Jeg ville bare være lykkelig
Mette kastede dynen til side, vendte den fugtige pude og lagde sig ned igen. Det var blevet lidt køligere, men søvnene ville alligevel ikke komme. Lyden af enkelte biler udenfor forstyrrede, men mest af alt tankerne. “Hvorhen skal den forsinkede chauffør? Hjem? Eller løber han væk fra noget, ud i natten? Hvem venter på ham?”… Forbandede varme…”
Mette sukkede og rejste sig. Hun kunne sin lejlighed i blinde, så hun tændte ikke lyset. I køkkenet stoppede hun ved vinduet. I huset overfor lyste to vinduer. “Venter nogen på deres vandrers hjemkomst – eller sørger de over hans afsked?”
De unge løvtræers blade gjorde det svært at se, om nogen stod ved vinduerne derovre. Mette tændte natlampen og hældte vand i et glas. Hun slukkede igen og stirrede ud. Et vindue var nu mørkt. Hun nippede til glasset og mærkede, hvordan den kølige væske kølede hendes krop. Det kolde linoleum under hendes bare fødder var en velkommen fornemmelse.
Hun satte det tomme glas på karmen og gik tilbage. Men hun lagde sig ikke i den varme, fugtige seng. I stedet gik hun ind i det andet værelse og strakte sig ud på den smalle, hårde sofa med en lille, stiv pude under hovedet.
Og pludselig faldt hun i søvn…
*
“Bittert! Bittert!” råbte gæsterne, mens de løftede deres champagneglas.
Lars rejste sig og tog Mettes hånd. I de høje brudesko var hun næsten lige så høj som ham, kunne se ham lige i øjnene i stedet for opad, som sædvanlig. Han så på hende med beundring, kærlighed og begær. Mette lænede sig frem og drejede hovedet, så sløret skjulte hendes profil for gæsterne.
“En, to, tre…” tællede de berusede gæster i kor.
Moren havde lært Mette, at alt i en familie afhang af kvinden – at hun skulle styre hjemmet og være sin mands støtte. Så Mette kastede sig heroisk ud i at bygge deres lykke.
Først gjorde de alt sammen: handlede ind, lavede aftensmad mens de grinede og kyssede – indtil de en dag glemte kartoflerne på panden midt i kysseriet, og de nær brændte på. De elskede hinanden. Det føltes som om det ville vare for evigt, som om de altid ville være unge og lykkelige.
To år senere fik Mette og Lars datteren Freja. I starten hjalp moren.
“Jeg er træt…” klynkede Mette over, at Lars ikke hjalp til.
“Mandens arbejde slider. Sådan er kvindens lod – at styre hjemmet og opdrage barnet,” sagde moren. “Du kan sove middagslur sammen med Freja. Men hvis han ikke får sovet, hvordan skal han så passe sit arbejde?”
Mette lærte at sove i små portioner, selv at nikke et øjeblik på bænken under gåturen med barnevognen. Da Freja blev to, kom hun i vuggestue, og Mette tog job igen.
“Når jeg går på pension om fem år, kan vi tage Freja hertil hos os, og I kan få et barn mere,” drømte moren.
Men Mette ville slet ikke tænke på et barn mere, efter hun var kommet tilbage til arbejdsmarkedet. Lars insisterede heller ikke. Så det blev aldrig til flere børn.
“Hvorfor er mænd utro? Fordj en elskerinde altid ser velplejet og flot ud, mens konen går rundt i en slidt morgenkåbe uden makeup,” lærte moren.
Så Mette sørgede for, at Lars altid så hende velklædt og sminket. Hun stod tidligt op for at være klar, før han vågnede.
Men det reddede ikke deres ægteskab. Da Freja forlod reden, opdagede Mette til sin overraskelse, at Lars nu oftere gik i jeans og hoodie i stedet for jakkesæt. Han begyndte at løbe om morgenen, selvom han allerede var i god form.
“Det er moderne,” sagde han. “Man skal følge med tiden.”
Da hun opdagede læbestiftmærker på hans skjorte, konfronterede hun ham direkte. Overrasket mumlede han noget uforståeligt, men tilstod til sidst og bad Mette om at lade ham gå.
“Holder jeg dig? Gå du bare. Men kom ikke tilbage, det skal du vide.”
Hun pakkede selv hans ting, uden en tåre. Lars tog lang tid om at klæde sig på i entreen, lod som om han tjekkede, om han havde glemt noget, men i virkeligheden så han hende afventende i øjenkrogen – som om han håbede, hun ville klynge sig til ham og bede ham blive.
Mette stod i døren med armene over kors. “Glem det,” sagde hendes blik.
Manden gik, og hun gik tilbage ind, lagde sig på sofaen, begravede ansigtet i den hårde pude og hulkede som en såret ulv. Livet havde mistet sin mening. Hun græd hele natten. Om morgenen besluttede hun at sluge en håndfuld piller. Hun fandt flasken frem. Men som en sidste farvel ringede hun til sin veninde.
Veninden mærkede, at noget var galt, og kom forbi.
“Du skal ikke gøre noget dumt. Forestil dig, hvilken sejr det ville være for ham, hvis du døde på grund af ham. Alle ville tro, han var så fantastisk, at kvinder gik hen og tog deres liv for ham. Giv ham ikke den glorie.”
Så Mette tog ikke pillerne. Langsomt kom hun sig, lærte at leve alene. Hun opdagede uventede glæder ved ensomheden. Hun kunne sove længe, gå nøgen rundt i lejligheden, lade være med at sminke sig i weekenderne, lave mindre mad. Hun spiste mindre, tabte sig, så yngre ud. Med de sparede penge købte hun nyt tøj. Shopping – som bekendt, den bedste medicin for en kvinde.
Så fødte Freja en søn og gav Mette en ny mening med livet. Hun elskede rollen som mormor. Hun sang vuggeviser, læste børnebøger, byggede sandkage med ham.
Mette ønskede inderligt, at Lars tilfældigvis ville se hende og indse, hvad han havde mistet. Hun spekulerede på, om han var sammen med en yngre kone. Lavede hun morgenmad til ham eller bare smørrebrød? Måske bragte han kaffe til hende i sengen? Fantasien viste hende billeder af manden i et blomstret forklæde ved komfuret – handlede ind efter arbejde…
Det gjorde ondt. Så han var også lykkelig i sit nye liv, uden hende.
En dag sad hun på en bænk med sin barnebarn, da en mand på hendes alder satte sig ved siden af.
“Skønt vejr, ikke? Sommerligt, selvom det kun er april. Dejligt at se børnene lege i sandkassen. Er det din barnebarn? Han ligner dig. Pigen derovre er min barnebarn Ida. Hun er skPå vejen hjem tænkte Mette, at livet alligevel havde sine små glæder, selv når drømmen om den store lykke ikke helt var gået i opfyldelse.
