Jeg måtte engang stille op med et separat køleskab, så min mor ikke tog mine indkøb.
“Jeg var nødt til at købe mig et selvstændigt køleskab,” siger Birgitte. “Hele situationen var helt absurd, men der var ingen anden udvej. Jeg havde intet imod at sælge lejligheden og dele pengene, men min mor nægtede det på det kraftigste.”
Birgitte fyldte 24 for nylig. Hun havde fået en videregående uddannelse, fået arbejde, men var stadig ugift. Livet hjemme i lejligheden havde aldrig været nemt. Birgitte ejede halvdelen af hjemmet. Førhen havde lejligheden tilhørt hendes far, men da han gik bort, arvede hun og hendes mor, Karen, hver sin halvdel. Birgitte var dengang bare 14 år gammel.
For ti år siden var det svært for familien, da de pludselig stod uden forsørger. Birgittes mor havde opgivet sit job, da Birgitte var spæd. Hun valgte ikke engang barselsorlov, for faren tjente godt de manglede ingenting. Karen sørgede for husholdningen. Efter faderens død græd hun: “Hvem vil nu ansætte mig, nu hvor jeg er over 40? Skal jeg gøre rent på en skole eller være pedel?”
Birgitte fortsætter: “Jeg fik børnepension, men min mor kunne ikke lade være med at tage på salon og købe nye ting, selvom vi knap nok kunne betale regningerne. Min onkel hjalp os i starten, men blev hurtigt træt.
Onkel Jens sagde til Karen, min mor, at hun måtte finde sig et arbejde. Han havde jo sine egne børn at tage sig af og kunne ikke forsørge os alle. Et år senere tog Karen en ny mand med hjem Ole var hans navn. Han skulle nu bo hos os. Mor forsøgte at løse pengemanglen på hendes måde: at gifte sig igen. Ole tjente godt, men han kunne aldrig komme overens med mig.
Ole sagde: “Du gør ikke andet end at spise. Gør rent eller vask tøj og glem lektierne. Skal du virkelig på universitetet? Glem det, du burde arbejde. Eller tror du, jeg skal forsørge dig resten af dit liv?”
Jeg kunne ingenting sige. Bevilingen gik til min mor, og Karen trådte aldrig i karakter overfor Ole, bange for at miste sin forsørger.
“Hvordan skal vi leve uden ham?” spurgte hun mig. “Lad nu være med at skabe problemer og gør bare, hvad han siger. Han tjener jo pengene.”
Alligevel lykkedes det mig at starte på universitetet og få arbejde. Hele tiden blev jeg betragtet som en ekstra mund og en byrde for Ole. Han talte altid op, hvor meget han brugte på mig.
“Da jeg havde haft mit job i seks måneder, havde jeg nok til mit eget køleskab,” fortæller Birgitte. “Jeg satte det ind i mit værelse, for Ole havde låst køkkenets af.”
“Du har jo arbejde. Så må du også købe dine egne madvarer,” sagde Ole.
Mor sagde intet. Selv når Ole viste mig regninger for vand og varme og krævede, at jeg skulle betale tilbage for alt, han havde brugt på mig gennem årene. Efter lidt tid mistede Ole jobbet. Både han og Karen begyndte at tømme mit lille køleskab, og regningerne faldt nu på mig. I starten betalte jeg, men Ole var arbejdsløs i næsten et år. Jeg fik nok og satte hængelås på køleskabet. Naturligvis var Karen vred, og sagde Ole jo havde forsørget os så længe.
Jeg sagde: “Hvis du vil hjælpe, så gør det. Jeg er ikke den eneste, der må dele i dette hjem.” Tag et arbejde.
For nylig flyttede Ole ud af lejligheden. Karen havde fået nok af endnu en mand, der ikke bidrog. Men jeg tager stadig ikke låsen af mit køleskab mor bør også finde et arbejde. Synes du, jeg har ret?
