Knapt var jeg blevet myndig, før jeg blev giftog blev gift beskriver knap nok, hvor pludseligt og uventet det hele var, ikke bare for dem omkring mig, men også for mig selv. Men hvad der var gjort, var gjort. En helt ny tilværelse ventede mig, én jeg overhovedet ikke kendte. Det betød blandt andet, at jeg skulle lære min unge mands forældre at kende, selvom han virkede mindst lige så forvirret som mig. Vi var begge kastet ud af reden, længe før vi havde lært at flyve.
En morgen, mens min moster Birgit serverede morgenmad for mig som hun plejede, hele tiden lagde lidt ekstra lækkert på min tallerken og opmuntrede mig til at spise lidt mere, stak naboens gamle fru Andersen hovedet ind. Hun observerede hele ritualet og sagde trist:
Du er så forkælet, pige. Og du har aldrig kendt rigtige skuffelser. Bare vent, svigermor skal nok give dig kamp til stregen.
Åh hold nu op med at skræmme pigen, svarede min moster Birgit.
Og det var vel egentlig sandt, at jeg ikke havde kendt meget til skuffelser. Vores lille familie bestod af min mormor med hendes tre døtre: min mor, hendes yngste søster Marie og min yndlingsmoster Birgit, som var den ældste. Der var ingen mænd; krigen havde frarøvet dem alle. Vi boede alle sammen, og børnene fik masser af omsorg og kærlighedja, nok også lidt for meget en gang imellem.
Som den yngste blev jeg særligt forkælet. Jeg havde ikke kendt til store sorger, så gamle fru Andersen havde ret. Men ordet svigermorsvigermor, det ord lød næsten faretruende, som noget ondt og stikkende. Det satte sig i hukommelsen og ville ikke slippe igen, som en forudsigelse om problemer, jeg endnu ikke kunne forestille mig.
Min svigermor viste sig at være en venlig, høj og smuk kvinde, som sagde med et varmt smil: Velkommen, lille ven. Der var intet skræmmende ved hende. Hun havde travlt med at gøre det hyggeligt, og bagefter viste hun mig rundt i haven, hvor der allerede spirende hurtigvoksende grøntsager frem og stolt fortalte om sin søde gris, som ivrigt gryntede, da hun så sin ejer.
Kaj, Kaj, du får mad nu, du er sådan en dygtig lille fyr, sagde hun kærligt til grisen, og det føltes næsten som om hun roste mig også.
Haven og Kaj, grisen det virkede hjemligt, trygt og velkendt, for hjemme på gården havde grise altid heddet Kaj og fået netop den slags kærlige ord. Det hele begyndte at gøre mig rolig, jeg syntes faktisk om det.
Om morgenen tog mændene afsted til arbejde på et byggeprojekt i byen, mens vi andre passede huset. Alligevel var det svære ord, svigermor, svært at bære, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tiltale hende, for det blev mere og mere nødvendigt. En dag roste hun mit navn, og jeg fortalte hende om danske dronninger gennem tiden, og hun grinede: Så kald bare mig Margrethe, hvis du vil, det passer da meget godt, synes du ikke?
Min svigermor løste det svære for mig, og jeg begyndte at kalde hende Margrethe, altid med stor respekt. Alt gled stille ind i hverdagens rytme. Hun var smilende, hurtig og nærmest ninja-agtig til at få alt ordnet. Når jeg vågnede, stod morgenmaden klar, gulvene skinnede, haven var luget, og Kaj var fodret. Det var ligesom derhjemme.
Vi satte os på trappen og snakkede, og hun fortalte lattermildt om de hårde år under besættelsen, hvor hun alene havde tre drenge at holde styr på, om arbejdet i skovene, og hvordan de en dag mistede brødkortene. Heldigvis var købmanden en god mand, der lod hende samle de brødsmuler op, som blev efterladt i butikken, så de havde lidt at leve afsærligt den mindste, min nuværende mand, som var så skrøbelig dengang.
Jeg lyttede med levende fantasi og kunne næsten se det hele for migverden voksede og blev mere forståelig. Det hele var godt, indtil den dag, hvor uheldet ramte.
En morgen vækkede Margrethe mig og sagde:
Min pige, nu tager damerne ud i skoven efter bær, jeg går med. Kan du ikke fodre Kaj? Jeg har gjort maden klar i spanden til ham. Kan du klare det?
Selvfølgelig! Det skal jeg nok, det er da ikke svært! svarede jeg og blev alene hjemme.
Meget snart gjorde Kaj opmærksom på sig selv med et skingert hyl. Jeg tog spanden med hans mad og gik til griseburet. Han var blevet en ordentlig krabat og boede i en lille stald ved haven. Jeg skulle bare åbne døren, gå ind og hælde maden i truget. Piece of caketænkte jeg. Men jeg tog grueligt fejl.
Næppe var døren åbnet, før Kaj for afsted med voldsom kraft, væltede spanden ud af hånden på mig og styrtede ud på de fine, høje kartoffelrækker. Frihedens rus overmandede ham, og han løb som en gal over det hele, væltede grønt, rullede sig og gryntede af fryd. Jeg stod lamslået og anede ikke mit gode råd. Hvad skulle jeg dog gøre?
Men jeg måtte handleellers ville grisen ødelægge Margrethes arbejde, og nu begyndte det at gå op for mig, hvad det ville sige at skuffe nogen: Hele håbet om et godt forhold til min svigermor faldt til jorden, og nu kom den dag, hvor jeg fik blod på tanden, som fru Andersen havde spået.
Jeg skal for enhver pris have Kaj ind igen! tænkte jeg og kastede mig ud på morgenens nydeligt vandlede grøntsagsrækker. Jeg havde næsten held til at få fat i ham flere gange, men han var snedig, og så snart jeg greb ham rundt om kroppen, syglede han fri og stak af. En ny strategi måtte til, så jeg løb ind og hentede noget brød for at lokke ham.
Sulten, som han var, kom han frivilligt hen og spiste direkte af min hånd, og vi nærmede os langsomt stalddøren. Men så snart vi var tæt på, vendte han brat om, og løjerne begyndte forfra. Han smadrede endda det lille drivhus, hvor tomaterne ellers stod så pænt! Det var næsten til at græde over.
Pludselig satte Kaj sig ned, træt og tilfreds, og begyndte at gnide sig på haven. Måske i min totale fortvivlelse kom jeg til at tænke på, hvordan vi kælede med vores kæledyr derhjemme. Kaj regnede mig ikke længere for en modstander og lod mig komme tæt på. Jeg væltede ham nænsomt om på siden og begyndte at klø ham på maven. Han blev fuldkommen salig, lukkede sine øjne og nød hvert sekund.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der og kløede ham, men mine arme blev trætte, og jeg mistede tidsfornemmelsen. Jeg håbede kun, han ville ligge stille. Sveden løb af mig, og min mund var helt tør, men der var ingen vej tilbage.
Da lød lågeklappenMargrethe kom løbende.
Din bandit, nu har du drillet pigen nok! udbrød hun og løftede Kaj op, bar ham tværs over resterne af haven og smækkede ham ind i stien igen.
Jeg prøvede at rejse mig, men benene var helt ubrugelige, og hun hjalp mig op fra jorden.
Bliv lige stående, lille ven, nu skal du få noget at vaske dig i, sagde hun, og løb ind, kom ud med en stor spand friskt vand, som hun selv havde hentet tidligere på dagen. Hun hældte det over mine ben, arme og ansigt alt imens alt blev rent igenbåde jord og tårer forsvandt.
Sammen med den sorte jord voksede det frygtede, stikkende ord svigermor ud af mig, det forsvandt. Fyldt af lettelse fløj det bare ud af mig: Åh, mor! Hun lo, krammede mig og trak mig ind i huset for at give mig et stort måltid skovbær.
Samtalen om den ødelagte have blev kort:
Pyh, det er jo bare grøntsager, det kan man altid plante om. Se nu bare, tomaterne skyder op igen. Og så skete der heller ikke mere, og Kaj har vist fået løbet sine ben. Du slapper helt af nu, imens jeg laver lidt frokost, inden mændene kommer hjem.
Hvor kom al den tålmodighed, varme og klogskab fra hos en kvinde, der havde haft så hårdt et liv? Jeg ved det ikke. Men jeg forstod, hvordan stærke, gode og kærlige sønner vokser op hos lige netop den slags mødre, der somme tider, ganske uretfærdigt, bliver kaldt noget så koldt som svigermor.
Man lærer, at familie ikke er et spørgsmål om blod eller navne, men om viljen til at tage imod, tilgive og give plads til hinandenog at det kolde ord svigermor kan smelte væk af ægte omsorg.
