ham. Ved midnat gik vi alle ud i haven. Far og bror tændte fyrværkeri, Lærke hylede af fryd, og mor holdt mig tæt. “Se datter, hvor smukt…” hviskede hun. “Vi har det så godt sammen, os.” Jeg krammede hende igen. “Vi har det allerbedst, mor.” Vi drak champagne direkte af flasken, grinede, da raketten ramte naboens skur. Mor, lidt småberuset, dansede i hjemmesko til “Nu er det jul igen”, og far løftede hende op. Vi grinede så tårerne trillede. Første januar lavede vi ingenting. Mor lavede igen mad – nu var det pirogger og sylte. “Mor, nu må du stoppe! Vi triller jo rundt!” “Pyt, I skal nok få det spist – nytår varer jo hele ugen!” lo hun. Anden januar stod hun tidligt op igen. Jeg hørte hoveddøren slå, kiggede ud: hun stod i haven med sneskovlen. Lavede en smal, lige sti fra lågen op til trappen. Skubbede sneen til siden, omhyggeligt som altid. Jeg råbte ud: “Mor, hvorfor så tidligt? Du bliver kold!” Hun vendte sig med et smil, vinkede med skovlen: “Ellers må I dovne unger gå gennem sneen til foråret! Sæt hellere kedlen over.” Jeg smilede og gik i køkkenet. Hun kom ind efter en halv times tid – varme kinder, glitrende øjne. “Så, nu er der pænt. Det lykkedes godt, ikke?” “Jo, mor. Tak.” Det var sidste gang, jeg hørte hendes stemme så frisk. Tredje januar vågnede hun og sagde, stille: “Jeg har ondt i brystet, piger. Ikke slemt, bare ubehageligt.” Jeg blev bekymret: “Mor, skal vi ikke ringe efter lægen?” “Åh nej dog, datter. Bare lidt overanstrengelse. Jeg har lavet så mange ting – det går nok over.” Hun lagde sig på sofaen. Vi sad der, Lærke og jeg, og far kørte på apoteket. Hun jokede stadig: “Se ikke så triste ud, jeg skal nok leve jer alle sammen over ende.” Så blev hun pludselig bleg. Malik over brystet. “Åh… det er skidt. Rigtigt skidt…” Vi ringede 112. Jeg holdt hendes hånd og hviskede: “Mor, hold ud, de kommer straks, det skal nok gå…” Hun kiggede på mig, svagt: “Datter… jeg elsker jer alle sammen så højt… Jeg vil ikke sige farvel.” Lægerne kom med det samme, men… intet kunne gøres. Stor blodprop. Alt skete på få minutter. Jeg sad på gulvet og skreg. Jeg kunne ikke forstå det. I går dansede hun til fyrværkeri, i dag var hun væk. Helt knust gik jeg ud i haven. Sneen faldt kun lidt. Og så så jeg hendes spor. De samme – små, pæne, lige – fra lågen til trappen og tilbage. Præcis som hun altid lagde dem. Jeg stod længe og kiggede på dem. Spurgte Gud: “Hvordan kan det være, at et menneske går rundt og sætter spor, og næste dag er det væk? Sporene er der, men mennesket er væk!” Måske så jeg syner, men det føltes virkelig, som om hun 2. januar gik ud for sidste gang – for at lave en sti til os. Så vi kunne gå ad den uden hende. Jeg dækkede dem ikke til. Bad alle lade være. Lad dem ligge, til sneen selv har skjult dem for altid. Det var det sidste, mor gjorde for os. Hendes omsorg mærkes, selv om hun ikke er her længere. En uge senere faldt der tonsvis af sne. Jeg har gemt billedet med mors sidste fodspor. Hvert år den 3. januar kigger jeg på det billede – og bagefter på den tomme sti foran huset. Det gør så ondt at vide: et sted under sneen – der har hun efterladt sine sidste spor. Dem, jeg stadig følger…