Jeg mistede godt nok lysten til at hjælpe min svigermor, da jeg fandt ud af, hvad hun havde gjort. Men jeg kan jo heller ikke bare lade hende sejle i egen sø.
Jeg har to børn. De har forskellige fædre. Min ældste er en datter. Frederikke er nu 16 år. Hendes far betaler børnebidrag og har løbende kontakt med hende. Også selvom han er gift på ny og har endnu to børn, glemmer han ikke sin førstefødte.
Min søn har til gengæld ikke været helt så heldig. For to år siden blev min anden mand syg, og kun tre dage senere døde han på hospitalet. Der er gået lidt tid siden, og jeg tager mig selv i stadig at vente på, at døren går op, og han træder ind og smiler med et “godmorgen”. Så kan jeg sidde der og tude hele dagen.
I alt det har jeg stået sammen med min afdøde mands mor, Birgitte. Det var jo lige så hårdt for hende det var hendes eneste søn, vi mistede. Vi holdt fast i hinanden gennem det nærmest absurde kaos, ringede sammen og besøgte hinanden. De fleste samtaler cirklede om min mand.
På et tidspunkt overvejede vi endda at flytte sammen, men det blev ikke rigtigt til noget, og pludselig var der gået syv år. Birgitte og jeg har altid haft et rasende godt forhold. Man kunne næsten kalde os veninder.
Jeg husker tydeligt, da jeg ventede min søn, og Birgitte begyndte at tale om faderskabstest guderne må vide hvorfor. Noget med, at hun havde set en udsendelse om en mand, der i årevis havde opdraget et barn, der så viste sig ikke at være hans. Jeg svarede straks:
Hvis en mand tvivler så meget, skal han hverken have barn eller familie!
Birgitte sagde, at hun altså vidste, jeg ventede hendes søns barn. Jeg var egentligt sikker på, at hun ville insistere på en test, men så var hun pludselig sagte som en ost.
Denne sommer blev Birgitte alvorligt syg, og hendes helbred begyndte at skrante gevaldigt. Jeg syntes, hun skulle bo tættere på mig, så jeg fandt et ejendomsmæglerfirma, og vi gik i gang med at kigge efter lejlighed.
Så blev Birgitte indlagt, og ejendomsmægleren skulle bruge min mands dødsattest. Hun kunne ikke selv finde den, så jeg gik igennem hendes lejlighed og ledte i hendes papirer. Midt mellem gamle regninger og julekort fandt jeg et dokument, som jeg nok helst havde været foruden at finde: en faderskabstest. Det viste sig, at Birgitte havde fået lavet en test, da min søn kun var to måneder gammel og at den selvfølgelig bekræftede, at min mand var faren.
Der blev jeg godt nok arrig. Hele tiden havde hun altså ikke troet på mig! Jeg lagde ikke skjul på min skuffelse. Birgitte bad om undskyldning og sagde, det var dumt gjort, men jeg kan ikke bare børste det af mig. Jeg føler mig sådan lidt forrådt. Som om årene med fortrolighed har været ja, lidt af et teater.
Nu kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke orker at hjælpe Birgitte mere. Men jeg ved også, at hun ikke har andre. Jeg nænner ikke, at min søn mister sin farmor, så jeg fortsætter selvfølgelig med at hjælpe hende. Men den gamle varme og tillid mellem os den kommer der vist ikke meget mere afMen noget er forandret. Jeg hjælper jeg bringer blomster og fodmassage og grønne smoothies, og vi ser Matador for tiende gang men der ligger altid et lille stykke is mellem os. Hver gang hun tager min hånd og bukker sig sammen af smerte eller tristhed, husker jeg, at hun engang troede, jeg løj for hende. Og alligevel, når jeg ser min søn holde hende i hånden, mens de begge griner over hendes gamle fotos, mærker jeg, at der stadig er et bånd, som ikke så let lader sig bryde.
En aften, da Birgitte ligger træt og indhyllet i tæpper, tager hun pludselig min hånd. Hendes blik er klart. “Jeg er så ked af det hele,” siger hun. “Men du er der stadig.” Jeg nikker, og for første gang i lang tid kan jeg mærke foråret røre på sig inde i mig. Sorgen og vreden fylder mindre. Tilgivelsen sniger sig ind, uden jeg lægger mærke til det.
Det er ikke alt, man kan forstå, eller tilgive på én gang. Men nogle mennesker skal man blive ved med at holde ud, selv når det gør ondt. For et eller andet sted inde bag gammel tvivl og uforløst sorg, har vi stadig hinanden. Og måske er det det, familie handler om.
