Jeg mistede faktisk lysten til at hjælpe min svigermor, da jeg opdagede, hvad hun havde gjort. Alligevel kan jeg jo ikke bare lade hende i stikken.
Jeg har to børn. De har hver sin far. Min første er en pige, Frederikke, hun er nu 16 år. Hendes far betaler børnebidrag og er i konstant kontakt med hende. Selvom min første mand allerede er gift igen og har to børn mere, glemmer han ikke vores datter.
Min søn er dog ikke nær så heldig. For to år siden blev min anden mand syg, og tre dage senere døde han på hospitalet. Selvom der efterhånden er gået et stykke tid, kan jeg stadig ikke forstå, at han ikke er her mere. Jeg tager mig selv i at tro, at døren snart går op, og at han kommer ind med et smil og et venligt godmorgen. Så ender jeg med at tude hele dagen.
I hele denne tid har jeg holdt sammen med min tidligere svigermor, Kirsten. Det var jo lige så hårdt for hende som for mig trods alt var min mand hendes eneste søn. Vi klamrede os til hinanden for at overleve den rædselsfulde periode. Vi ringede sammen, besøgte hinanden, og talte nærmest konstant om min mand.
Vi overvejede faktisk kort at flytte sammen på et tidspunkt, men så ændrede Kirsten mening. Sådan gik syv år. Kirsten og jeg havde altid haft et skønt forhold. Man kunne vel nærmest sige, vi var veninder.
Jeg kan tydeligt huske, da jeg ventede min søn, at Kirsten en dag bragte faderskabstest på banen Gud ved hvorfor. Hun havde set et eller andet forfærdeligt program i fjernsynet, hvor en mand i årevis havde opfostret andres unger, før sandheden kom frem.
Jeg svarede lidt spidst: Hvis en mand har brug for at tvivle, så bliver han vist aldrig mere end søndagsfar.
Kirsten påstod selvfølgelig, hun var overbevist om, at jeg ventede hendes søns barn. Jeg var helt sikker på, hun ville insistere på en faderskabstest, når drengen blev født, men hun blev faktisk helt stille.
Her i sommers blev Kirsten så syg, at hendes helbred virkelig tog et dyk. Jeg syntes, hun burde flytte tættere på mig, så jeg fandt et ejendomsmæglerfirma, og vi ville købe en lejlighed til hende.
Så røg Kirsten på hospitalet, og jeg skulle skaffe hendes afdøde søns dødsattest til mægleren. Kirsten kunne ikke selv, så jeg måtte rode igennem hendes lejlighed efter papirerne. Midt i bunken fandt jeg uventet et meget spændende dokument en faderskabstest. Det viste sig, at da min søn kun var to måneder gammel, havde Kirsten fået foretaget en test, som bekræftede faderskabet.
Jeg blev fuldstændig rystet! Tænk, hun aldrig havde stolet på mig! Jeg sagde selvfølgelig hele sandheden til Kirsten, da jeg så hende. Nu undskylder hun igen og igen, siger det hele bare var komplet idiotisk, og at hun virkelig fortryder det. Men jeg kan simpelthen ikke ryste følelsen af forræderi af mig. At hun har tiet i så mange år!
Nu kan jeg ikke længere få mig selv til rigtigt at hjælpe Kirsten. Men på den anden side hun har jo ikke andre. Og jeg nægter at tage min søn fra sin mormor. Jeg vil fortsætte med at hjælpe Kirsten, men den der varme og tillid mellem os? Den er altså forduftetDen er væk. Tilliden. Jeg ved ikke, om den nogensinde kommer tilbage, men måske er det heller ikke nødvendigt. For mellem alt det, vi har mistet, er der trods alt stadig noget, vi kan give hinanden: omsorg, tid, et fælles ansvar for dét liv, vi begge holder afmin søn og hendes barnebarn.
Nogle sår heler aldrig, men tiden gør dem mindre rå. Nu, når jeg ringer til Kirsten, mærker jeg stadig skuffelsen gnave, men jeg stiller ikke længere de hårde spørgsmål. Jeg lytter, jeg handler, jeg hjælper med de praktiske ting. Måske vælger jeg den slags kærlighed, som ikke kræver fortrøstning og perfekte relationer, men som handler om at gøre det rigtige alligevel.
En aften, da jeg bringer hende medicin, ser hun på mig med de velkendte, trætte øjne og mumler: Du er stærkere, end jeg nogensinde var. Undskyld, at jeg tvivlede. Jeg nikker. Smiler ikke, men nikker. For jeg har også mine fejl, mine blinde vinkler. Og jeg forstår pludselig, at selv de mennesker, vi elsker mest, kan gøre os allermest ondt og samtidig have brug for, at vi bliver.
Så vi lever videre, Kirsten og jeg, ikke helt som før, men stadig sammenflettet på godt og ondt. Jeg hjælper hende ikke for hendes skyld, men for minog for min søns. Fordi man ikke altid kan vælge, hvem der ender med at være en del af ens familie; man kan bare beslutte, hvordan man vil tage imod det liv, man har fået.
Og måske, engang langt ude i fremtiden, vil det føles som nok.
