Jeg ønsker ikke mors manuskript
Jeg har altid troet, at der ikke var nogen hemmeligheder mellem min mor og mig. Nå ja, næsten ikke.
Vi kunne tale om alt: mine barndomsangster, mine første sejre, mit knuste teenagehjerte.
Selv efter jeg blev gift, virkede det som om vores fortrolige bånd ikke blev svagere, men stærkere.
Min mor kunne virkelig godt lide min mand. Hun sagde ofte, at Mads var den rigtige slags mand. Da lille Vibeke blev født, strålede hun af glæde. Kom kørende fra kolonihaven med broccoli, kartofler, æbler, og et utal af glas syltede rødbeder og agurker. Købte bunker af babytrøjer og små kjoler, og kvidrede rundt om sit barnebarn.
Jeg kan huske, hvordan jeg sagde til min mand:
Kan du se det? Vi har verdens bedste mor og han nikkede altid smilende.
Det var derfor, det ramte så mærkeligt, da jeg opdagede, at verdens bedste mor i årevis havde båret rundt på en skjult bombe af skuffelser og bitterhed. Jeg var lammet.
Det skete en løvfaldsaften, hvor hun dukkede op med misundelsesværdigt høstgods fra sin have posevis af gulerødder, persille, knaldgrønne æbler, glas med hjemmesylt og syrlige agurker.
Hvorfor har du taget så meget med? sukkede jeg, mens vi bar poser ind i entréen det er jo kun Vibeke og mig derhjemme, og Mads er på arbejde ude i Nordsøen.
Så forær det til naboerne eller veninderne, slog hun ud, kyssede Vibeke i håret. Mit barnebarn skal have det bedste og reneste det er mit ansvar!
Jeg gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te, mens hun trak Vibeke ind på værelset for at putte hende.
Tolv minutter senere ville jeg ind til dem og stoppede pludselig op i døråbningen. Fra stuen lød min mors stemme. Dybere, intens og fremmed.
Nej, jeg klager ikke, Hanne, men mit hjerte bløder. Hvordan kan de leve sådan? Han farer rundt på platformen for et par småpenge. Og hun Sidder bare der. Kan du forestille dig det?! Pigen er næsten to år, for længst tid til vuggestue, så kunne hun få sig et job. Men nej, hun sidder bare og pludrer sødt: Vibeke er for lille, hun er ikke klar endnu. Dovenpind! Hænger på min regning, og de takker sjældent. Nå ja, jeg hjælper jo køber tøj, tager mad med. De siger aldrig nej. Jeg forstår det men det er jo en blindgyde! Hvis bare de havde kærlighed Men nej Mads er blevet så kold, lægger ikke mærke til hende længere. Nej, hun siger ingenting, klager aldrig men jeg kan jo se det
Mine ører suste, og gulvet virkede blødt under mig. Dér stod jeg, lænet op ad den kolde væg, mens min egen mor trashede mit liv med ord, der dryppede gift.
Småpenge. Hænger på min regning. Kold. Hvert ord svirpede. Jeg gloede på mine hænder de hænder, der hele dagen bærer, trøster, leger, laver mad, gør rent, bygger mærkelige trolde ud af modellervoks Dovne hænder.
Fra stuen fortsatte sivestrømmen: altid mistanke, kommentarer om mistet figur og manglende initiativ. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg listede, næsten på tæer som en tyv, ind på soveværelset, lukkede døren og satte mig på sengen med hovedet i hænderne. Vibeke sov fredeligt i sin tremmeseng, hendes rolige åndedræt var det eneste, der gjorde denne omvendte verden virkelig.
Hvad nu? Skulle jeg storme ind, råbe, smide hende ud? Alt i mig stivnede, en isnende tomhed. Så gjorde jeg det, man lærer som mor tændte for autopiloten: tørrede tårerne, trak vejret ind, pustede ud, og gik ud i køkkenet.
Et kvarter senere kom mor ud fra stuen, let om hjertet og glad.
Undskyld, jeg tabte vist helt tiden, snakkede med Hanne! sagde hun, da hun satte sig. Og Vibeke faldt i søvn af sig selv, mens jeg lagde dukken. Åh, min te den er blevet kold.
Jeg hældte frisk te op til hende. Hånden skælvede ikke.
Hvad snakkede I da om? spurgte jeg det lød langt! Noget sket?
Mor kvikkede op, øjnene lyste det særlige udtryk, jeg plejede at tro var rent menneskelig interesse.
Forestil dig: Hannes svigerdatter, den der Rigmor, vil have ny bil! Og Hanne klager over, at sønnen bruger alle pengene på hende, og hun ikke engang blev ringet op nytårsaften. Ungerne løber jo fra det hele!
I hendes stemme svingede den samme blanding af medfølende suk og moralsk harme, hun lige havde skænket mig.
Det gav mig kvalme af al den skinhellighed.
Hvorfor sladrer du sådan? stemningen brast, min stemme kom ud lavere end ventet hvad kommer det dig egentlig ved? Måske har Rigmor sine grunde!
Min mors ansigt stivnede, blev lukket og overlegen.
Det er ikke sladder, lød det koldt. Hun er min veninde, jeg skal støtte hende, lytte til hende. Du ved ikke meget om forhold mellem nære mennesker.
Ironien i den bemærkning stak. Nære mennesker
Jeg så for første gang ikke min mor, men en fremmed kvinde. En der har brug for drama for at mærke, at hun lever. En kvinde, der måske år for år har pakket vrede over mit ikke-ideelle liv. At jeg ikke følger det manuskript, hun skrev til mig.
Og al hendes hjælp evige kålhoveder og tilfældigt indkøbte bluser! Det er ikke kærlighed, men et billet til at mene noget om mit liv: Jeg hjælper, så jeg må kommentere.
Jeg havde lyst til at sige alt det, men holdt mig tilbage. Det ville ikke have ændret noget. Mor mærkede vist også, at løftet var bristet. Hun rejste mumlende, slog døren bag sig. Jeg blev alene i lejlighedens døs. Tomheden blev til vrede, så sorg, og til sidst en mærkelig, sviende erkendelse.
Jeg huskede hende ung, hvordan hun trak et helt liv alene efter skilsmissen. Hvordan hun var stolt over at få et fast job. Hvordan hendes største frygt var hvad de andre ville sige.
Hun havde bygget sit liv op omkring status, respekt, udadtil tryghed. Og mit liv med kærlighed, ro og varme i et lille, ikke festligt, men trygt hjem; mit valg om at være sammen med mit barn i stedet for at jage karriere blev for hende en anklage. Tegn på svaghed. Fiasko. Ikke noget, hun kunne blære sig med foran Tante Karen eller Hanne. Hun ville have en succeshistorie, jeg serverede blot livet selv
Dagen efter tikkede en sms ind: Undskyld hvis jeg sårede dig i går. Du ved, jeg elsker dig.
Samme gamle undskyldninger. Tidligere ville jeg have presset på for forsoning. I dag lagde jeg telefonen fra mig. Den fortsættelse, jeg måske ventede, men ikke på denne måde, kom en uge senere.
Hanne mors veninde trådte pludselig ind af døren, lettere forlegen, hun havde noget at ordne i mit kvarter, sagde hun, men jeg mærkede tydeligt, at hun var blevet sendt ud som spion.
Vi drak te, legede med Vibeke. Pludselig, mens Vibeke koncentreret stablede klodser, sukkede Hanne:
Du har det altså rart Fredeligt. Hyggeligt. Langt fra en blindgyde.
Jeg sagde ingenting. Hun sad lidt, stirrede ud i gråvejret.
Min søn og svigerdatter bor i Aarhus. Meget succesrige. Lån, huskøb, evigt ræs. Jeg ser mit barnebarn hver sjette måned. Men du du er her. Du tør leve. Ved du, din mor hun er bare bange.
Bange for hvad? mumlede jeg.
For ikke at betyde noget for dig. For at hendes kamp, hendes erfaring ikke har værdi for nogen. Du har valgt din vej, og hun tolker det som et stik. Så er det lettere at pege på fejl hos dig end at indrømme din lykke. Og de der grøntsager Det er måske hendes eneste bro. Hendes ret til at spille dommer ikke bare biperson.
Jeg lyttede og indså, at hun ikke var nogen fjende bare et menneske, der også sad fast i mors indre drama.
Hvorfor fortæller du mig det? spurgte jeg lavt.
Så du ikke bærer nag. Hun hun er bare faret vild. Hav tålmodighed. Men sæt grænser tydeligt.
Hanne gik. Jeg forstod pludselig: mors blik på verden er hendes realitet. Ikke min.
Min virkelighed er Mads, der, hver gang han kommer hjem fra platformen, griber Vibeke og mig i favnen og hvisker: Jeg har savnet jer så meget!
Min virkelighed er vores lille lejlighed i Valby, som vi selv betaler ydelse på uden mors penge. Det er mit valg, hvornår jeg vil begynde at arbejde igen, om Vibeke skal i institution eller ej. Mit valg: At leve uden at samle på andres meninger.
Jeg gik ikke i konfrontation. Jeg begyndte langsomt at bygge grænser op. Delte ikke længere ting med hende, der kunne vrides eller bruges imod mig.
Når hun påpegede (Alle andre er jo startet på job igen!), svarede jeg venligt:
Mads og jeg har styr på det. Bare rolig.
Når hun vil købe ti sweatre på tilbud, siger jeg: Tusind tak, men vælg hellere det fineste puslespil, og giv det til Vibeke, når I hygger jer sammen.
Jeg løfter hende væk fra sponsor- og dommerrollen og hen mod mormorrollen. Det er svært. Hun slår sig i tøjret, bliver fornærmet.
Men nogle gange, hvis vi bager småkager sammen og Vibeke vælter mel ud over os begge, får jeg øje på et blik fra mor. I det blik ser jeg ikke en dommer, men en mormor, forelsket i sit barnebarn.
Måske, måske kan denne bro bygget af mel, sukker og barnelatter redde os?
***
Den lektie har jeg lært for livet.
De dybeste, mest smertefulde sår gives ikke af fjender men af dem, vi ventede trøst fra. Og det allervigtigste, når man får et sår, er ikke at forlade sig selv, men vinde sig selv tilbage gennem sandheden om sig selv. At du ikke er et billede fra nogens hoved. Du er et levende menneske, med ret til også at leve uperfekt, men sandt.
***
Da jeg fortalte Mads det hele, krammede han mig bare og sagde:
Ved du hvad, næste måned tager vi Vibeke med og så ser hun havet! Det rigtige! Levende!
Og i hans blik så jeg netop det lille, som mor sagde, at vi savnede. Et helt hav.
