Jeg har ikke brug for en sådan datter!” skreg Birthe Nielsen, mens hun viftede med et krøllet papir. “Du er skammen for hele familien! Hvordan skal jeg kunne se nogen i øjnene?”
“Mor, tag det nu roligt,” bad Agnete med rædselsvidne øjne, stående i køkkendøren. “Lad os tale fornuftigt sammen.”
“Hvad er der at tale om?” Moders stemme blev skinger. “Du droppede ud af universitetet, fandt intet anstændigt arbejde, og nu dette! Du har forbundet dig med… med hvem og hvad? En skandale for hele byen!”
Naboer Signe fra lejligheden ved siden stak forsigtigt hovedet ud på gangen. Birthe opdagede hendes nysgerrige blik og blev endnu mere rasende.
“Ser du? Helt sikkert ved naboen det allerede!” Hun smed papiret på bordet. “Femogtyve år har jeg opdraget dig, givet dig alt det bedste, og det er sådan du takker mig!”
Agnete samlede det faldne papir op og glattede det med sit rystende hænder. Det var en anmeldelse om vielse. Hendes anmeldelse.
“Mor, jeg er bare så lykkelig,” forsøgte hun at forklare. “Kristian er en dejlig mand, han elsker mig…”
“Dejlig?” Birthes latter lød bitter og ondskabsfuld. “Skilt med et barn, uden fast arbejde, ti år ældre end dig! Han er en simpel opportunist!”
“Det passer ikke! Kristian arbejder, han har sit ejen værksted til bilreparationer…”
“Værksted!” fnøs moderen. “En garage, mener du! Og hvad? Har du tænkt dig at lugte til benzin og smøreolie hele livet?”
Agnete sank ned på en stol, følte benene svigte. Hun havde forberedt sig i flere dage, øvet ordene, håbet på forståelse. Men intet gik som planlagt.
“Mor, jeg er ikke et barn længere. Jeg er femogtyve.”
“Præcis!” udbrød Birthe. “På din alder var jeg gift med din far, arbejdede på værftet, fik tildelt en lejlighed. Og du? Du farer vild uden styr på noget!”
“Far forlod os også,” sagde Agnete lavmælt og fortrodte det med det samme.
Moders ansigt blev askegråt af raseri.
“Hvor vover du! Din far omkom i en ulykke! Han lod os ikke i stikken!”
“Undskyld, mor, det var ikke sådan jeg mente det…”
“Det var præcis sådan!“ Birthe gik frem og tilbage i køkkenet som en fange i en bur. “Vil du gentage min skæbne? Stå ene tilbage med et barn? Den Kristian har allerede ødelagt én familie!”
“De blev skilt i fællesskab. Det blev bare ikke til noget imellem dem.”
“Nej, det ‘blev til noget’!” Moderen satte sig overfor sin datter og borede sine øjne ind i hende. “Men med dig bliver det så til noget? Ved overhovedet hvad du går ind til? Han har et barn fra første ægteskab! Der skal betales børnebidrag! Og hvad bliver der så tilbage til dig?”
Agnete tav og gned sin tinding. Hovedet var tæt på at sprænges af skrigene, og der lå en dumpt smerte i brystet. Hun havde sådan drømt om at fortælle sin mor om sin lykke, hvordan de sammen skulle planlve brylluppet, vælge en kjole…
“Hvor fandt du ham overhovedet?” fortsatte Birthe Nielsen. “I hvilken kælder lobby mødtes I?”
“Til Mettes fødselsdag. Kan du huske, at jeg fortalte om det?”
”Mette Hansen?” Moderen slog ud med hænderne. “Den løsagtige kvinde? Som snart skal giftes for tredje gang? Flotte bekendtskaber du har!”
”Mor, hvad har Mette med det at gøre? Kristian var der tilfældigvis, inviteret af en ven…”
”Tilfældigvis! Et menneske som ham er aldrig nogen steder ved et tilfælde. De jagter bevidst uerfarne piger som dig.”
Agnete sprang op fra stolen.
”Hold op! Du kender ham slet ikke, og du dømmer ham allerede!”
“Hvorfor skulle jeg lære ham at kende?” Birthe rejste sig også. “Jeg ser det på dig. Du virker borte på gulvet, du er blevet tyndere, har mørke ringe under øjnene. Er det så din lykke?”
“Jeg er tyndere fordi jeg stresset. Jeg vidste jo, at du ville være imod det.”
“Selvfølgelig er jeg imod det! Jeg opdrog dig ikke til at kaste dit liv væk på den første den bedste!”
Dørtelefonen ringede. Agnete og moderen tav og lyttede anspændt.
“Er det ham?” hvæsede Birthe.
“Ja, vi aftalte at han skulle komme forbi.”
“Aldrig i livet! Jeg lukker ham ikke ind!”
“Mor, vær nu sød! Mød ham i det mindste. Måske ændrer du holdning.”
“Aldrig!”
Telefonen ringede igen, mere insisterende.
“Agnete? Det er mig,” lød en mandlig stemme udefra.
Agnete så bønfaldende på sin mor.
“Mor, nu. Fem minutter.”
Birthe tøvede, men nysgerrigheden sejrede.
“Lad ham komme ind. Kun fem minutter. Og jeg ser ham aldrig her igen.”
Agnete åbnede døren. På dørtrinnet stod en høj mand i midten af trediverne med mørkt hår og trætte øjne. I hænderne holdt han et buket hvide roser.
“Goddag,” sagde han og trådte ind. “Er du Birthe Nielsen? Jeg hedder Kristian.”
Moderen måtte ham fra top til tå. Jeans, læderjakke, stærke arbejdshænder. Præcis som hun havde forestillet sig.
“Goddag,” svarede hun køligt og rakte ikke hånden frem.
“De er til dig,” Kristian rakte blomsterne frem. “Agnete har fortalt så meget om dig.”
“Spar dine kræfter,” afbrød Birthe, men tog dog imod buketten
Birgitte sag ikke en ordet, trak soveværelsesdøren i bag sig med en knirk, men lyden af en enkelt sækkevisk krøllede sammen indenfor afslørede hendes stadige uro, lige så stivnet som nattehimlen udenfor.
