Giv mig noget vand, jeg tørster! Jeg har råbt til dig i over en time, og du larmer stadig med gryderne, som om du ikke vil høre mig!
Den skingre, klagende stemme fra soveværelset fik Kirstine til at fare sammen, næsten tabe suppeskeen. Hun tog en dyb indånding og talte langsomt til ti en rutine hun havde lært gennem de sidste tre års liv i et hjem, hvor ingen glæde slog rod. Køkkenet duftede af kogt kylling og medicin en boring blanding, der havde sat sig i tapetet. Kirstine slukkede for suppen, fyldte et glas med tempereret kogt vand hverken koldt eller varmt og gik ind mod svigermorens rum.
Bodil Hansen lå halvt oprejst på puder, en gammel, utilfreds fugl, med skarpe, grå øjne, der fulgte Kirstine nøje. På natbordet, blandt medicinflasker og krydsord, lå en kraftig brunkuvert, som Kirstine aldrig før havde set.
Værsgo, Bodil, tag lidt vand Kirstine smilede venligt, forsøgende at skjule sin irritation. Jeg fik det ikke med, eftersom udsugningen var i gang. Kyllingesuppen er klar, jeg moser dine grøntsager, som lægen sagde.
Bodil tog nogle små slurke, trak en grimasse og stillede glasset fra sig.
Altid undskyldninger, snøftede hun, tørrede munden med lagen. Først udsugning, så støvsuger, så snakker du i telefonen. Min svigermors liv er intet værd!
Jeg er altid her, Kirstine lod hendes ord glide forbi uregistreret. Mens hun rettede dynen, faldt hendes blik igen på det mærkelige brev, hvor en gulnet hjørne af et officielt dokument stak ud.
Hvad er det? Nye lægepapirer? Skal jeg løbe til apoteket? spurgte hun forsigtigt.
Bodil greb brevet med overraskende fart. Noget hun ellers klagede over ikke at kunne.
Lad være! skar hun. Det er mine papirer, det rager ikke dig.
Kirstine blev forvirret. Normalt ville Bodil kræve hendes hjælp til alt medicin, regninger og breve fra kommunen. Denne hemmelighedsfuldhed var ny.
Jeg spurgte bare… begyndte Kirstine, men hoveddøren smækkede og tunge skridt lød i entréen.
Thomas er kommet! Bodil skiftede straks maske og smilede sukkersødt. Kom ind, sønnike, red din gamle mor fra den fængselsbetjent!
Thomas, Kirstines mand, arbejdede som salgschef og undgik hjemmet så meget som muligt, hvor der herskede sygestue og klager.
Hej mor, hej Kirstine, mumlede han, kyssede sin mor på kinden og så ikke på Kirstine. Hvad nu? Hvilken fængselsbetjent? Kirstine passer dig som et barn.
Passer! Bodil strammede læber. Hun venter bare på, jeg skal forlade stedet. Tror du jeg ikke kan se det? Iskolde øjne.
Kirstine mærkede en knugende smerte i halsen. Tre år tidligere, da Bodil blev ramt af slagtilfælde, måtte familien vælge: plejehjem eller hjemmehjælp. Der var ikke råd til plejehjem, og Thomas afviste det “hvad vil folk sige?” Så Kirstine sagde sit bibliotekarjob op, flyttede Bodil ind i deres lejlighed, og Bodils egen lejlighed blev udlejet for at finansiere medicin og genoptræning.
Jeg dækker op til aftensmad, sagde Kirstine stille og gik ud.
Under middagen rodede Thomas fraværende i frikadellerne.
Smager det? spurgte Kirstine, håbende på et lille kompliment.
Det er fint, han skrev videre på sin telefon. Mor vil gerne have, at Pia kommer på besøg. Hun savner hende.
Pia, Bodils niece og datter af hendes afdøde søster, var omkring 40. Højlydt og larmende, aldrig til hjælp. Hun kom en gang hvert halve år, med billigt kage, sludrede om sine mislykkede forhold og forsvandt og efterlod et rod.
Hvorfor dog? spurgte Kirstine. Bodil har forhøjet blodtryk, hun har brug for ro, ikke stormvejr.
Mor siger, det er vigtigt. Hun kan komme i morgen. Hold ud en time.
Dagen efter kom Pia præcis klokken tolv. Hun trampede ind uden at tage skoene af og sagde:
Hej, Kirstine! Har du taget på? Den morgenkåbe klæder dig ikke. Hvor er Bodil? Jeg har mundgodt med!
Hun havde poser med sukkerholdige sager, som Bodil ikke måtte få.
Kirstine pegede på soveværelsesdøren. Pia forsvandt ind, og straks lød hviskende samtaler og gråd. Kirstine satte sig ud i køkkenet, sorterede boghvede men nervøsiteten blev ved. Den kuvert på bordet forsvandt ikke fra tankerne.
Efter en time kom Pia ud, smilende med kuverten i hånden og stak den i sin store taske.
Nå, jeg må videre! Masser at lave! Bodil er faldet i søvn. Godt du holder rent, selvom gardinerne trænger til udskiftning.
Hun forsvandt som tågen.
Om aftenen, da Kirstine var ved at skifte Bodils sengetøj, sagde hun:
Bodil, hvilke papirer gav du Pia? Skal jeg tage kopi eller noget til kommunen?
Bodil kneb øjnene sammen, triumferende.
Det var min tak. Pia er den eneste, der elsker mig uden bagtanker. Blod er stærkere end vand.
Kirstine stivnede.
Hvilken lejlighed taler du om? Din blev udlejet til medicin og rehab. Vi aftalte, den gik videre til børnene.
Bodil lo tørt.
I aftaler jer til døde! Jeg har valgt anderledes. Notaren kom i dag, mens du handlede. Jeg har givet lejligheden til Pia.
Kirstine tabte stykker af sengetøjet. Tre år. Tre år med sprøjter, bleer, krav, uendelig nattevagter og det hele forgæves.
Hvordan… gavebrev? hviskede hun. Til Pia? Hun hjælper dig aldrig!
Men hun bebrejder mig ikke! svarede Bodil ondskabsfuldt. Du går her og venter på mit dødsfald, så du kan få lejligheden. Nu er Pia ejer. Lovgivningen siger det!
Kirstine satte sig. Benene svigtede. Tre år. Alt spildt. Hun var bare “den fremmede”.
Ved Thomas det? spurgte hun.
Han finder ud af det. Min ejendom mit valg. Nu: varm suppen op, og skift bleen, den strammer.
Kirstine rejste sig og gik ud. Hun tog sin frakke, tasken og gik ned ad gaden. Hun havde brug for luft.
Hun vandrede i timevis, indtil hun frøs. Hun tænkte kun på svigt. Ikke kun fra Bodil det havde hun aldrig forventet kærlighed fra men fra Thomas. Notaren kom ikke tilfældigt. Nogen måtte have hjulpet.
Da hun kom hjem, sad Thomas og spiste suppe.
Hvor har du været? han lød irriteret. Mor råber, bleen er våd, og du er væk!
Kirstine så på ham. For første gang på tyve år så hun ham klart: En barnlig mand, bekvemt placeret.
Thomas, sagde hun roligt. Din mor har givet lejligheden til Pia. Vidste du det?
Thomas satte suppen i halsen.
Gavebrev? Du må tage fejl!
Nej. Hun sagde det selv. Pia tog papirerne i dag. Notaren var her, mens jeg var væk. Hvem lukkede ham ind? Har du nøgle?
Thomas så væk. Han krummede brødet.
Jeg kom forbi. Mor sagde, det var til pensionen eller noget. Jeg lod juristen komme ind. Jeg var nødt til at smutte til møde!
Du var nødt til? Kirstine græd næsten. Din mor fjernede arven fra vores børn, gav lejligheden til en fremmed, og du “var nødt til”? Hvordan vil du nu betale for hendes medicin? Lejeindtægten forsvinder. Pia sælger eller tager lejligheden. Skal jeg arbejde for at forsørge din mor, der håner mig?
Lad være med at flippe ud! Thomas slog i bordet. Mor er syg, måske fra forstanden! Vi kan få det tilbage, gøre hende umyndig om det bliver nødvendigt.
Umyndig? lo Kirstine bittert. Du og notaren sagde jo, hun havde klart sind til daglig. Tror du, Pia ikke havde styr på papirerne?
Fra soveværelset lød råb:
Er der nogen? Jeg er gennemblødt! Kirstine! Kom og vask mig!
Thomas skar ansigt.
Kirstine, gør det nu. Vi må ordne det senere.
Her brast noget i hende. Tråden, der havde holdt hendes pligtfølelse sammen, knækkede. Hun så på sine hænder røde, ru af vask og rengøring. Hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde været på café. Hun ville egentlig ud og rejse, men “mor kunne jo ikke være alene”.
Nej, sagde hun.
Hvad mener du? Thomas forstod ikke.
Jeg går ikke ind. Jeg vasker hende ikke. Jeg laver ikke moset suppe mere. Jeg lytter ikke til hånlige ord. Nu har Pia både aktiv og ansvar ring til hende, hun må tage sig af Bodil.
Du er skør! Thomas sprang op. Pia svarer ikke! Hun kan ikke finde ud af det! Kirstine, det er min mor!
Præcis. Din mor. Ikke min. Og nu har Pia hendes lejlighed. Jeg er bare “fængselsbetjent.”
Kirstine vendte sig og gik mod soveværelset men til deres eget soveværelse. Hun tog sin kuffert frem.
Hvad laver du? Thomas stod i døren, bleg.
Jeg flytter til min mor. Der er småt, men det er ro.
Stop, Kirstine! Bodil har dummet sig! Vi kan rette det! Forlad os ikke! Hvordan skal jeg klare det alene? Jeg arbejder jo!
Find en hjemmehjælper. Men pengebyen er væk lejligheden er borte. Du må selv tage vagten nu. Velkommen til min verden.
Hun pakkede hurtigt: trøjer, undertøj, bøger. Tårerne strømmede men hun ville bare væk.
Kirstine, du kan ikke gå! han ville tage hendes hånd. Du er min kone! Du har pligt!
Pligt har jeg haft i tre år. Gode tider har jeg ikke set. Og forresten… hun lukkede kufferten jeg søger skilsmisse.
Over en lejlighed?! Hvor er du smålig!
Ikke over lejligheden, Thomas! hun råbte Over at du gjorde mig til slave! Over at du lukkede notaren ind og svigtede mig! Over at du ikke tænker på andet end, hvem der skifter bleen!
Hun trillede kufferten ud i gangen. Fra Bodils rum lød klagen:
Thomas! Hun har forladt mig! Hun vil slå mig ihjel! Giv mig vand!
Thomas løb mellem kone og mor.
Kirstine, please… bare en nat!
Jeg lægger nøglen på bordet, sagde Kirstine iskoldt. Farvel.
Hun gik ud i opgangen og tog elevatoren. Da dørene lukkede, støttede hun panden mod metallet og græd men det var lettelsens tårer.
Den første uge hos sin mor gik som i en tåge. Kirstine sov tolv timer, begik sig i parken, slukkede telefonen og købte ny nummer kun til de nærmeste. Men nyhederne fandt vej.
Gennem en fælles ven hørte hun, at Thomas ringede til Pia. Pia tog ikke telefonen, sagde så “en gave er en gave ingen plejepligt følger med”, og satte lejligheden til salg. Hun gav to måneders varsel til lejerne. Hun foreslog også, at Bodil burde på plejehjem.
Thomas tog orlov, sygemelding, ringede til deres to børn Mads og Signe for at få dem til at hjælpe. Børnene ringede til Kirstine.
Mor, far siger du er forræder, sagde Mads. Men vi ved, hvor meget du har slidt. Vi kommer ikke. Vi har eksamen. Og Bodil valgte selv Pia.
Kirstine var stolt. Børnene havde forstået det.
Efter en måned fik hun jobbet tilbage på biblioteket. Lønnen var beskeden, men roen, bøgernes duft, helbredte hendes sjæl. Hun søgte om skilsmisse. Thomas mødte ikke op.
En aften, da Kirstine kom hjem, stod Thomas i opgangen. Han var blevet ældre, uren og lugtede af sprut og af hjælpepleje en aroma hun kendte alt for godt.
Kirstine… sagde han, træt. Jeg kan ikke klare det. Hun råber hele tiden. Pia har allerede solgt lejligheden til tvivlsomme folk. Lejeindtægten er væk. Jeg har sagt op, er uden job…
Kirstine følte kun afsky.
Hvad vil du have fra mig, Thomas?
Du kan jo pleje hende… Kom tilbage? Jeg tilgiver alt. Vi kan sælge vores lejlighed, købe noget mindre, ansætte en hjemmehjælper.
“Du tilgiver”? Kirstine spurgte. Det er mig, der bør tilgive. Men jeg vil ikke.
Bodil græder. Hun savner dig. Hun siger, du lavede bedst grød.
Det skulle hun have tænkt over før. Da notar blev tilkaldt.
Pia har snydt os! Hun er svindler!
Pia gjorde, hvad hun fik lov til. Bodil ville købe kærlighed for kvadratmeter handelen blev indgået.
Du er blevet hård, hviskede Thomas.
Jeg er fri, rettede Kirstine. Gå hjem. Kom ikke igen. Vores retsmøde er om en uge. Jeg håber, vi bliver hurtigt skilt.
Hun gik forbi ham.
Kirstine! råbte han. Hvad hvis jeg sender Bodil på plejehjem? Kommunen kræver papir, jeg kan ikke!
Kirstine stoppede. Vendte sig.
Brug internettet, Thomas. Du var jo chef. Find ud af det. Min vagt er slut.
Hun slog døren i.
Da hun kom op, kiggede hun ud. Thomas stod stadig i gården, en lille, knust mand, tyngdet af ansvar. Kirstine trak gardinerne for.
Te-kedelen peb i køkkenet. Mor bagte kål-tærte.
Hvem var det, Kirstine? spurgte mor fra køkkenet.
Fejl adresse, mor. Bare fejl adresse.
Kirstine satte sig, tog en varm tærte og spiste. Det smagte godt første gang i tre år. Livet fortsatte, og denne gang tilhørte det kun hende. Bodil fik præcis det, hun havde fortjent den elskede niece med pengene og en søn, der endelig lærte ansvar, selvom det var sent. Retfærdighed et måltid, der bedst serveres koldt, men det mætter alligevel.
