Jeg var ikke ude på at finde min første kærlighedjeg er 62 år gammel nu Men da én af mine elever lavede et interview med mig, opdagede jeg, at han havde ledt efter mig i hele 40 år Men det var kun begyndelsen på noget langt mere sært for siden gravede jeg hans sande fortid frem, og det viste sig, at han var blevet tavs
Jeg er 62, og i snart fyrre år har jeg undervist i dansk og litteratur på gymnasiet. Hverdagen har sin egen rytme: vekslen mellem frikvarterspatrouille på de lange gange, H.C. Andersen, halvlunken te og stile i stakke på skrivebordet.
Hvert december giver jeg eleverne år efter år det samme projekt: Interview med en ældre om deres mest vidunderlige julemind. Altid vækker det en vis modvilje.
Det er opgaven, de ruller med øjnene over.
Men denne vinter kom stille og lidt drømmende Maja hen til katederet, efter klokken havde ringet ind.
Fru Karen, må jeg gerne interviewe dig? spurgte hun, med opgavearket presset mod brystet.
Jeg fniste: Åh, kære, mine minder er da alt for kedelige. Spørg din mormor eller en naboeller én, der virkelig har oplevet vilde ting!
Men hun stod fast, blikket urokkeligt: Jeg vil helst interviewe lige dig. Hendes øjne var store og blå som kornblomster.
Til sidst gav jeg efter: Okay, i morgen efter timerne, men hvis du nævner julekage, sviner jeg den til. Hun grinede: Deal.
Nostalgi og minder
Allerede næste eftermiddag sad hun foran mig i det tomme klasselokale, vuggende på stolen med notesbogen åben foran sig.
Hendes stemme var forsigtig, men nysgerrig: Hvordan fejrede I jul, da du var barn?
Jeg fortalte om den flade kage med syltede frugter, om min far, der spillede gamle danske julesange på grammofonen, om året hvor vores juletræ bøjede sig i vinden som om det længtes efter forår.
Må jeg stille et lidt mere privat spørgsmål?
Da hun spurgte, om jeg nogensinde havde haft et romantisk øjeblik i juletiden, gik en gammel sorg i brand.
Det var med ham Han hed Jannik. Vi var unge og tossede. Vi drømte om fremtiden, som ingen af os fattede.
40 års søgen
Flere dage gik, og så dukkede Maja op igen, denne gang med mobilen spændt i hånden. Fru Karen, jeg tror, jeg har fundet ham!
Jeg kunne næsten ikke tro det: Hvem har du fundet?
Hendes smil kunne ikke holdes tilbage, mens hun skubbede skærmen frem mod mig: Leder efter pigen, jeg elskede for 40 år siden. Mit hjerte sprang et slag over.
På billedet var mig selv, 17 år, i blå vinterfrakke, med det skæve fortand.
Skal jeg skrive til ham? spurgte hun, stirrende ind i mine øjne. Jeg fandt ikke ordene.
Da Maja tilbød at formidle kontakten, boblede et lille håb i min gamle krop. Han havde ikke glemt mig. Selv i drømmen føltes det, som om han havde kaldt på mig gennem årtier.
Vi skrev sammenog aftalte, at mødes på en lille café på Vesterbro. Jeg valgte tøj, der passede til det, jeg engang var, men alligevel sandt til det nuværende mig.
Mødet der ændrede drømmen
Da jeg så Jannik, var han forandret, men hans øjneja, de var præcis de samme, dybe og venlige. Karen, sagde han, og straks strømmede minderne ind, baglæns gennem årene som sand mellem fingrene. Vi havde aldrig helt sluppet hinanden, selv om vi havde været væk i evigheder.
Vi snakkede os bagud i tiden, op ad snedækkede stier, væk fra verden og ind til barndommens stuer med stearinlys og appelsiner med nelliker. Vi fortalte om liv, der var gået videre, og minder, vi havde gemt i hemmelige skuffer.
I alle de år var du altid noget særligt for mig, sagde han.
I det øjeblik tændtes et nyt håb, en forståelse af, at måske sluttede livet slet ikke, men kunne begynde igen. Vi havde ikke haft chancen dengang, men nu var der en åbningen ny fortælling, udenfor tidens rækkefølge og logik.
Konklusion
Vi har været gennem så meget begge to, men at møde Jannik igen, var som at vågne i en parallel drøm. Er det ikke i virkeligheden dét, livet handler om? At tage modet til at begynde på ny? Nu venter jeg, nysgerrig og åben, på alt det fremtidige, der endnu kan skeselv efter 62 vintre i Danmark.
