Jeg mødte min “veninde” på et kursus, jeg tog for at søge job et meget prestigefyldt sted – hun hjalp mig meget, da jeg havde svært ved materialet, og selvom vi holdt kontakten bagefter, begyndte forskellene mellem os at fylde: Hun boede stadig hjemme og fik økonomisk støtte fra sine forældre, mens jeg var gift uden den slags hjælp, søgte arbejde og sparede op til medicinske behandlinger, mens hendes forældre betalte alt for hende. Da vi skulle til optagelsesprøve, kom hun nemt ind første gang, mens jeg måtte prøve flere gange og aldrig fik pladsen, og da jeg bad om hjælp til forberedelse, havde hun aldrig tid – hun forsvandt endda i måneder ad gangen. Da jeg endelig fik arbejde efter en svær tid og hun ville ses, endte det med, at jeg fik problemer på jobbet, fordi hun aldrig dukkede op, men bare skrev undskyldninger bagefter. Jeg blev såret, vi mistede kontakten og da hun kontaktede mig igen, havde jeg været igennem en operation – hun lyttede ikke rigtig og holdt løbende aftaler hun ikke overholdt. Det virkede desuden, som om hun morede sig over min situation og stillede personlige, ubehagelige spørgsmål, så jeg begyndte at fjerne hende fra mine sociale medier. Da hun omsider syntes at savne kontakten og bebrejdede mig for vores brud, var det tydeligt, at hun kun ville have mig tæt på, hvis jeg ikke havde det bedre end hende – og at hendes omsorg aldrig var ægte. Nu kæmper jeg med at stole på folk og føler, min åbenhed og ærlighed var en fejl, for jeg blev bare udnyttet: jeg troede, det var ægte venskab, men hun ville bare holde mig på sidelinjen.

Kære dagbog,

Jeg mødte min veninde til et kursus i København, som jeg deltog i for at kunne søge job et mere prestigefyldt sted. Helt ærligt havde jeg svært ved at følge med i noget af stoffet, men hun var virkelig god til at hjælpe mig med at forstå det. Kursusforløbet gik hurtigt, vi afsluttede og holdt kontakten efterfølgende. Hun boede stadig hjemme og blev forsørget af sine forældre, mens jeg var gift og stod økonomisk på egne ben her er der altså ikke noget mor og far betaler.

Jeg søgte job, og heldigvis anbefalede en bekendt mig til en stilling. Hele ansøgningsprocessen trak dog ud. Vi sås nogle gange, men hun meldte ofte afbud og sagde, det blev sent, som undskyldning. Jeg havde travlt, men vi holdt kontakten, indtil det blev tid til at indsende ansøgninger og møde op til optagelsesprøver. På det tidspunkt arbejdede jeg ikke længere og sparede op til nogle lægebehandlinger, som kostede mig ret meget. Hun havde, som tidligere nævnt, forældre der dækkede alle udgifter.

Allerede ved første prøve blev hun optaget, men jeg kom ikke ind. Jeg prøvede to gange mere, men uden held. Jeg bad hende hjælpe mig med forberedelserne, men hun var altid optaget. I december og januar forsvandt hun helt fra min radar. Jeg blev ved med at søge job, men fandt først noget midt i februar det var virkelig en hård periode.

Da jeg endelig startede på nyt arbejde, havde jeg både hverdags- og weekendarbejde. Sidst i februar skrev hun, at hun ville ses i marts og spurgte, om vi kunne aftale noget. Jeg tøvede, for jeg havde ikke lyst til at se folk fra det miljø jeg var stadig ganske så ked af, at jeg ikke var blevet optaget på jobbet men jeg sagde ja, for hun betød noget særligt for mig. Mødet skulle være en lørdag, og jeg måtte endda bede om fri fra arbejde. Jeg skrev til hende fredag aften, men hun svarede ikke. Lørdag svarede hun heller ikke, og vi sås aldrig. Jeg røg i problemer på jobbet på grund af den ændrede vagt, og først mandag sendte hun en besked på WhatsApp og skrev, at hun havde haft familieproblemer.

Jeg blev vred og besvarede ikke hendes beskeder i tre måneder. Så fik jeg en operation, og tilfældigvis ringede hun netop da. Jeg fortalte, at jeg var blevet opereret og stadig var sårbar, men talte alligevel med hende. Hun sagde:
Hvis du har brug for det, så sov lidt, så ringer jeg senere og hører, hvordan du har det.
Men det gjorde hun aldrig.

To måneder senere skrev hun, at hun gerne ville ses, men det kunne kun lade sig gøre i hverdagene. På det tidspunkt gik jeg allerede til efteruddannelse om eftermiddagen, hvilket kostede mig mange penge dem ville jeg ikke spilde på grund af hende. Indledningsvis sagde jeg tøvende ja, men meldte alligevel fra på forhånd.

Så begyndte hun pludselig at ringe for at høre hvordan jeg havde det, men jeg kunne mærke en undertone som om det var for at håne mig. Hun begyndte at spørge ind til min familie og sendte små stikpiller om, hvorvidt mine forældre da mon var blevet skilt selvom det faktisk er hendes egne forældre der er det. Jeg begyndte så småt at lægge mærke til de her kommentarer og trak mig mere og mere væk svarede kort eller løj endda lidt for ikke at dele for meget.

Jeg begyndte langsomt at fjerne hende fra mine sociale medier, og i marts året efter slettede jeg hende helt. Hun skrev til mig, men jeg ignorerede det. Dagen efter min fødselsdag ringede hun, for at konfrontere mig. Hun sagde, at hun altid havde prøvet at hjælpe mig og ikke forstod, hvorfor jeg havde behandlet hende sådan. Jeg svarede, at jeg aldrig havde tid til mig selv, men åbenbart havde tid til at uploade billeder med andre mennesker. Jeg sagde:
Find nogle andre at være sammen med.

Til sidst sagde hun, at hun blot ville hjælpe mig og ikke længere ville kontakte mig. Ærligt talt ramte det mig hårdere end jeg havde regnet med. Jeg føler, jeg ikke længere kan stole på folk så let. Hun ville gerne have jeg havde det godt, men aldrig bedre end hende selv. Sandheden er, at hun aldrig rigtigt holdt af mig, selvom jeg var opmærksom og omsorgsfuld overfor hende.

Nogle gange tænker jeg på, om jeg mon var hendes romantiske interesse, for hun lavede tit spydige kommentarer om min partner, ville have mig til at tage ham med ud, eller kommenterede billeder af andre kvinder. Jeg var altid ærlig og åben overfor hende det er måske min fejl. Det gør ondt, for hun bekymrede sig egentlig ikke om mig; hun ville bare have kontrol. Jeg troede virkelig, vi havde et ægte venskab og så mange fælles værdier, men sådan var det ikke. Nu har jeg bare svært ved at stole på folk. Jeg ville ønske, jeg havde flere venner, men det føles umuligt nogle dage.