16. marts
Så var den gal igen. Mor, du har igen givet dem de der købte honningkager! Vi havde aftalt kun de glutenfri småkager fra bageriet på Vesterbrogade, sagde Josefine, min datter, med stemmen dirrende af forargelse, som om jeg havde begået århundredets forbrydelse i stedet for at servere en eftermiddagssnack til to børnebørn på fem og tre. Der er jo kun sukker og dårlige fedtstoffer i de kager! Vil du have, at drengene får eksem igen? Eller løber rundt som vilde dyr til sengetid?
Jeg sukkede og fejede forsigtigt krummerne fra bordet ned i min håndflade. Jeg havde så meget lyst til at fortælle hende, at drengene nægtede at spise de pebrede glutenfri småkager og bare kaldte dem pap, mens de til gengæld guffede honningkagerne med stor velbehag. Men jeg sagde selvfølgelig ingenting. Stilhed er ofte min bedste taktik nu, hvis ikke konflikterne bare skal blusse op på ny.
Josefine, min eneste datter, stod i køkkenet, stram, i sit stive jakkesæt, og kastede urolige blikke på sit ur. Hun havde travlt et vigtigt møde ventede, men hendes forelæsning om ernæring kunne naturligvis ikke vente.
Josefine, de var sultne efter en lang tur på legepladsen, forsøgte jeg mildt, mens jeg skyllede kopperne op. De fik næsten ikke spist suppen, og hovedretten rørte de ikke. De har altså brug for noget, de gider spise.
Energi, mor, får man fra grovkost og ikke fra sukker! afbrød hun skarpt, mens hun greb sin taske. Nu løber jeg. Thomas kommer hjem klokken otte. Husk at de skal lave taleterapiopgaverne og INGEN iPad! Jeg tjekker browserhistorikken.
Døren smækkede, og tilbage hang kun duften af parfume og en trykkende stemning i entréen. Jeg sank ned på stolen og mærkede det svimle pres over lænden og forstod: 62 år gammel og frivillig hushjælp i min egen familie, fordi de ikke ville have en fremmed fra et vikarbureau rendende. For to år siden, efter lang betænkningstid og et vist pres fra min datter og min svigersøn, sagde jeg op som cheføkonom i en mindre virksomhed for at være børnepasser for Elias og Gustav.
Du har tjent nok, mor, havde Thomas sagt. Vi knokler for realkreditlånet, men vi skal bruge stabile rammer for børnene. Og det er dyrt at hyre barnepige. Der er du den bedste og vi er trygge. Og så slipper du for S-toget i myldretiden.
Det lød klogt. Jeg havde elsket tal og regnskab, men trætheden var begyndt at melde sig, og billedet af idyl park, eventyr og leg forførte mig. Sandheden blev noget andet. Jeg stod op klokken syv, tog bussen fra Brønshøj til Islands Brygge, så jeg kunne nå at være der, når børnene vågnede. Josefine og Thomas tog tidligt afsted, kom sent hjem. Alt praktisk, logistik til fritidsaktiviteter og børnelægen landede på mine skuldre. Elias var larmende og evigt i bevægelse, Gustav var stædig og mente, at han sagtens kunne det hele selv.
Aftenen forløb som så ofte: byggeri med DUPLO, læse eventyr og logopædi. Aftensmaden blev endnu en sej kamp broccolien smuldrede og endte på gulvet, mens pølser blive slugt med det samme (jeg kogte dem i smug det var alt, der var appetit på). Børnebørnene blev puttet, og da Thomas kom ind ad døren, var jeg helt færdig uden han knap sendte mig et blik.
Han rottede i køleskabet og spurgte: Så er Josefine ikke hjemme endnu? Jeg pakkede min taske sammen. Nej, de sidder stadig i møde. Jeg må videre, ellers skal jeg tage taxa, og priserne er tossede for tiden.
Ja ja, selvfølgelig. Tak, Birgit. Husk at lukke døren ordentligt, sagde han, uden at slippe sin telefon.
Jeg sad i den næsten tomme bus hjem gennem København, og tænkte, at selv takket lød som en rutinesag. Ikke ét spørgsmål om mit blodtryk, som ellers havde drillet i den våde marts.
Så ramte lørdagen. Normalt havde jeg weekenden fri, men fredag aften ringede Josefine: Mor, vi holder et familie-møde søndag. Kom til frokost, vi skal have en snak.
Mit hjerte sank. Noget var galt. Gæld? Sygdom?
Søndag tog jeg min kålpostej under armen og gik mod deres forstadshus. Stemningen var underlig børnene blev sendt ind foran fjernsynet, og vi voksne sad omkring spisebordet. Thomas åbnede sin MacBook, Josefine havde notesblok parat. Min postej var sat i skyggen af gadgets og alvorlige miner.
Mor, vi har gennemgået de seneste seks måneder, begyndte Josefine, mens hun undgik øjenkontakt. Vi er nødt til at strukturere opdragelsen. Der er ting, vi slet ikke synes om.
Hvad mener I? spurgte jeg, og mærkede, hvordan hånden begyndte at ryste.
Vi har lavet en liste, sagde Thomas, drejede computeren. Excel-ark. Farvekoder, punkter, kolonner.
Første punkt: Mad. Du bryder konsekvent deres kostregler. Honningkager, pølser, gammeldags boller. Ren sukker-chok. Vi kræver, at du følger menuen på køleskabet 100 procent.
Men de vil ikke spise dampet kylling, prøvede jeg forsigtigt. De er børn! De skal da have noget, de kan lide.
Smagsvaner grundlægges i barndommen, sagde Thomas, som en underviser. Andet punkt: Døgnrytmen. Sidste uge sov Gustav først klokken 21.30, ikke klokken 21. Sådan noget forskyder hele deres hormonbalance. Det er ikke acceptabelt.
En klump samlede sig i halsen. Jeg huskede den aften: Gustavs mave gjorde ondt, jeg nussede hans ryg, sang stille for ham, indtil han faldt til ro.
Tredje punkt: Læring, fortsatte Josefine ivrigt. Elias kan stadig ikke farverne på engelsk. Har du slet ikke brugt kortene? Vi har jo valgt tidlig læring! Men du lader bare drengene lege med biler de burde øve kognitive evner.
Han er fem, Josefine! Han skal have en barndom og ikke en studiestart. Vi tæller jo kogler i parken…
Kogler er oldschool, vrissede Josefine. Det vigtigste: Disciplin. Du forkæler dem. De får lov til hvad som helst. Du burde være strengere. Straffe. Ingen slik! Sæt dem i skammekrogen. Ikke alt det pylren det er uprofessionelt.
Uprofessionelt skar helt igennem.
Og til sidst, tog Thomas over, vi følger op med ugentlige målinger og resultater. Hvis Elias ikke snart kan mere engelsk, må vi hyre en underviser. Det koster ekstra vi havde regnet med, du kunne tage dig af det.
Jeg tav. Kiggede på min koldnende postej, på mine nære, der pludselig var blevet arbejdsgivere til en elendig ansat. Jeg huskede alle de morgener med sneskyderne, nattevagter ved feberramte børnebørn, de gange jeg vaskede køkkenet uden at nogen bad mig om det, eller undlod at købe en ny vinterjakke, så børnene kunne få bedre legetøj.
Alt sammen af kærlighed, for det er da familie, ikke? Nu sad jeg som gratis hushjælp uden at opfylde “målene”.
Tavsheden i stuen var rungende. TVet summede i baggrunden.
En liste over anklager? spurgte jeg lavmælt men stemmen var sikker.
Mor, nu gør du det for hårdt! Det er ikke anklager, bare udviklingspunkter, mumlede Josefine. Vi vil bare gøre det mere systematisk.
Jeg har forstået, nikkede jeg og rejste mig roligt. Thomas, send venligt den der fil på mail. Den vil jeg læse grundigt.
Sådan, det gør jeg straks, sagde han. Han troede, jeg havde indvilget i spillereglerne.
Nu skal I høre, sagde jeg og rankede ryggen, for sådan måtte man også gøre, når Skattestyrelsen havde revision. I kræver professionel pædagog, diætist, kok og rengøringshjælp og det på højt niveau, gerne med Montessori-metoder og solide engelskkundskaber. Det koster. Og I har glemt én ting.
Hvad da? Josefine blev stram.
Kontrakt og løn, sagde jeg. Hvis I vil have professionalisme, så lad os regne: Barnepige i København får 130 kroner i timen minimum! Jeg er hos jer 8-20, fem dage om ugen. 60 timer á 130 kroner det er 7.800 kroner pr. uge. 31.200 kroner om måneden. Minimum uden madlavning og uden ekstraopgaver.
Thomas grinede nervøst: Altså, Birgit, du er jo farmor. Det er familie!
En farmor bager boller i weekenden, forkæler med eventyr, når hun har lyst. Den, der får leveret lister og resultater og bliver påduttet ottetimers arbejdsdag, det er en ansat. Og ansatte skal have løn for deres slid. Traldom er ikke moderne, heller ikke i vores tid.
Josefine sprang op: Mor! Hvorfor gør du det til penge? Vi er familie! Du hjælper da, fordi du elsker drengene!
Jeg elsker dem mere end alt, sagde jeg roligt, imens øjnene svømmede. Det var derfor, jeg ødelagde mit helbred i to år. Men I har gjort det klart: Jeg leverer en utilstrækkelig ydelse. Så jeg siger op. Farvel.
Du mener det ikke? udbrød de begge.
Jo. Find jer en professionel, der matcher jeres liste. Jeg er kun farmor fremover. Jeg kommer på besøg om søndagen med honningkager.
Jeg tog min taske, satte min uldhue rigtigt, pegede på postejen.
Spis den. Den er god. Farvel.
Det var med dirrende frygt og lettelse, jeg gik. Jeg svævede nærmest hjem. Den aften lavede jeg kun te til mig selv, så en gammel Dirch Passer-film og slukkede mobilen.
Den næste uge peb telefonen. Først Josefine, så Thomas vekslede mellem skyld, bøn og ja, grænsende til trusler. Jeg forblev rolig.
Mit blodtryk er for højt, Josefine. Lægen anbefaler hvile, løj jeg, mens jeg nød min læsning. I må finde ud af det. Jeg skal til frisør. Jeg skal i teatret med Helle. I er jo så strukturerede!
Jeg tog faktisk i teatret. Købte nyt kjole. Sov igennem for første gang i årevis. Byen var smuk igen; jeg så farver, der var dæmpet af træthed før.
Nye nyheder dryppede ind fra fronten. Først undtagelser fra arbejde, så en børnepasser fra et bureau.
En måned efter besøgte jeg familien om søndagen. Der var kaos i lejligheden. Sko overalt, vasketøj, støj. Børnene kom styrtende.
Farmor! Er du her?!, råbte Elias, og Gustav hang om mit ben.
En fremmed kvinde kom ud fra køkkenet stor, stram mund, blikket som en sergent.
Elias, Gustav nu ikke mere! Gå på værelset, kommanderede hun. Vi følger skemaet!
Jeg er farmor, præsenterede jeg, lidt forsigtigt.
Jeg er barnepigen, Annelise, sagde hun tørt. De skal ikke forkæles her. Nu er det tid for udviklingsspil.
Børnene slæbte sig mod værelset, hovedet lavt. Josefine kom søvnigt ud. Øjnene var sorte af træthed.
Hej mor, sagde hun lakonisk. Vil du have te? Annelise, lav lige te.
Det er ikke min opgave, snerrede barnepigen og fortsatte i sin iPhone. Jeg ansattes for børnene. Te må I selv lave. Og forresten Josefine, jeg var på overarbejde i onsdags. Det skal du betale for!
Josefine bed tænderne sammen og tændte vandet selv.
Stemningen var off. Børnene sad slukørede. Annelise korrekse dem hver gang de lo.
Dygtig? hviskede jeg hurtigt, mens barnepigen var ude.
Fra bureau. Elite-personale. Taler tysk, engelsk, svensk Dyrt?
32.000 kroner om måneden, sagde Thomas og kiggede ikke en gang op fra sin computer. Og hun spiser halvdelen af køleskabet selv. Vil kun have økobrød og koldpresset juice.
Nå, men til gengæld er hun jo dybt professionel præcis som I ønskede! kunne jeg ikke dy mig for at sige.
Josefine begyndte at tude. Sort mascara på kinden.
Det er et mareridt, mor. Hun er som en fangevogter, Gustav tisser i sengen igen. Elias savner dig. Intet tv, ikke engang læring. Og hun glor bare på sin telefon. Vi har allerede fyret to på én måned. Men vi ender i overtræk.
Jeg mærkede blødheden i hjertet banke. Men jeg vidste: Gav jeg mig nu, ville det hele bare gentage sig.
Livet lærer, selvom det gør ondt, sagde jeg, mens jeg rakte hende et stykke kleenex.
Må jeg bede dig begyndte Thomas, halvt knust, Kom tilbage, Birgit? Vi har været idioter. Excelark til farmor var måske lige i overkanten. Undskyld os!
Josefine nikkede, snøftende. Ingen lister mere, ingen anklager. Giv dem hvad du vil bare de er glade.
Jeg tænkte mig om, tog en slurk te. Hørte Annelise rive Gustav en skideballe.
I skal ikke betale mig, sagde jeg. Jeg er ikke ansat men farmor. Men jeg arbejder ikke på overtid eller som hushjælp.
Jeg tog min forberedte seddel frem med mine betingelser.
Jeg tager drengene tre dage om ugen. Tirsdag, onsdag, torsdag. 9-18. Ikke et minut mere. Mandag og fredag er mine egne. Jeg går til læge, i have, tager et hvil. I må klare det selv eller hyre barnepige.
JA! udbrød de i kor.
Ingen ordrer omkring børneopdragelse. Josefine, jeg har trods alt opdraget dig. Hvis jeg synes Elias trænger til en bolle, får han en. Hvis vi skal se Olsen-banden, så ser vi det. Ellers må I ringe til Annelise.
Det vil vi helst ikke, mor! Forsikrede hun.
Sidste punkt: Respekt. Hvis jeg bare mærker én kritik af min stil, siger jeg tak for denne gang.
Det lover vi.
Vi blev enige. Jeg bad dem hellere end gerne fyre barnepigen industrifolk skal man ikke have med ved køkkenbordet.
Da Annelise forsvandt, røg en dyb fred ind i boligen. Gustav kom løbende og hang om livet på mig.
Er hun væk, farmor? Er du her nu?
Ja, lille, jeg er her. Men kun til klokken seks, for jeg skal også have fri.
Senere på aftenen kørte Thomas mig hjem i taxa, og Josefine gav mig en pose med de dyreste økovarer, de ellers havde købt til barnepigen. Vi sagde farvel som var jeg på vej på verdensomrejse.
Jeg så Københavns lys glide forbi ud af bilruden, og tænkte: Det bliver udfordrende, der vil stadig være kaos og travlhed. Men nu kender jeg min pris. Og vigtigst af alt det ved de også.
Nogen gange skal man trække sig tilbage, så folk mærker forskellen. Kærlighed er smukt, men sunde grænser gør den stærkere. Og Excel-ark og KPIer hører til på kontoret. Hos farmor gælder hjerte, tradition og det, kærlighed nu engang smager af og det findes ikke på nogen måleark.
Birgit.
