Jeg leder efter en kvinde ved navn Ingrid.
Gennem en lav bue trådte han ind i en af de københavnske baggårde, hvor smeltevandet fra forårssneen fik fortovet til at minde om et decideret vandhul. Det var allerede den fjerde gård han forsøgte i dag. På legepladsen gyngede børn i regntøj, mens drenge i gummistøvler sendte en slap hockeypuck gennem plaskende pytter, uden tilsyneladende at ænse, at de var våde til skindet.
Han blev stående under buen og lod blikket glide rundt. Så inderligt ønskede han, at noget i omgivelserne ville trigge en erindring, hive nogle detaljer op fra hukommelsens mudrede bund. Men alt så anderledes ud end dengang… Selvfølgelig. Der var jo løbet så meget vand under broen siden. På den tid var det hele bare tørresnore, faldefærdige skure under vinduerne, et vildnis af høstfloks og tunge træbænke.
Nu… Ja, alt kunne jo ændre sig på så mange år. Eller måske skal man sige: Det VAR ændret.
Ingen tog sig af den pæne ældre herre med sixpence og uldfrakke. I de fire opgange i gården var der masser, der lejede ud. København…
Han vidste, at han skulle til højre for buen. Det stykke havde ikke ændret sig. Han mindedes, at lejligheden lå på anden sal i en af de tre-etagers ejendomme. Anden dør til højre. På karmen sad der en samling forvirrende ringeklokker i alle regnbuens farver med navne, man knap kunne læse navnene på de daværende beboere i andelskollektivet.
Inde i lejligheden kunne han næsten genkalde sig alt folden på det falmede rullegardin, det skæve vindueshaspe, kedlens blygrønne farve, gulvbrædder der knagede og jagten på en kakerlak, de fangede efter to døgns ihærdig indsats. Alt, der havde været i maven af den lejlighed…
Men husnummeret, dét vidste han ikke. Kun gadenavnet og rækken af københavnske karréer. Og han var ikke engang sikker på opgangen han mente anden, mønstrene var drilske og bygget af de samme arkitekter, så man skulle holde tungen lige i munden.
Så han gik rundt i de gårde…
Højre bygning, anden opgang, eller nej, anden hoveddør sagde man her, anden sal, bageste dør… Nummer 43? Eller…
Hvis der var dørtelefon, trykkede han 43.
Goddag, jeg leder efter Ingrid. Ved De, om hun…
Ofte blev han afbrudt, Her bor altså ingen Ingrid. Eller Det er kun mænd her! Så måtte han prøve igen.
Undskyld, det er meget vigtigt. Ved De om en kvinde ved navn Ingrid kunne have boet her i 1980erne? Det betyder meget for mig.
Efter tredje baggård tog han notesbogen frem og måtte krydse af:
16 ingen svarer, 24 ikke her, 32A aner det ikke, de har købt for nyligt…
Der var mange gårde endnu, og han måtte vende tilbage til dem, hvor han ikke var nået frem, ikke havde fået svar eller havde flere spørgsmål.
Op ad ramponerede trapper i en mørk opgang duftede det af gammelt træ, katte og tiden der var gået. Lugten kunne han huske.
Goddag! hilste han og bukkede kort.
En kvindelig pensionist i grå uldfrakke med en tung indkøbstaske hilste nysgerrigt:
Goddag, skal De besøge nogen bestemt?
Jeg skal op på anden, jeg leder efter Ingrid, omkring tres, kender De nogen sådan én?
Hvilken lejlighed?
Hjørnet til højre. Men det er længe siden, dengang der var kollektiv. Jeg kan ikke engang huske, hvilket hus…
Hjørnet? Nej, der bor Ingvorsen nu, far, mor, to unger. Der er aldrig boet nogen Ingrid ikke hvad jeg ved, og jeg har boet her hele mit liv.
Tak, han bøjede hovedet og gik nedad de slidte trin.
Kvinden fulgte efter.
Hvad var hendes efternavn?
Hvis jeg vidste det, kunne jeg finde hende i telefonbogen. Men jeg kan ikke, det er væk.
Hvordan kendte I hinanden, hvis det ikke er for meget at spørge? Hun kunne ikke lade være.
Han så forlegent på hende, tøvede.
Hun?… Ja…
Men hvem VAR Ingrid for ham?
Kærlighed har jo ingen klar definition… Den er der bare. Alt andet er følelser, fortolkninger og håb om konsekvenser.
Hans navn var Anders Hald. Han havde altid bildt sig ind, at kærlighed var en skrøbelig ting, noget der forsvinder med adskillelsen. Men minderne fra deres tid sammen kom altid frem, som små lykkebobler blandet med smerte.
Han følte sig skyldig. Han havde levet med et halvt hjerte i fyrre år.
Måske var det netop minderne, der havde holdt ham i live. Men da hans kone døde, med hvem han havde delt hele sit voksne liv og hvem han i de senere år mest gik op ad trapperne uden at udveksle mere end et nik så blev det hjertet, der først svigtede. Infarkt.
De havde aldrig rigtig skændtes. De var bare gledet fra hinanden, helt stille. Delte huset og tale kun om dagligdags ting. Hun plejede at sige til sine mange veninder: Nå, hvor skal jeg stille ham? Han får bare lov at blive her.
I huset var der billeder med guldrammer, krystalfigurer, forgyldt indbo, brogede nipsting, tæpper. Et hvidt flygel stod i stuen, med en vase med plastikblomster på. Flygelet var måske ægte nok, et Steinway, men det var kun en støvet pyntegenstand. Ingen spillede på det. Vasen blev aldrig flyttet.
Hun havde prøvet at lære det selv. Tog timer. Men hun gjorde aldrig noget færdigt undtagen måske manicure og massage.
Graviditeten gennemførte hun ikke. Selvbebrejdelse var der nok af, men noget sagde ham, det var hendes selvoptagethed som standsede hende.
For tiden tænkte han meget på det. Han kendte en kvinde, hvis hænder kunne vække sådan et flygel.
Men alligevel savnede han sin kone. De sidste år var de blevet tættere, mest fordi de begge var syge. De gik ture, fodrede ænder i Damhussøen. Anders begyndte at fiske i søen, havde ikke mere behov for at bevise noget.
Hvorfor gik vi ikke her før, Merete? Her er jo dejligt, de sad på en bænk ved søen.
Vi var fjolser, svarede hun med et suk.
Tidligere havde de begge haft travlt. Anders havde arbejdet sig op i statsadministrationen, hendes far pressede på, og forfremmelserne stod i kø, nærmest uanset Anders’ egne planer.
Det var fortjent nok Anders var flittig, snarrådig og en god leder. Den slags svigersøn, enhver gammel departementschef drømmer om.
Kun én gang var det nær blevet spoleret… Det havde hans kone røbet for ham længe efter, skænderiet med sin egen mor. Hun anede ikke, hvordan hendes far havde manipuleret.
…Hvem var hun egentlig, Ingrid, for Dem? spurgte den ældre kvinde igen uvist hvorfor.
Anders rodede rundt i sine følelser.
Ingrid… Ja, hun er det eneste, jeg har tilbage.
Kvinden blev tavs. Hendes øjne blev blanke. Det var tydeligt, han ledte efter en, der havde betydet alt.
Anders gik videre, på våde fødder, ringede på, blev mødt af uforstand eller småfiendtlighed og nogle gange lange samtaler og endnu længere forklaringer. Og så videre til næste gård.
Sent på aftenen gik han dødtræt omkuld på hotellet. Sov med sko på. Benene og ryggen smertede. Men om morgenen begyndte jagten igen.
***
Efteråret havde lagt København under et gyldent tæppe kun for at vælte litervis af regn ud over byen. Byttehandler og boder var overalt, det var dengang alle måtte klare sig som de kunne.
Han var i byen med sin kommende svigerfar, de var kommet hele vejen fra Esbjerg til et vigtigt møde om byggeprojekter og den nye samfundsorden.
Der blev sagt, at det var afgørende for Ingvorsen, som håbede på en post i ministeriet. Anders Hansen, ung og stadig lidt naiv, gled med rundt. Slet ikke klar over, hvor magtfuld han egentlig var blevet som højre hånd for socialdemokraten Ingvorsen.
Han havde ansvar for en ny fabrik, men følte stadig, at verden var åben.
Så dér i København, nød han byen. Humøret var højt, og mens Ingvorsen satte ham til at løbe ærinder, hørte han pludselig de blide toner af violin i Nørreport-stationen og gik, nærmest mod sin vilje, hen mod musikken.
En ung, spinkel, køn pige med lyse krøller, i lyseblå hue og et florlet tørklæde, stod op ad den fugtskjoldede væg og spillede violin. Fingrene var røde af kulde, men musikken var varm og intens. På jorden lå en åben violinæske med småpenge fra forbipasserende.
Han blev stående. Scenen var mærkelig smuk musikkens melankoli, det våde fortov, hendes røde hænder, blå tørklæde og blege ansigt. Han kunne se, at denne kulde nærmest hjalp hende.
Der var liv omkring dem folk handlede, råbte, lagde kroner og toere. Men Anders blev stående.
Melodien ebbede ud, hun stoppede, gned hænderne mod hinanden og rystede kulden af sig, og løftede så violinen igen. Buearmen var næsten for ferm, hendes øjne lukkede sig, og det lød som om hun spillede sig helt bort fra denne verden.
Musikken græd, klagede, løftede sig op mod kronen i det skumle rum. Og Anders forsvandt i lyden.
Pludselig satte en dreng sig kejtet foran hende, snuppede violinæsken og løb.
Han stjæler! Stands tyven! Pure stemmer fra boden, de forsvandt i melodien.
Hun spillede videre, øjnene var stadig lukkede.
Anders spænede efter tyven, og råbte Stop tyven! En stor mand fik spærret vejen, drengen slap æsken og stak tværs over gaden, biler dyttede, og melodien ebbede ud. Violinetuiet var nu knækket.
Hun kom op ad trappen, lettere forvirret.
Her, han kastede den bare fra sig, det… Anders bøjede sig ned, samlede mønterne op og rakte dem mod hende.
Lad dem ligge, det går nok, den var i forvejen i stykker. Tak, sagde hun, stemmen overraskende mørk.
Sker det tit her?
Indimellem. Hun var ikke i humør til småsnak.
Han forsøgte at indlede noget, men hun ville videre. Til sidst standsede hun op på Dronning Louises Bro og så længe ned på vandoverfladen. Hun løftede etuiet ud over rækværket, stirrede på det.
Anders indså, hun havde tænkt sig at smide violinen ud. Han spurtede frem.
NEJ! Gør det ikke værre!
Han fik grebet om det, nu stod de i nærmest limbo over søen med krampagtige hænder om violinæsken.
Hvorfor skal jeg lade være?
Den vil da stadig spille og bringe glæde! Se, den holder fast…
Jeg lovede min mor aldrig at spille for småpenge her.
Hun var vel bare streng? Man skal jo spille for livet, ikke for regler!
Hun er død. For to måneder siden.
Undskyld… Jeg… Ja.
De gik stille side om side. Vinden kørte med de gule blade, hun talte igen først.
Alt var for hende. Jeg kan ikke mere.
Men du gik alligevel herned, det var ikke trangen til at leve eller spille? Måske for at spise?
Ja. For maven. Jeg har ikke flere penge.
Men, det kan jeg klare! Han hev Danmarks forældrelovlige sedler frem. De er ikke mange, men…
Tror du virkelig, jeg vil tage dem? Gå væk, sagde hun koldt og forsvandt i regnen.
Han råbte, at han ville vente på hende næste dag, men hun var gået.
Næste dag var Anders presset, men om eftermiddagen hastede han til Nørreport. Hun var der ikke, og ikke om morgenen heller. Han ventede i timer, gik vejbanen tynd. Til sidst dukkede hun op, lod, som om hun ikke så ham, og begyndte at spille. Konen fra boden satte ham på en stol overfor.
Han lyttede i timevis, hun smilede én gang og det føltes som solskin. Da hun ville pakke sammen, blev han ivrig og lagde et par store sedler.
Er du tosset? Her kan man ikke bare… tag dem!
Jeg må vel selv bestemme.
De kan tage dem fra mig. Kom! Nu!
To muskuløse fyre dukkede op. Det var besynderlig lov, at man skulle betale for sin plads mafiaen herskede. Hun hviskede: Lad ham betale…
Slagsmålet gik i gang. Anders var barsk nok, men blev overmandet, og hun måtte hente politiet. De dukkede heldigvis op, før han blev gennembanket.
Han og violinisten slæbte sig væk sammen.
Skal vi tage på hospitalet?
Nej, bare et hvil.
Min lejlighed er i nærheden.
I det gamle københavnerkollektiv lugtede det af løg, støv, og regn. Hun vækkede gangen til live, han fik tørt tøj og te med tvebakker. Hun lappede hans jakke og spurgte ud om alt.
Han fortalte om sit liv som embedsmand, hun om sit netop smidt ud fra konservatoriet og jobs på markedet. Levede som så mange.
Da han gik, købte han ind og kom igen. Hun skældte ham ud, men overgav sig, og de så hinanden flere gange gik tur i regnvejr, drak kaffe af én kop, lo af regnen og nød poesien, hun reciterede.
Han friede. Hun svarede med poesi om sidste møde.
Han så på hende: Nej, Ingrid, jeg mener det… Vil du med til Esbjerg?
Kom, sagde hun.
Aftenen blev lang. Musik, latter og endnu engang ufrivillig kakerlakkejagt. Senere nat på vindueskarmen, regnen der faldt, og hun læste digte:
Naturen er i opløsning, tidevand vender… Alt bliver stille på grund af adskillelsen mellem os…
Du tager med mig, ingen adskillelse, hviskede han.
Men næste dag var alvoren tilbage. Telefonopringning. Han blev kaldt ned, blev fortalt, at han var mistænkt i en større korruptionssag.
Kære ven, du er nødt til at gifte dig med min datter, så kan jeg redde dig, ellers…
Anders var ræd bureaukratiets klør strammede. Han blev presset ud, måtte tage næste tog hjem.
På stationen hørte han violinspil fra højttaleren, slog næven mod murstenen og græd for første gang som voksen.
***
Efter dagevises trækken gennem baggårde indså Anders, at ældre damer kan være de bedste detektiver.
Ingrid? to gamle damer så på hinanden, Var det ikke hende, der døde? Sønnen kom i kæmpe bil…
Anders hjerte knugede sig til. Endelig, bange, lyttede han.
Nej, du tager fejl. Det var Anne. Husker du ikke?
Jo, Anne, selvfølgelig…
Han gik videre, ringede på, let forvirret, uden held. Han så til sidst et blågrønt tørklæde på gaden. Samme gang, samme pige…
Ingrid! udbrød han, men stemmen knækkede. Hun vendte sig ikke. Han løb, rørte hendes skulder.
Ingrid?
Det var en ung kvinde, lignede hende utroligt meget.
Nej, undskyld. Troede, du var en anden…
Nej, nej, jeg hedder også Ingrid, hun smilede, stemmen ens.
Hvem ledte han efter? Han selv var femogtres Ingrid var yngre. Måske billederne i hovedet var groft forvredne af længsel.
Træt vendte han hjem på hotellet. Næste dag, sidste chance, han var udmattet men måtte prøve én gang til.
Han stod længe i sollyset foran gården. Inden han skulle begynde endnu en runde, så han et instrumentværksted. Violiner i udstillingen.
Han gik ind.
Kan jeg hjælpe? spurgte en ung, næsen lige tilpas københavnsk.
Ja, den violin dér
Vil du prøve?
Nej, jeg kendte en engang… Ingrid…
Ingrid? Ikke Ingrid Markussen?
Markussen… Måske, ja, hun var violinist.
Bor vist stadig i ejendommen der. Men… hun er gift, barn på otte, tror jeg.
Åh… Hvor gammel er hun nu?
30erne.
Anders må sank sammen på stolen. Endnu en gang havde erindringen løjet.
Han så over på gården. Et par gamle gik tur.
Jeg leder efter en dame ved navn Ingrid, spillede violin som ung. Havde sin mor, forsvandt…
Jo… Det var Ingrids datter, Maja, og Ingrid… De boede her. Der var en stor røn udenfor, sagde damen, Den blev fældet.
Han håbede.
Hvor er Ingrid nu?
Det ved vi ikke. Men datteren bor her i lejligheden.
Han gik med svage ben op, tastede på dørtelefonen.
Ja?
Til Markussen.
En mand åbnede, og straks var han omringet.
Indenfor, blev han placeret på sofaen, trykket på, installeret i en moden herskabslejlighed. Kort efter trådte hun ind kvinden fra gaden, den yngre version af Ingrid. Hjemmekjole, samme blik. Lighedsspillet var gribende.
Lægen/familiefaren målte blodtryk.
En lille dreng på otte så på ham.
Hvad hedder du?
Anders.
Jeg hedder også Anders. Og mit mellemnavn er Michael.
Datteren så på ham.
Du er min far, sagde hun lavt.
Anders, mest for stemningens skyld, famlede ved hjertet. Det var nok. Han græd en tåre, hun skænkede te.
Hvordan gik det, efter jeg forsvandt? spurgte han forsigtigt.
Min mor klarede sig selv. Havde lejet ud, vaskede trapper, men jeg var det bedste der skete for hende. Det, sagde hun altid.
Jeg vidste det ikke… Jeg…
Jeg ringer hende op!
Nej, lad mig komme selv.
Familien accepterede, og snart sad han, med hjerteflimmer af glæde, på vej til en lejlighedsblok.
Inde på femte sal, værelse 118, ringede han på.
Hun var ikke ændret Ingrid, ægte og slank, blød i stemmen. Chokerede stirrede de på hinanden, længe tavse foran bryggerset. Så gik det hele i stykker, de sank langsomt ned på gulvet og græd i hinandens arme.
Jeg har fundet dig nu… Du aner ikke, hvor meget…
Jeg vidste, du ville komme… så hvorfor jage dig væk?
Jeg burde have fundet dig, snøftede han.
Hun smilede, tørrede en tåre.
Kan du endnu digtet?
Ja… “Naturen er i opløsning, tidevand vender…”
Og alt bliver stille på grund af adskillelsen mellem os to…
Anders var tæt på at gå til men nu blev han hjulpet. Svigersønnen kom, lægen, og familien fragtede dem mod hospitalet sammen på bagsædet, forbundne hænder.
Jeg vil ikke på hospitalet, ikke nu jeg har fundet dig.
Jeg bliver ved din side.
Og han græd igen, denne gang af lettelse, over at han for sent men ikke FOR sent, havde fundet sin kærlighed.
Græder du? Du skal ikke græde. Nu skal det nok gå, sagde hun.
Ja. Nu går det!
For at trøste begyndte hun at rime…
Jeg tryller over fremtiden i det skjulte, hvis aftenen er helt blå, mærker jeg den anden, uundgåelige, kommende møde med dig.
Bilen fór gennem København. Mod hospitalet hvor en gammel mands hjerte endelig fik det, det havde længtes efter: at elske og være elsket.
Han nåede det. Han kom ikke for sent til sin lykke.
