“Jeg skylder dig en forklaring, min datter…”
“Velbekomme!” sagde Lise og satte sig ved bordet.
Hver i familien havde deres yndlingsplads. Manden sad altid med ansigtet mod vinduet, deres tolvårige datter, Freja, overfor, og Lise selv, som det sømmer sig for husets dronning, mellem dem med ryggen til komfuret og vasken.
Hun elskede disse aftensamvær, når hele familien var samlet om bordet. Om morgenen var alle travlt optaget af arbejde og skole – der var ikke tid til snak. Lise og manden spiste frokost på deres arbejdspladser, mens Freja enten spiste hjemme eller hos sin veninde, hvis bedstemor bagte wienerbrød og kogte dansk kødgryde. Så det var kun til aftensmaden, de virkelig kunne samles, uden hast, og tale om dagen.
Lise havde altid drømt om en tæt familie. Hun havde selv en mor, en far, en stedfar og en lillesøster, men hun havde altid følt sig som en outsider, adskilt fra dem. Sådan kan det gå.
Hun huskede ikke sin far så godt. Han råbte ikke eller skældte ud, men han var tavs og så på hende med kølige, ligegyldige øjne. Måske var det derfor, hun var lidt bange for ham. Moren var heller ikke den store snakker – hun holdt altid læberne stramt presset sammen og smilede sjældent.
Da Lise giftede sig og fik sin egen familie, indførte hun regler: sammen om middagen i weekenderne og aftensmad hver dag. Og ikke bare at sidde ved samme bord, men at dele nyheder, diskutere og planlægge.
Da de havde spist, spurgte Lise:
“Hvor skal vi på ferie? Vi bliver nødt til at beslutte os og bestille billetter og hotel, ellers er det for sent.”
“Hvad med at bruge ferien hos mine forældre i sommerhuset? Min far har brug for hjælp til at reparere hegnet og taget,” foreslog Mads.
“Øh… Jeg vil til Spanien, til stranden,” klynkede Freja utilfreds.
“Spanien koster penge, og vi har stadig realkreditlånet. Bilen skal også have nye dæk. Men i sommerhuset sparer vi en del. Vi kan måske tage en tur til Skagen i stedet – det er dejligt der om sommeren.”
Freja og Mads så begge på Lise og ventede på hendes forslag.
“Jeg er enig med far. Men ja, en tur til stranden ville også være godt.”
“Præcis, det er det, jeg siger!” jublede Freja.
I det øjeblik ringede telefonen.
“Den er din,” sagde Mads og proppede den sidste bid frikadelle i munden.
Lise lagde gaflen fra sig og gik ind i stuen. Det var moren, der ringede.
“Mor, hvad er der galt?”
“Har jeg forstyrret? Lise, vi skal tale. Kom forbi,” sagde moren kort.
“Nu? Er du okay?” spurgte Lise bekymret.
“Jeg har det fint. Kom nu.” Moren lagde på.
“Hvad skete der?” spurgte Mads, da Lise kom tilbage i køkkenet.
“Det var mor. Hun vil have, at jeg kommer over. Jeg har en fornemmelse af, det handler om Emma igen.”
“Så må du afsted. Jeg kører dig.”
“Nej, jeg tager selv. Hvis der er brug for det, henter du mig?”
“Selvfølgelig.”
Lise skyndte sig afsted. De boede ikke så langt fra moren, kun et par busstoppesteder væk. Hele vejen grublede hun over, hvad der kunne være så vigtigt. Moren spurgte aldrig om råd, så hvorfor nu? Instinktet sagde hende, at der ikke ville komme noget godt ud af denne samtale.
Da moren åbnede døren, kunne Lise straks se, at hun var oprigtigt bekymret og ude af balance.
“Lad os gå ud i køkkenet. Vil du have te?” spurgte moren.
“Nej tak, jeg har lige spist,” afviste Lise.
Køkkenet var småt. Bordet stod presset op ad køleskabet, så de kunne ikke sidde overfor hinanden. I stedet sad de i hjørnet. Mens moren samlede tankerne, studerede Lise hendes anspændte ansigt med de fine rynker. Var der flere siden sidst? Moren nappede nervøst ved en snor i hånden. Lise lagde sin hånd over hendes.
“Mor, rolig nu. Hvad ville du tale om?” spurgte hun blidt.
“Emma ringede…” begyndte moren forsigtigt.
“Jeg vidste det,” brød Lise ind.
Moren gav hende et bebrejdende blik.
“Hvad er der sket denne gang? Fortæl det nu,” pressede Lise.
“Hun bad om penge.”
“Er det rigtigt? Hvor meget?”
“100.000 kroner.”
“Hvorfor? Hun blev jo gift med den rige tyrker. Husker du, hvordan hun pralede om ham her i køkkenet?”
“Der er sket noget med Saids forretning. Han skylder en stor sum. Enten er han blevet snydt, eller også er han blevet bestjålet. Jeg forstod det ikke helt. Pengene skal bruges nu, ellers bliver han skadet.”
“Det ville ikke være noget tab,” grinede Lise bittert.
“Lise…” irettesatte moren.
“Okay, jeg tier. Men hvor skal vi finde de penge? Har hun glemt, hvordan vi lever her? Hun pralede jo af, at hendes Said var rig, at hans far havde en stor forretning. Kan hans far ikke hjælpe ham? De har sikkert en masse familie derovre. Jeg har altid mistænkt, at der var noget skummelt.”
“Emma sagde, at Said har solgt deres hus, og de bor hos hans forældre nu. Faren har også hjulpet med en del af gælden, men de mangler stadig 100.000.”
“Dollars? Euro?” grinede Lise skævt.
“Kroner. Jeg har besluttet mig. Jeg siger lejligheden. Men jeg er bange for ikke at kunne klare det alene. Det er derfor, jeg ringede – så du kan hjælpe mig med salget.”
“Mor, hvad siger du? Sælge lejligheden, og hurtigt ovenikøbet! Jeg kunne forstå det, hvis Emma var i problemer, men at sælge din lejlighed for at redde Said? Hvor skal du så bo?”
“Jeg tænkte, jeg kunne flytte ind hos jer, hvis I vil have mig,” hviskede moren og begyndte at græde.
Lise sad målløs. Emma var helt ude at sejle, hvis hun havde lagt den byrde på moren. Hvad tænkte hun på?
“Mor, græd nu ikke. Vi finder en løsning. Måske burde Emma komme hjem, mens Said ordner sine problemer? Jeg kan måske finde penge til en billet.”
“Det kan hun ikke. Hun venter barn,” hulkede moren.
“Igen?! Og lige til den rette tid,” udbrød Lise.
“Jeg har besluttet mig. Der er ingen anden udvej. Jeg kan ikke lade hende stå i den situation. Jeg beder ikke om råd, kun om hjælp til at sælge hurtigt.”
“Mor, ved du overhovedLise tog en dyb indånding og holdt om sin mor, mens hun tænkte, at selvom livet var uretfærdigt nogle gange, var det alligevel godt at vide, man altid havde sin familie til at holde om, når verden føltes for tung.
