Jeg levede et liv fyldt med skønhed, indtil livet knuste mit hjerte – og gav mig et nyt.
Jeg har altid ønsket at leve et stilfuldt liv. I mine studenterdage, hvor pengene kun lige rakte til havregrød, købte jeg alligevel luksussæbe. Hellere være sulten og dufte som en Hollywood-stjerne. Senere anskaffede jeg mig en dyr lighter, der i 1993 kostede en formue, men lyden af låget, når det åbnede, var som en billet til verdenen af berømte skuespillere. Og så var der en spritny mobiltelefon; uden sådan en var man ingen i før-smartphone-tiden. Jeg jagtede denne skønhed som en drøm og troede, jeg havde fanget den.
Efter scenerne i teaterskolen blev jeg DJ på en populær radiostation, og snart efter blev jeg kunstnerisk leder for en natklub. Jeg hyrede dansere, satte shows op og svømmede i et hav af lys, musik og penge. Livet blev én stor fest: om dagen sov jeg, om natten stod jeg i spidsen for de vildeste events. Alle omkring mig var smukke, glade, lo til morgenen. Jeg var kongen af denne verden. Men der var en tomhed indeni, som jeg forsøgte at overdøve med flere og flere fester.
Så dannede jeg mit eget firma og gjorde festivitasen til min forretning. Firmafester, bryllupper, fester – jeg var ikke bare en gæst, jeg var deres eneste mester. Champagne flød, folk dansede natten lang, og jeg følte, jeg stod på toppen. Indtil 2005 kom, og alting ændrede sig. Nytår. Vores datter blev syg. Først en hoste, så lægen, og pludselig: akut lymfatisk leukæmi. Blodkræft. Hun var kun lidt over et år.
Et hvidt hospitalværelse, et kateter i hendes lille hånd, kemoterapi. Hendes hår faldt af, hun tog på af hormonerne, spiste konstant. En skaldet lille pige med triste øjne. Min kone og jeg boede på hospitalet i et halvt år. Hun ved vores datter, jeg som assistent. Om aftenen tog jeg til firmafester. Min kone sang smilende til “Happy New Year”, mens jeg lavede jokes om “nyt lykke”. Om aftenen betrådte vi de bonede gulve, fandt kameraerne frem, men tilbage på hospitalet var der ingen smil, kun øjne fulde af frygt.
Der var et andet liv. Sminkede kvinder skiftede til sportsklædte mødre, latter blev afløst af stilhed, dansende fødder af lyden af droppers. Nogle børn blev udskrevet. Andre forsvandt for altid. Telefonerne tav, “vennerne” forsvandt også. Der var kun os og spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor denne smerte for små børn? Jeg vidste ikke svaret, men jeg vidste, hvordan man holdt fester. Så jeg besluttede at holde én lige der på hospitalet.
Et juletræ i kemoterapi-afdelingen. Venner fra “Dukketeateret” gav en fantastisk forestilling, og jeg blev julemand. Børnene i sterile masker lo, forældre smilede med tårer i øjnene. For første gang i årevis så jeg ægte glæde – og den overgik enhver fest. Jeg gik fra stue til stue, hvor jeg måtte komme ind. Jeg vidste, at nogle af børnene aldrig ville forlade hospitalet, og det knuste mit hjerte. Men jeg indså: dette var det virkelige liv. Ikke klubber, ikke dyre lightere eller luksussæber. Det var livets fest – stille, varm og ægte.
Vores datter blev udskrevet med et handicap, vi besøgte et rehabiliteringscenter, og jeg blev julemand for børn, der ikke kunne forlade deres hjem. Deres forældre, sande helte, lærte mig at leve på ny. Ved siden af dem følte jeg mig blind, døv og lammet. Men de var smukke – ikke udenpå, men indeni. Jeg indså, at jeg også trængte til rehabilitering. Disse børn blev mine lærere.
Mere end ti år er gået. Vores datter er rask, handicappetilstanden blev løftet – hun er smuk og en strålende elev. Vi har tre børn, jeg er filmskuespiller og en kærlig ægtemand. Min hustru, tidligere vinder af en skønhedskonkurrence, er ved min side, og hjemmet er vores familie. Den dyre lighter samler støv, og min telefon er simpel – batteriet holder en uge. Men vigtigst af alt, jeg leder “Stjernehelte”, hvor vi uddeler prisen “Det Gyldne Solskin” til dem, der kæmper sig gennem livets beton.
De seks måneder på hospitalet, smerten – de formede mig. Jeg tænkte: “Hvorfor?” Nu spørger jeg: “For hvad?” Smerte er som en lomme. Jo dybere den er, desto flere bolsjer kan den indeholde. Gud fyldte min lomme gavmildt – og jeg deler dem med andre. Måske gør det ondt igen i morgen. Men jeg ved: Jo hårdere betonen er, desto stærkere vokser mælkebøtterne. Og denne indsigt er smukkere end alt, jeg før jagtede. Måske begyndte det hele med en luksussæbe? Eller måske med de triste øjne, der lærte mig at se?
