Jeg oplevede engang noget bemærkelsesværdigt i min pædagogiske praksis: I min børnegruppe gik en dreng ved navn Nicolai, der var født med flere alvorlige sygdomme – udviklingsforsinkelse, hjerteproblemer og oveni det hele også læbespalte med ganespalte.

Under min tid som pædagog oplevede jeg engang noget, jeg aldrig glemmer. I min gruppe gik en dreng, Mikkel. Han var født med mange helbredsproblemer: udviklingsforstyrrelser, et hjerte der drillede, og oveni havde han læbe-ganespalte.

Før han fyldte fire, kunne vi nærmest ikke forstå, hvad han sagde, men efter utallige besøg hos specialister blev hans sprog tydeligere op mod seksårsalderen. Han talte stadig meget nasal med lidt ru stemme, men det var til at forstå ordene.

Så kom marts og kvindernes internationale kampdag. Det var sidste år i børnehaven, før han skulle i skole. Vi besluttede, at Mikkel skulle fremføre et digt. Han havde altid været flov over sin tale og det ar, lægen havde efterladt på læben. Vi vidste, hvor stor en udfordring vi lagde foran ham, og hvilket pres han ville mærke. Men hvis man kun lever i et drivhus, lærer man aldrig at klare sig. Mikkel havde brug for det her, for at tro på sig selv og mærke, at han er ligesom alle andre.

Mest af alt ville han selv. Når de andre børn reciterede, hviskede han ordene med, bevægede læberne i takt.

Han fik lov at øve et lille digt om mødre. Hans mor blev helt rørt hun havde ikke troet, han fik chancen. Mikkel selv forstod ikke helt, hvorfor han lige netop skulle have lov. Han vidste godt, han var anderledes.

De knoklede sammen hver dag gentog digtet for spejlet, for hinanden, for familien, højt og hviskende, som en konkurrence mellem dem.

Så blev det endelig festdag. Mikkels tur kom. Hans hænder rystede, han var rædselsslagen men nægtede at trække sig. Jeg vil gøre det for mor. Kun for hende, sagde han.

Mikkel trådte ud pæn med butterfly om halsen. Han begyndte sikkert og klart, men så kom nervøsiteten, ordene ville ikke. Han kæmpede sig hen til disse linjer:

Fra trappen svarede Viktor: Min mor er pilot? Jamen, det er da ikke noget særligt! Mikkels mor, for eksempel, hun er… Her stoppede han op, prøvede at huske det svære ord… hun er… kon-di-ti-o-ner!

Folk fniste i salen. Mikkel blev ildrød, så ned, gemte hænderne i lommen og pustede kinderne op, inden han stædigt fortsatte:

Og Tilde og Fridas mødre er…

Konditionerer! råbte én bagfra og grinene brød løs.

Mikkel stoppede, løb væk. Jeg fandt ham ved trappen, trykket op mod væggen, mens han tørrede arrige tårer væk med ærmet. Jeg satte mig ved ham, talte lavt i hans røde øre. Det var ikke i orden, det de sagde. Vil du prøve igen? Kun for mor, og for mig? Jeg skal nok hjælpe med ordet, hvis du glemmer det.

Han snøftede, rystede på hovedet, men så nikkede han alligevel. Okay. For mor. Men jeg er stadig bange. Jeg lovede at holde hans hånd og hviske til, om nødvendigt.

Mikkel gik med på det, og en sød barnepige hjalp ham med ansigtet, så han igen kunne vise sig blandt folk. Da det næste nummer var slut, gik jeg op til de voksne i salen. Mine ben rystede, da jeg bad om ordet. Den tale glemmer jeg aldrig.

Mikkel er seks år gammel. Det meste af hans lille liv har han tilbragt på hospitalet. Han har prøvet flere operationer end fødselsdage. I mange år kunne han ikke tale, men i år har han lært det, og nu har han modet til at stå foran jer og læse et digt op. Han vil men kun for sin mor. Vil I hjælpe ham? Vil I lytte? Det kræver alt, hvad han har.

Salens latter døde ud. Jeg hentede Mikkel bag tæppet han var tilbageholdende, kiggede ned. Lille og robust med den stædige underlæbe. Grædefærdig, men stærk.

Kom så, Mikkel! råbte hans mor.

Kom så, Mikkel! gentog stemmen bagfra. Jeg satte mig ned og tog hans hånd.

For mor, hviskede jeg.

Han tog en dyb indånding. Fra begyndelsen igen, og denne gang, da han nåede ordet, blev han mørkerød men sagde tydeligt:

Mikkels mor er po-li-ti-betjent! Og Tilde og Fridas mødre de er in-ge-ni-ø-rer! Han kiggede trodsigt ud over forsamlingen.

Aldrig har salen klappet højere. Alle forældre, børn, pædagoger, selv rengøringsfruen klappede, nogle rejste sig. Bagefter kunne Mikkel ikke sige et ord mere, der var larm overalt. Men det var ligemeget han havde gjort det.

Efter festen trak vores musikpædagog mig til side.

Du skulle have en røffel, sagde hun og smilede skævt. Så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Alle følelserne væltede ud. Hun rystede på hovedet, fandt en stol frem og sagde: Du risikerede at ødelægge festen, men… vindere bliver ikke dømt. Du og Mikkel I er vindere. Tør øjnene og gå ind til børnene igen.

Hvorfor jeg husker det nu, 13 år senere? For nylig mødte jeg Mikkels mor på gaden. Hun genkendte mig straks. Hun fortalte, at Mikkel nu er startet på universitetet på statens regning, og han klarede optagelsen med topkarakterer. Gæt, hvad han læser? Dansk sprog og litteratur!

Hun gav mig en hilsen fra Mikkel: Hvis ikke det var for dengang, havde jeg stadig følt mig som en invalid.

Det vigtigste i denne historie er ikke bare udholdenheden men at et barn, som alle havde dømt ude, blev hel, fordi nogen troede på ham. Lad os huske at være tålmodige og gode for det gør en forskel!

Rating
Mirabile dictu
Jeg oplevede engang noget bemærkelsesværdigt i min pædagogiske praksis: I min børnegruppe gik en dreng ved navn Nicolai, der var født med flere alvorlige sygdomme – udviklingsforsinkelse, hjerteproblemer og oveni det hele også læbespalte med ganespalte.