Ved du hvad, jeg fandt faktisk ud af, at min eksmand var mig utro, fordi han begyndte at feje fortovet. Det lyder helt vildt mærkeligt, men det var præcis sådan, det gik for sig. Lasse var elektriker og arbejdede hjemmefra. Han havde sit værksted ude i garagen, hvor han altid gik og rodede med ledninger, værktøj og kunder. Han var virkelig aldrig den, der tog fat på husarbejdet ikke fordi han mente, det var under hans værdighed, men det sagde ham bare ingenting. Når Lasse havde fri, så slappede han af så lidt fjernsyn, drak en bajer med gutterne eller grillede i haven. Han var en stille og rolig fyr, ikke festtypen, slet ikke jaloux eller mistænksom, og han gav mig virkelig aldrig grund til at tvivle på ham.
Vores vej hjemme i Svendborg var en stille villavej med store kastanjetræer og masser af blade, støv og mudder. At feje fortovet var et evighedsprojekt, og typisk stod jeg og gjorde det om morgenen, mens jeg lagde morgenmad frem. Men så flyttede der en ny nabo ind lidt længere oppe ad vejen. Egentlig ikke noget særligt, huset blev tit lejet ud, og folk skiftede jævnligt.
Et par måneder efter hun var flyttet ind, begyndte Lasse pludselig at sige:
Ej, du behøver ikke feje i dag jeg tager det bare.
I starten syntes jeg, det var vildt sødt af ham. Så fik jeg jo lidt ekstra tid til at tage vasketøjet eller ordne badeværelset. Og jeg holdt ikke øje med ham hvorfor dog også?
Men så begyndte han at gøre det hver dag. Og det var altid klokken syv om morgenen. Ikke før, ikke siden men præcis klokken syv. Jeg lagde mærke til det, for ellers var han ikke typen, der holdt sig til faste klokkeslæt, medmindre det handlede om arbejde. En morgen blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg listede mig over til vinduet.
Der stod han. Med kosten i hånden uden at feje en eneste gang og snakkede. Han smilede stort. Overfor stod selvfølgelig naboen, Anne-Mette. Nå, måske bare et tilfælde, tænkte jeg. Men næste morgen gentog det sig. Og morgen efter. Hver eneste dag, når han gik ud for at feje, var hun også derude. Som om de havde aftalt det.
På et tidspunkt begyndte jeg at holde mere øje. Det var ikke kun om morgenen. En lørdag sagde han, at han skulle ud og have en øl med nogle venner helt normalt for ham. Men da han gik ud ad døren, var der et eller andet, der føltes forkert. Jeg kiggede ud, og der så jeg naboen forlade sit hus præcis samtidig. Hun råbte højt:
Hej Lasse! God aften.
Han svarede helt ubekymret, hvorefter hun sagde:
Ej, hvor sjovt, jeg skal også samme vej.
Og så gik de sammen.
Weekenden efter sagde han, at han skulle ud og spille fodbold hvilket han aldrig plejede. Han gik hjemmefra, og fem minutter efter så jeg Anne-Mette slentre afsted med sin telefon i hånden i samme retning.
Jeg havde ingen beviser. Ingen beskeder, ingen billeder. Intet. Bare et mønster. Tidsrum. Sammenfald, der ikke længere var tilfældige.
Til sidst konfronterede jeg ham. Jeg spurgte ikke, jeg sagde bare:
Jeg ved, du er sammen med Anne-Mette.
Han så helt overrasket ud. I starten nægtede han, men jeg sagde:
Jeg har set jer. Hver dag. Lad nu være med at lyve.
Han blev stille og kiggede ned og så sagde han:
Ja. Jeg er sammen med hende. Jeg er forelsket.
Jeg råbte af ham, at han skulle gå. Vi havde ingen børn, intet at tale om. Det sjoveste eller måske sørgeligste var, at Lasse flyttede direkte ind hos Anne-Mette i huset ved siden af.
Men de blev faktisk ikke boende ret længe. Måske to måneder. Så var de væk. Ingen ved, hvad der skete. De forlod byen, og jeg har aldrig hørt om dem siden. Naboerne sladrer stadig, familien spørger lidt, men jeg har ikke lyst til at høre mere.
