Det var en kold aften, da jeg bemærkede dem – en kvinde og en lille pige, der sad på et stykke pap ved en gammel købmand i midten af Aarhus.
Kvinden så udmattet ud, og hendes arme holdt fast om barnet, som om hun beskyttede hende mod den bidende vind. Pigen, omkring fem eller seks år, klemte en medtæret, blød kanin med kun ét øje. Foran dem stod en tom plastikkop med et par ensomme mønter.
Jeg havde lige købt ind, men noget ved dem fik mig til at stoppe op. Hjertet gjorde ondt af medlidenhed. Efter et øjebliks tøven besluttede jeg mig for at gå hen.
»God aften,« sagde jeg stille. »Vil I spise noget? Jeg har mad i min taske.«
Kvinden løftede blikket, og hendes trætte øjne målte mig forsigtigt.
»Det ville være en stor hjælp,« hviskede hun næsten uhørligt.
Jeg tog en sandwich, et æble og en juiceflaske frem. Hun takkede, men min opmærksomhed blev fanget af pigen. Hun rakte ikke ud efter maden. I stedet betragtede hun mig med store, nysgerrige øjne. Så spurgte hun med en lille stemme:
»Er du rig?«
Spørgsmålet overraskede mig. Jeg så ned på mit tøj – bare almindelige jeans og en varm sweater, intet specielt.
»Nej, ikke rigtig,« svarede jeg forvirret. »Hvorfor spørger du?«
Hun pegede på min pose med varer.
»Du købte alt det her uden at tænke over det.«
Jeg stivnede, uvidende om hvad jeg skulle sige. Hendes ord, så ærlige og enkle, ramte mig lige i hjertet. Før jeg kunne svare, fortsatte hun:
»Mor siger, at vi altid må tænke os om, før vi køber noget. Hvis vi køber mad, er der måske ikke penge til bussen. Og hvis vi tager bussen, spiser vi måske ikke i dag.«
Det føltes som om noget klemte om brystet. Pigens mor sukkede stille og strøg hende over håret.
»Hun er for klog,« sagde kvinden med en bitter smil. »For klog til sin alder.«
Jeg sænkede mig ned for at være på højde med pigen.
»Hvad hedder du?«
»Freja,« svarede hun med et lille smil.
Jeg smilede tilbage.
»Freja, kan du lide clementiner?«
Hendes ansigt lyste op.
»Elsker dem!«
Jeg tog en clementin frem og rakte den til hende. Hun tog den forsigtigt, som om den var en skat.
»Mor lavede te med clementiner,« sagde Freja stolt. »Da vi havde et køkken.«
Jeg måtte synke en klump i halsen for at skjule, hvor meget det rørte mig.
»Det lyder virkelig lækkert,« fik jeg frem.
Freyas mor rørte uroligt på sig.
»Undskyld, jeg vil ikke være påtrængende, men… hvis du kender et herberg… vi har svært ved at finde et sikkert sted at sove.«
Jeg nikkede straks.
»Jeg kigger efter det.«
Jeg tog telefonen frem og fandt efter et par opkald et herberg, der stadig havde plads til familier.
»Der er et herberg ti minutter herfra,« sagde jeg. »De har plads til jer, og der serveres aftensmad.«
Kvinden åndede lettet ud, og hendes skuldre slappede af, som om en tung byrde var løftet.
»Tak. Mange tusind tak.«
»Jeg kan køre jer derhen, hvis I vil.«
Hes tøvede, men nikkede så.
»Det ville være en stor hjælp.«
Vi samlede deres få ting – en slidt rygsæk og et par poser – og gik mod min bil. Undervejs snakkede Freja ivrigt om, hvad hun ville lave, når de fik et køkken igen.
»Pasta med ost, pandekager, spaghetti og mors clementinte!«
Hendes mor smilede trist.
»En dag, min skat.«
Da vi ankom til herberget, blev de mødt af venligt personale. Inden de gik ind, vendte Freja sig mod mig og”Hun trykkede clementinen tæt til sit bryst og sagde: »Jeg gemmer den til den dag, hvor vi får vores eget køkken.«”
