Hele mit liv blev jeg fodret med sætningen: “Alt det bedste til børnene.” Vi undte os sjældent selv en hel nats søvn eller et par nye sko, bare børnene kunne få privatundervisere, renommérige universitetspladser og overdådige bryllupper.
Mit navn er Rigmor Troelsdatter. Jeg er fireogtres år gammel og har været enke i syv år. Min mand, Poul, var gammeldags, arbejdsom og var chefingeniør indtil sin død. Siden har jeg boet alene i vores rummelige treværelses herskabslejlighed med stukloft midt i København.
Min eneste søn, Morten, voksede op som en god, sart dreng. Nu er han femogtredive, gift med Signe en kvik og målrettet pige med lange ben og hårde hæle, som altid ved, hvad hun vil. Min lille barnebarn, Vilmer, støjede i deres alt for trange toværelses lejlighed i Brønshøj, hvor de altid klagede over kronisk pengenød.
Jeg ville så gerne være en god mor. Jeg så mig omkring i vores højloftede hjem, parket, bogreolen min mands stolthed. Hvad skulle jeg bruge alt det til alene? Fra køkkenet til soveværelset det var alt, jeg brugte. Imens sad de fast i deres skotøjsæske.
En søndag over flæskestegen sagde jeg:
Morten, Signe. Lad os nu slå os sammen. Flyt ind hos mig, jeg giver Vilmer morfars gamle kontor som børneværelse. Og jeres bolig kan lejes ud, så afdrager I lånet hurtigt. Og for at I får ro i sjælen, så skriver jeg gerne lejligheden over på dig, Morten. Hvorfor ikke? Vi er jo familie. Papirer betyder intet for os.
Livets dyreste fejltagelse.
Morten protesterede lidt for syns skyld, men Signe smilede straks over hele ansigtet.
Allerede ugen efter sad vi hos en notar. Jeg skrev under. Jeg gav de formelle rettigheder til den lejlighed, hvor jeg havde født min søn, hvor Poul og jeg havde samlet hvert eneste møbel med omhu. Jeg følte, jeg købte mig til en tryg alderdom midt i familien.
De flyttede ind en måned senere.
Det var først hyggeligt fælles aftensmad, Vilmer der fjollede rundt.
Derefter begyndte det, folk kalder blid fortrængning.
Først påpegede Signe, at min afdøde mands bogsamling støvede for meget Vilmer kunne få allergi. Mens jeg ventede på Diakonissestiftelsen, havde de allerede tilkaldt to flyttefolk og sendt alle Pouls bøger op i vores gamle sommerhus i Nordsjælland.
Dernæst dømte Signe min favoritkop ude den passede slet ikke til den nye designer-køkkenindretning, de netop havde installeret.
Morten begyndte at sige:
Mor, lad nu være med at skrue så op for fjernsynet, Signe vil gerne have ro efter arbejde.
Mor, vi får besøg af nogle venner, kan du sidde på dit værelse imens?
Pludselig var jeg en skygge i mit eget hjem. Jeg skruede mig sammen. Jeg listede lydløst gennem lejligheden. Jeg blev bange for at gå i køkkenet unødigt. Jeg var blevet en indlogeret gæst.
Klimaksen kom, da Signe blev gravid igen i november.
En aften åbnede Morten døren til mit værelse, kløede sig nervøst på telefonen og undgik mit blik.
Mor… nu er det sådan, at der er familieforøgelse på vej. Vi får brug for et værelse mere. Og du… altså, det må jo være hårdt for dig midt i byen. Her er så larm og dårlig luft. Sommerhuset i Rørvig er jo skønt. Kunne du ikke flytte derop? Vi laver et fint nyt køkken til dig til foråret! Du har jo altid sagt at naturen er god for dig…
Morten, jeg kunne knap få vejret, hvilket sommerhus? Det er et gammelt træhus. Der er ingen varme, kun en gammel kakkelovn, og vandet står ude i skuret! Det er jo vinter nu!
Mor, vi køber varmeblæsere! skød Signe ind og trådte ind i døråbningen. Du sagde jo selv, at alt var for børnebørnene. Du bør ikke være egoistisk. Nu er huset Mortens, og vi har ret til at fordele pladsen.
Udvist.
Jeg græd ikke. Alle følelser var allerede blevet til isklumper i min mave.
Samme dag pakkede jeg to kufferter. Morten kørte mig til sommerhuset i sin bil, satte de to billigste varmeapparater i stikkontakten, proppede en femhundrede kronerseddel i min hånd og mumlede, at “han kom i weekenden med madvarer”.
Han kom aldrig.
Allerede første nat faldt temperaturen udenfor til minus ti.
Sommerhuset var et kuldekammer. Varmeblæserne slubrede strømmen, men alle hjørner dækkedes af rim. Jeg sov i dynejakke med tre gamle uldtæpper over mig, omfavnende en flaske kogende vand.
På sofaen, pakket ind i tæpper, så jeg ånden sive ud af munden og indså, det var mig selv, der havde gravet graven. Jeg havde givet dem alt. Til gengæld blev jeg smidt væk som en udslidt gårdhund.
Af desperation og kulde begyndte jeg at rode i det gamle vitrineskab på verandaen måske var der stadig noget af Pouls tøj eller en lun trøje, vi havde læsset derop gennem årene.
På øverste hylde, gemt bag gamle blade af “Populær Videnskab”, fandt jeg en lillestor metaldåse fra Karen Volf-småkager.
Jeg åbnede den. Inden i lå der en tyk stak bankudskrifter i Pouls navn.
Øverst lå et brev skrevet med hans sikre hånd:
“Rigse. Hvis du læser dette, er jeg her ikke mere. Og du har sikkert, godtroende og blødsøden, givet Morten alt hvad du ejer. Jeg har altid vidst, at vores søn blev en svækling, der følger hans kone, og at du ikke kan sige nej. I al hemmelighed har jeg gemt en del af mine patenter på en skjult konto de sidste femten år. Jeg vidste, du ville give ham hele opsparingen. Der er en betragtelig sum, Rigse. Din redningskrans. Giv dem ikke en krone. Lev for dig selv. Koden til bankboksen er vores bryllupsår.”
Jeg stirrede på tallene. Det var ikke bare mange penge. Det var millioner. Min forudseende, kløgtige Poul havde tænkt det hele igennem. Han havde elsket mig så meget, at han formåede at beskytte mig mod min egen godhed endda efter døden.
Hjemkomsten.
Næste morgen tog jeg en taxa til København. På banken var alt korrekt. Pengene ventede. Jeg overførte alt til en ny, anonym konto.
Derefter gik jeg ikke hjem til den gamle lejlighed den var jo ikke længere min. Jeg gik direkte til et eksklusivt ejendomsmæglerfirma.
Jeg vil gerne købe en lys etværelses i byen. God udsigt over parken og ingen boliglån. Kontant betaling, sagde jeg.
Så ansatte jeg en advokat. En ægte, dyr og hvas advokat.
Vi gennemgik papirerne. Det viste sig, at notaren havde lavet en lille teknisk fejl i forbindelse med gaveoverdragelsen (fordi lejligheden i 90erne var blevet privatiseret på en besynderlig måde). Fejlen kunne ikke annullere gaven, men den tillod en fogedforretning, og sagen kunne trækkes i retten i årevis, imens alle dispositioner blev blokeret, med henvisning til misvisende rådgivning af ældre.
Jeg gik ind i lejligheden.
Morten og Signe sad i mit deres køkken og drak kaffe fra en ny maskine.
Jeg trådte ind uden forvarsel. Jeg var ikke længere en stakkels gammel kone i vattæpper. Jeg var Pouls enke.
Jeg lagde stævningen på bordet.
Hvad er det, mor? Morten blev bleg.
Det er enden på jeres bekymringsfri liv, sagde jeg køligt. Lejligheden er under retslig blokering. I kan hverken sælge, bytte eller folkeregistrere børn her, før sagerne er afsluttede. Og de kan tage fem år. Jeg hyrer de bedste advokater. Og jeg kan bevise, I smed mig ud.
Signe stod op med et sæt:
Du kan ikke gøre det! Vi er familie! Hvordan kan du sagsøge dit eget barn?!
Jeg sagsøger ikke min søn, svarede jeg med iskold stemme. Jeg sagsøger nogen, der ønskede, jeg skulle fryse ihjel i sommerhuset.
Jeg så Morten i øjnene:
I har en uge til at pakke og flytte tilbage til Brønshøj. Gør I det, annullerer jeg søgsmålet og lader ejendomsretten blive. Men I skal aldrig mere bo her. Jeg udlejer den til fremmede.
Epilog.
De flyttede ud på fire dage. Signe råbte forbandelser, Morten forsøgte at undskylde, han græd, hviskede at jeg misforstod alt. Jeg lyttede ikke.
Nu er jeg femogtres. Jeg bor i en ny, lys lejlighed, med udsigt over Søndermarken. Jeg rejser. Jeg går i teatret. Jeg nægter at spare på mig selv.
Min gamle herskabslejlighed udlejes til en ordentlig familie, og pengene lægger jeg til side.
Min kontakt med min søn? Den eksisterer ikke. Det gør stadig ondt. Nogle nætter græder jeg og mindes, hvordan han var som lille. Men jeg har indset det frygtelige: Selvopofrelse gør ikke børn taknemmelige. Den gør dem krævende. Lægger du dit eget liv for deres fødder, bruger de det som en dørmåtte.
Min mand havde ret. Det eneste menneske, du altid kan stole på, er dig selv.
Hvad mener du havde jeg ret i at smide min søn og svigerdatter ud, eller er familie vigtigere end skuffelser og kulde? Er det klogt at skrive arv over, mens man lever?
